Kommentar: Ros til regeringen for at tilgå den fremstormende Esports mange dilemmaer og potentialer med en ny Esports-strategi og nedsættelsen af et bredt sammensat Esportspanel. Det må samtidig kalde på dyb undren, at regeringen fortsat viger tilbage fra at tilgå den almindelige idrætssektor med samme bredt inkluderende og strategiske tilgang. Udfordringerne, potentialerne og udviklingstendenserne i den brede idrætssektor har i praksis masser af lighedstræk med Esports-fænomenet.
Esport er blevet et stuerent og eftertragtet fænomen i idrætten. For få år siden ville De Danske Skytteforeninger ikke røre ved paintball og hardball, hvor man skød efter ‘levende mål’. I dag er DIF og DGI i offensiven for at lokke Esporten ind i foreningerne. Foto: Sean Do, Unsplash
Esport er ikke længere et nyt fænomen, men den aktuelle kraft i den kommercielt bårne fascination af store Esportsstævner og populære danske Esportshold kombineret med en stigende interesse for at dyrke og udvikle Esport i organiserede lokale fællesskaber er efterhånden så voldsom en trend, at en form for statsligt kommissionsarbejde forekom nødvendigt for at prøve at forstå og forholde sig til fænomenet.
Esport (el. gaming i bred forstand) er hverdagskost for næsten alle landets teenagere og en stigende del af den øvrige befolkning. Man må derfor naturligvis så vidt muligt forholde sig til fænomenet på godt og ondt og på så oplyst et grundlag som muligt.
Lørdag kom kulminationen på det foreløbige arbejde, da regeringen offentliggjorde en såkaldt national Esports-strategi.
Bredt sammensat Esportspanel
Som udløber heraf bebudede regeringen nedsættelsen af et bredt sammensat Esportspanel, der skal understøtte Esporten som mulig vækstdriver og som en aktivitet i ’sunde fællesskaber’. Det sker i erkendelse af, at Esporten nok er et populært fænomen, men at Esporten samtidig rummer en lang række etiske, sundhedsmæssige og organisatoriske udfordringer samt naturligvis visse spændende potentialer.
Derfor skal Esportspanelet ifølge kommissoriet blandt andet beskæftige sig med spørgsmål om sportens organisering og udbredelse og komme med anbefalinger om følgende områder:
En fremtidig bæredygtig struktur for hele fødekæden fra bredde til talent og elite og det professionelle niveau herunder events. Formålet er bl.a. at sikre større samarbejde mellem aktørerne
Styrket talentudvikling i dansk Esport
En fælles vision for så vidt angår Esportens integritet herunder forslag til indsatser, der kan modvirke snyd, skin betting, toxicity m.m. Formålet er at sætte nationale standarder, som man også kan arbejde for at udbrede på internationalt niveau,
·Hvordan fællesskab og bevægelse herunder i foreningsregi kan blive større del af spillernes hverdag
Hvordan Esporten kan tiltrække flere piger
Hvordan der kan skabes gode kommercielle udviklingsmuligheder for vækst, iværksætteri og beskæftigelse for Esporten i Danmark samt
Øvrige indsatsområder (love, regler m.m.), som kan understøtte Esportens udvikling.
Selve strategien beskriver udmærket Esportens fremvækst, som ikke har samme foreningsbårne og demokratiske udgangspunkt som den traditionelle idræt. Esportens udbredelse hviler netop på en mangfoldighed af aktører, organisationsformer og spiltyper, udbydere og events.
Ingen kan gøre krav på at ’eje’ den kulturelle eller organisatoriske ret til Esporten eller blot på at definere fænomenet til bunds.
God idé eller selvmål?
Juryen voterer trods strategiarbejdet nok stadig i forhold til, om det er en god idé eller et selvmål for regeringen og den etablerede idræt at blåstemple Esport som en ’anerkendt’ idræt?
