Et første overblik: Nedlukningen af samfundslivet og den frygtede COVID-19 virusepidemi er fortsat kun i sin indledende fase, men dybt alvorlige konsekvenser tegner sig allerede tydeligt for idrætssektoren. Idrætten må arbejde på flere fronter for at undgå truende økonomisk kollaps hos mange af idrættens aktører på den korte bane og samtidig forberede en svær ny begyndelse på idræt og fysisk aktivitet for mange målgrupper.
Af Henrik H. Brandt
Velkommen til idræt. Ikke lige nu! Og det bliver en slidt og presset idrætssektor, der igen slår portene op på et tidspunkt efter COVID-19 epidemien. Foto: Henrik H. Brandt
Telefonerne i Vejen Idrætscenter begyndte at kime alarmerende lidt over middag fredag den 6. marts.
Statsministeren holdt pressemøde om den tiltagende sundhedskrise i landet. Snart forkyndte de efterhånden dagligdags gule ’Breaking-bjælker’ på tv-skærmen i centrets caféomåde, at regeringen ville bremse alle arrangementer med mere end 1000 deltagere i at forsøg på at dæmpe smittespredningen med COVID-19 virusset i landet.
Blot få timer efter pressemødet havde DGI allerede aflyst tre kæmpe gymnastikopvisninger i Vejen Idrætscenter den samme aften og resten af weekenden. Midt på eftermiddagen stod der allerede blankt vand i svømmehallens 25 meter bassin. Der var stort stort ikke flere gæster tilbage.
Stilheden bredte sig i det ellers altid travle idrætscenter, hvor centerdirektør Jakob Sander netop var i færd med at lægge sidste hånd på en årsberetning for 2019, som kunne fortælle om mere end én mio. gæster og en omsætning på 62,5 mio. kr.
Siden er idrættens nedlukning gået stærkt herhjemme. Fem dage senere, den 11. marts, fulgte regeringens dekret om nedlukning af blandt andet skoler, daginstitutioner og indendørs idrætsanlæg. Få dage senere fulgte så den totale nedlukning af stort set al idræt, restaurationsdrift og forsamlinger på mere end 10 personer.
DGI har anslået, at ca. 150.000 gymnaster og lige så mange tilskuere på grund af sundhedskrisen går glip af deres sæsonhøjdepunkt til forårets opvisninger i perioden frem til udgangen af marts.
Ishockey, volleyball, basketball, håndbold, fodbold. Den professionelle idræt og eliteidrætten i Danmark ligger stille, hvilket truer den professionelle idræt på livet. EM-slutrunden i fodbold er udsat, Tour de France og OL i Tokyo er ligeledes i fare.
Skøjtehallerne har allerede lukket isen ned for foråret, og sæsonen kommer ikke i gang igen. En katastrofe for ishockeyklubberne, som i høj grad er afhængige af indtægter fra kampdagene i slutspillet.
Kommer dansk ligafodbold i gang igen i foråret? Indtil videre er det uklart, og medieselskaberne bag de altafgørende tv-indtægter til de danske fodboldklubber holder igen med betalingerne. Breddeklubberne og lokalunionerne holder vejret. Kommer forårssæsonen overhovedet i gang?
Landets næsten 900 kommercielle fitnesscentre, padel tennis centre og andre kommercielle anlæg er ligeledes lukket totalt ned. Mange af centrene er ganske nye og naturligvis helt afhængige af et stærkt flow af kunder hver eneste dag for at klare kapitalomkostningerne, selv om en stor del af personalet kan sendes hjem.
Idrætten i Danmark har som resten af samfundet en lang og sej kamp foran sig for at komme tilbage i omdrejninger efter COVID-19 krisen. Foto: Henrik H. Brandt
Events i farezonen
75 procent af landets golfbaner har ifølge Dansk Golf Union fulgt Unionens anbefaling om at lukke helt ned for golf foreløbig indtil udgangen af marts, selv om golf trods alt foregår udendørs. Også golfbanerne er nogle af de mest kapitalkrævende idrætsanlæg i landet.
Golfturneringen Made in Denmark med over 65.000 tilskuere i 2019 er udsat indtil videre. Andre store events som motionsløbene Royal Run eller Copenhagen Marathon tror ingen vist længere på i dette forår, selv om løbene ikke er aflyst formelt endnu.
