Kommentar: Idrætten i Danmark viger i disse dage naturligvis for et højere formål, men også for idrætssektoren i Danmark har sundhedskrisen i Danmark og resten af verden potentielt ruinerende konsekvenser. Kigger man ud på den anden side af en sundhedskrise, der forhåbentlig kommer under kontrol, vil krisen føre til endnu større påskønnelse af idrættens betydning for samfundet og måske til en helt ny forståelse for nødvendigheden og potentialerne i at udvikle idrætten som en bredere sektor med enorme potentialer.
Af Henrik H. Brandt, journalist og selvstændig konsulent i idræts- og fritidssektoren
”Kunst er lukket p.g.a. Corono-virus. Bestyrelsen”.
Det nye idrætsbillede i Danmark: Normalt er den lokale kunstgræsbane badet i projektørlys og glade råb fra boldspillerne. I disse dage ligger den aflåst og øde hen. Foto: Henrik H. Brandt
En ensom spadseretur i aftenskumringen forbi det lokale idrætsanlæg kan i disse mærkværdige dage kun hensætte folk i knugende undergangsstemning.
Parkeringspladsen, hvor man normalt skal cirkulere et par gange for at finde en ledig bås i idrættens primetime, er en skummel asfaltørken. Der står blankt vand i svømmehallen, fitnesscentret, hvor der ellers er adgang og lys nærmest døgnet rundt, ligger hen i dystert mørke. Døren til det topmoderne idrætscenter er låst. Badmintonhallen med nabolagets populære café har trukket gardinerne for.
På kunstgræsbanen er der hverken glade råb eller projektørlys i skumringen som normalt sådan en aften. Tværtimod. ‘Bliv væk’, signalerer indgangen til banen, hvor der løb mere end 200 unger rundt og trænede på samme tid så sent som i sidste uge.
Samfundets krise i disse uger er også idrættens krise. Vi ved ikke, hvad der venter forude i de kommende måneder, men en dag bliver der atter mere normale tilstande i samfundet, og hvad venter så for idrætten?
Frivilligkorpset i Vejen Idrætscenter samlet til fællesskab og morgenkaffe den 6. marts. Frivillig-Damark, når det er bedst. Få timer senere havde regeringen lukket ned for større forsamlinger, og et at landets travleste idrætscentre lå øde hen. Foto: Henrik H. Brandt
Idrætten viser samfundsansvar
Generelt har idrætten naturligvis vist stort samfundsansvar i forhold til den overordnede dagsorden i disse dage: Fitnesscentre, padel tennis centre, professionelle sportsligaer, idrætsforeninger, idrætsfaciliteter… Næsten alle som én har de trods udsigten til konkurser og medlemsflugt, hvis krisen varer ret længe, fulgt regeringens opfordringer til at lukke helt ned for aktiviteterne for at dæmpe smittebølgen og dermed bidrage til at redde menneskeliv.
På facebookgrupper og hjemmesider kan man ligeledes følge, hvordan lokale netværk og personlige bekendtskaber, der måske netop kender hinanden fra idrætten, træder i karakter og tilbyder deres hjælp til borgere i risikogrupper, som ikke kan bevæge sig på samme måde som normalt, og som ikke kan forvente samme hjælp og opmærksomhed fra velfærdssamfundet som normalt.
Men den overvejende følelse er knugende usikkerhed.
Stor usikkerhed i idrætten
Hvad venter forude? Hvornår bliver det igen legitimt og trygt at mødes i idrættens fællesskaber, i hallen, i svømmebassinet, i træningscentret eller på tilskuerpladserne?
Hvad kommer nedlukningen af samfundet til at koste? Medlemsgebyrer, aktivitetstilskud, entréindtægter, sponsorindtægter, aflysninger og kaos… Hvor længe skal idrætten gøre det stik modsatte af det, den plejer?
Ifølge Danmarks Statistik er der over 25.000 beskæftigede (15.000 årsværk) i idrættens gængse delsektorer, tendens støt stigende gennem flere år. Dertil kommer naturligvis alle de idrætsrelaterede jobs i beslægtede brancher i kultur- og oplevelsesøkonomien, idrætshøjskoler og efterskoler, selvstændige osv.
Nedlukningen kan blive en beskæftigelsesmæssig massakre, som bliver forstærket af, at mange af arbejdspladserne også har store kapitalomkostninger. Lønkompensation vil ikke i alle tilfælde være nok. Professionelle sportsklubber, selvejende idrætsfaciliteter, kommercielle idrætsudbydere, eventarrangører, sportslejre og camps, højskoler, aftenskoler, idrættens leverandører og detailhandel osv. står foran voldsomme økonomiske udfordringer alt efter krisens varighed og konsekvenser for samfundsøkonomien generelt.
En krise med muligheder
Men tænder man det lidt længere lys, rummer krisen måske også store muligheder for endelig at få idrætssektoren frem i lyset i det samfundsmæssige og samfundsøkonomiske lys, den fortjener.