Mange almindelige idrætsforeninger er hårdt ramt, selv om de ikke er kommercielle virksomheder. Et eksempel: Håndboldklubben DHG tjener hvert år 450.000 kr. på eksterne tjanser ved arrangementer på Fyn. Klubbens formand Nicolai Günther kan allerede nu opgøre klubbens tab på aflyste hjælpetjanser ved arrangementer som Tinderbox, DM i beachhåndbold, Skole-OL, Eventyrløbet og en planlagt håndboldskole til knapt 300.000 kr., hvis nedlukningen af idrætten og store dele af samfundslivet fortsætter frem til sommer. Dertil kommer naturligvis foreningernes ordinære kontingenter. Vil medlemmerne fortsat betale næste opkrævning, når ingen rigtigt tror på, at sæsonen kommer i gang igen?
Blinkende advarselslamper overalt
Der er med andre ord blinkende advarselslamper overalt i kontrolrummene hos mange af idrætssektorens aktører.
Nedlukningen af al idræt er så omfattende, at myndighederne i skrivende stund holder advarende pressemøder om, at selv de få fortsat eksisterende muligheder for spontan udendørs aktivitet i små grupper kan komme i fare. Udendørs fitnessanlæg i landets kommuner spærres af for at reducere smittefaren. Indtil videre er ensomme cykel-, gang eller løbeture i det fri fortsat en legitim mulighed for motion og bevægelse på offentlige steder.
Alle frygter, at situationen snart kræver yderligere stramninger og nedlukning af det offentlige liv. Landets idrætsforeninger, forbund, fitnesscentre og faciliteter, som under normale omstændigheder opfatter sig selv som netop rammen om sundhed og værdifulde fællesskaber, skal nu levere den stik modsatte ydelse og få folk til at holde sig hjemme og hver for sig.
Det er verden vendt på hovedet, når det nationale fodboldforbund, DBU, udsender indtrængende opfordringer til alle fodboldglade danskere om at holde sig langt væk fra fodboldbanerne.
Dystre konsekvenser
Foreløbig varer nedlukningen af idrætten og skolerne officielt kun marts måned ud, men ingen ved, hvornår hverdagen vender tilbage. Når centerleder Jakob Sander i Vejen Idrætscenter små to uger efter det første skrappe regeringsindgreb for at dæmpe smittespredningen skal gøre en foreløbig status over to vanvittige uger, ser resultatet allerede umanerlig dystert ud:
”Vi har ikke haft én eneste lukkedag i Vejen Idrætscenter siden 1. Nytårsdag 1998. Nu ligger det hele stille på sæsonens absolut værste tidspunkt. Vi omsætter normalt for over 200.000 kr. i gennemsnit hver eneste dag fra marts og ind i sommerferien. Nu har vi kun de små 20.000 kr., som kommunen normalt udbetaler for at understøtte foreninger og skolers brug af centret som indtægt. Vi har allerede fået over 400 aflysninger af arrangementer i de kommende måneder. Vi kan ikke holde til det her i ret mange måneder, det er logisk,” siger Jakob Sander.
I februar skrev Vejen Idrætscenter 210 lønsedler ud til de 55 faste ansatte og masser af løsarbejdere i café, trænere, instruktører og hjælpere. I dag er kun fem medarbejdere tilbage på arbejde. Resten er sendt hjem, og Jakob Sander arbejder i dialog med sin revisor stenhårdt for at overskue de økonomiske konsekvenser, likviditeten og mulighederne i de forskellige hjælpepakker, som Folketinget i al hast har vedtaget siden den 6. marts.
”Bortset fra luftfart lever vi her i centret nærmest af samtlige de forretningsområder, som rammes allerhårdest ramt af krisen: Hotel, restaurationsdrift, fitness, svømmehal, foreningsidræt, skoler og institutioner. Det hele lyser blodrødt. Vi lever af de fællesskaber, som statsministeren og dronningen har lukket ned for,” siger Jakob Sander.
Mange andre af landets idrætscentre er hårdt ramt af krisen. De rent kommunale anlæg har kun få eksterne indtægter og holdes i live af kommunale tilskud og besparelser ved at ligge øde hen, men mange selvejende anlæg må forsøge at klare sig på regeringens forskellige kompensationsordninger for den kommercielle del af indtægterne og håbe på, at deres kommune, som eksempelvis netop hastevedtaget i Varde Kommune vil holde hånden under driften ved hurtigt at udbetale de beregnede lokaletilskud og betale de budgetterede beløb for skole/institutionsbrug, som udgør en stor del af indtægtsgrundlaget for kommunens mange selvejende idrætsfaciliteter.