London den 26. februar. På en studietur til London er det tid til en inspirerende løbetur med GoodGym, der helt frivilligt løber ud og gør gode gerninger med oprydning eller besøg hos ensomme ældre. Få uger senere er forventningen til idrættens samfundssind, at ældre borgere tværtimod skal isoleres, og sociale anledninger reduceres til et minimum. Foto: Henrik H. Brandt
For hvad er det, vi savner allermest, når vi i disse dage gør alt det modsatte af de gængse sundhedsbudskaber og sidder hjemme i hjørnesofaen og kukkelurer?
Lige præcis: Fællesskabet, udfordringen, velværet og underholdningen fra idrættens mange forskellige arenaer.
Idrætten og fritidslivet kommer derfor stærkt igen, når situationen en dag normaliserer sig, og angsten for smitte ikke længere overgår lysten til at hoppe i svømmebassinet, hive i håndtaget på en træningsmaskine eller mødes i svedende omfavnelse efter et mål på sportsbanen. Idrætslivet er en af de dele af hverdagslivet og såmænd også af livets store begivenheder, som folk vil savne allermest i den kommende tid.
Men hvad er det egentlig, idrætten som sektor savner allermest i en situation som denne, hvor regeringen laver forlig med oppositionspartier og arbejdsmarkedets parter på rekordtid for at redde de mest nødlidende dele af arbejdsmarkedet og erhvervslivet?
Nemlig: Det forkromede overblik over krisens omfang og konsekvenser for idrætssektoren, den legitime samlende repræsentation. Den er svær at få øje på i idrætten, og den mangler i denne tid.
Den grundlæggende respekt og forståelse af idrætten som folkebevægelse og kulturel faktor skorter det ikke på, men forståelsen af og indsigten i, at idrætten også er en sektor med store økonomiske og beskæftigelsesmæssige potentialer og interesser, finder man af historiske og kulturelle årsager ikke på samme måde, som man kan opleve i forhold til turismen, rejsebranchen, hotel- og restaurationsbranchen og nogle af de andre velorganiserede oplevelsesøkonomiske brancher, som for tiden er i samme dybe krise som idrætten.
Kulturministeriet og den statslige opfattelse af idræt har aldrig tilgået idrætten som en samlet sektor. Man har groft sagt reduceret statens idrætspolitik til de store idrætsorganisationer og den frivillige foreningsidræt tilsat lidt eliteidræt. Idræt bliver betragtet som civilsamfund og som en frivillig sektor, mens dimensionen af idræt som en mangfoldig og stadigt mere professionaliseret økonomisk sektor med vidt forskellige delsektorer mangler.
En model af idrætssektoren fra European Observatoire for Sport and Employment (EOSE). Hvis store dele af idrætten ikke skal kollapse i de kommende tid, bliver det nødvendigt at anskue idrætten som en samlet sektor og ikke bare som civilsamfund.
Det billede kommer nødvendigvis til at ændre sig nu. Ellers kollapser store dele af idrætten i de kommende måneder. De senere års mindre idrætspolitiske fiflerier og uenigheder må tilsidesættes på samme måde, som man for tiden oplever det i andre dele af samfundet.
Sundhedskrisen kalder på samfundssind og på mere kreative tilgange. Også idrætten må finde mere sammen og forstå sig selv en sektor med mange delsektorer, der samlet og hver for sig bidrager til den samlede værdi.
Risikoen ved den aktuelle fragmentering af idrætten kan være, at kun de stærke organisationer og de mest medieeksponerede dele af idrætten som de professionelle ligaer i ishockey, håndbold og fodbold får ørenlyd for deres store aktuelle udfordringer.
Risikoen kan være, at man ikke i tide får formuleret og udviklet de tiltag, som samlet set bedst kan hjælpe idrætssektoren gennem krisen.
Hvem har overblikket? Ingen!
Sundhedskrisen må nødvendigvis føre til, at Kulturministeriet træder i karakter og endelig tager et helhedssyn på sektoren, når den værste nødtilstand er overstået. Fra statens side og internt i idrætten må man finde sammen om i første omgang at holde hånden mest muligt under hele sektoren og derefter at udvikle hele sektoren med samme strategiske tilgang, som man kan opleve i andre af de kriseramte sektorer.
Med forbehold for de svære tider, der venter forude for det danske samfund og for hele verden, skal idrætssektoren ikke forpasse mulighederne i en alvorlig krise for at skabe bedre løsninger for fremtiden.
Spørgsmål: Hvordan påvirker sundhedskrisen din beskæftigelse eller dine økonomiske udsigter i idrætssektoren? Send mig en kort mail, så prøver jeg at samle et overblik til en opfølgende artikel om krisens påvirkning af idrætten, henrik.brandt@idkon.dk, 29210972
Læs også: Artiklen ’En ambitiøs ny platform for idrætsudvikling’ IdrætsPlatformen Danmark er formelt stiftet og går med lidt forsinkelse i luften midt på året. Nærmere følger.