I Sverige afleverede Riksidrottsförbundet i denne uge et notat til Kulturministeriet om konsekvenserne af den svenske aflysning af arrangementer med mere end 500 deltagere. Et i al hast gennemført rundspørge blandt specialforbund, distriktsforbund og professionelle sportsligaer opgjorde det forventede tab på afholdte omkostninger og forventede underskud på ca. 1800 planlagte arrangementer fra den 12. marts til den 30. april til mindst 500 mio. svenske kroner. Få dage efter kvitterede den svenske kulturminister med en hastepakke på 500 mio. kr. til idrætslivet, hvilket både siger noget om regeringernes desperate bestræbelser på at pumpe midler ud i samfundsøkonomien og om foreningsidrættens høje status i samfundet.
Også i Danmark har regeringens mange generelle hjælpepakker for små og store arbejdspladser en kæmpe betydning for at holde liv i mange af idrætssektorens aktører, men andre dele af samfundet er i mindst samme nød som idrætten. Dele af idrætten må derfor nok forberede sig på, at den langt hen ad vejen kommer til at rejse sig ved egen kraft for resten af pengene, når epidemien en dag er forbi.
Nogle bud på forskellige delvist overlappende strategiske faser i idrættens håndtering af COVID-19 krisen. Idrættens Konsulenthus
Kan idrætten så det?
Jakob Sander har både et dystert og et mere positivt scenario for idrætten:
”Når vi er igennem krisen, vil der nok gå lidt tid, før folk igen går rundt og krammer hinanden, men de vil værdsætte fællesskaberne mere. De vil få mere respekt for idrætten. Folk vil finde ud af, hvor meget de savner eksempelvis den frivillige træner og de faciliteter, de er glade for at bruge i hverdagen,” lyder den positive vurdering.
Den negative vurdering er langt mere dyster og på en snigende måde måske en lige så stor trussel mod folkesundheden som den igangværende virusepidemi:
Vi har brugt så mange ressourcer på at motivere folk til idræt og vænne dem til at bruge faciliteterne og få idræt og bevægelse ind i deres hverdag. Der vil være flere, som falder af hesten igen i den kommende tid. Alle de mennesker, for hvem det ikke er naturligt at træne, og hvor de kun har trænet, fordi det er livsnødvendigt, får vi meget svært ved at få i gang igen. Det er noget af det værste ved, at vi lige nu også spærrer alle de raske inde. Det har også en folkesundhedsmæssig konsekvens, som dog ikke spiller nogen rolle i debatten lige nu,” siger Jakob Sander.
Man kan således sammenfatte idrættens ’pandemi-plan’ i flere faser, som man nødvendigvis må planlægge sideløbende på, selv om virusepidemien i Danmark og resten af verden langt fra er afsluttet endnu:
Hvordan undgår man, at en konkursbølge blandt idrætsanlæg, fitnesscentre, træningsudbydere, foreninger, professionelle klubber og forbund sender idrætten så hårdt i brædderne, at den selv efter epidemien ikke er i stand til at genoptage virksomheden på samme blus som før?
Hvordan får man idrættens tætte fællesskaber og faciliteterne i gang igen uden angst for berøring og smitte?
Hvordan undgår man, at idrætspausen og hjemmekarantænerne slår netop den mest udsatte og idrætsuvante del af befolkningen af hesten, så den del af befolkningen, der i sundhedsmæssig og samfundsøkonomisk forstand har allermest gavn af idræt og fysisk aktivitet, aldrig kommer i gang igen?
Realistisk set kan idrætten ikke forvente at skulle løse udfordringen under samme økonomiske vilkår som før krisen. En kæmpe udfordring venter forude for Vejen Idrætscenter og resten af den danske idrætssektor.
Forhåbentlig kan hele den danske idrætssektor mødes på den anden side af krisen til konferencen ‘Idræt som dynamo for sundhed, fællesskaberog lokal udvikling’ i Vejen Idrætscenter den 21.-23. september 2020. Læs mere på konferencens hjemmeside.