Er Esport et positivt idrætsfænomen? Eller skal det snarere sidestilles med unges hang til tarvelig musik, halvpornografisk reality-tv og tyggetobak, som jo alt andet lige også ”rummer flere potentialer for nye forretningsmodeller som innovative iværksættere og investorer i Danmark kan udnytte,” hvis man skal kopiere retorikken fra Esports-strategien.
Herfra kommer ingen konklusion på det spørgsmål.
Der følger åbenlyst nogle ganske store potentielle bivirkninger med i kølvandet på Esport i form af mentale og fysiske sundhedsrisici og vanskeligheder ved at regulere spilleformer, spilindhold og regler efter en traditionel idrætslig etik.
På den ene side er det helt korrekt og nødvendigt at forholde sig til, at fænomenet eksisterer på godt og ondt. Det giver derfor god mening, at de etablerede idrætsorganisationer som DIF, DGI, Firmaidrætten og DBU i disse år reagerer på potentialer og efterspørgsel fra idrætsforeningerne i forhold til at integrere Esport i deres virksomhed og lokale foreningsmiljøer.
På den anden side kan bagsiden af idrætsorganisationernes store iver for at booste medlemstal og foreningsaktiviteter gennem Esport let føre til, at man kommer til at blåstemple en ungdomskultur, som næppe i sig selv er specielt sund og fremmende for fysisk aktivitet og aktiv idrætsudøvelse, og som måske/måske ikke kan bidrage til at eskalere frafald af især teenagere fra den etablerede idræt.
Reelt er det stadig for tidligt at sige, om Esport i den aktuelle vækst er et positivt bidrag til, en naturlig del af eller en konkurrent til den traditionelle idræt. De færreste idrætsledere er nok parate til at skrive under på, at det er lige meget, om de unge dyrker Esport eller traditionel idræt. Derfor er det en utrolig svær balancegang at forholde sig til Esporten – akkurat som den traditionelle eliteidræt i øvrigt rummer masser af etiske og sundhedsmæssige dilemmaer.
Nok om Esport. Overordnet set fortjener regeringen ros for at forholde sig strategisk til Esportens udfordringer og potentialer på strategisk og inddragende vis.
Paradokset ved regeringens nationale strategi
Paradokset ved den nu offentliggjorte Nationale Esportsstrategi er til gengæld, at både tidligere regeringer og den nuværende regering ved kulturminister Mette Bock (LA) ved flere lejligheder har forsømt at forholde sig strategisk til hele den almindelige idrætssektor.
Den siddende kulturminister har afvist en statslig idrætspolitik, og kigger man i dag på Kulturministeriets hjemmeside under ’idrætspolitik’ vil man da også konstatere, at der intet nyt er sket siden januar 2016, da man under daværende kulturminister Marianne Jelved (R) offentliggjorde nogle uhyre vagt formulerede ’idrætspolitiske sigtelinjer’ som udløber af den forudgående udredning af idrættens struktur og økonomi.
Regeringen har ganske rigtigt valgt at abonnere på DIF og DGI’s såkaldte fælles vision ’Bevæg dig for livet’ som en officiel del af regeringsgrundlaget, men man har derved i praksis netop afvist at forholde sig til hele den brede idrætssektors udfordringer og potentialer med samme strategiske og bredt inddragende briller, som man altså netop har benyttet på Esports-området.
Mange lighedstræk
Realiteten er jo, at idrætssektoren bredt har en lang række af de samme teknologiske, etiske, organisatoriske, sundhedsmæssige, økonomiske og kulturpolitiske karaktertræk, udfordringer og potentialer som Esporten.
Naturligvis har Esporten sine ’artsspecifikke’ udfordringer om regulering og organisatorisk ejerskab, men præcis det samme kan man jo sige om nogle af tidens mest fremstormende idrætsfænomener som yoga, crossfit, løbebevægelsen, spinning, fitnessindustrien, walking football, trampolincentrene, skatermiljøerne, SUP, parkour osv. osv.
Og hvad med generelle fænomener i idrætten som gamificering, medieudviklingen, iværksætterpotentialerne, eventudviklingen, kompetenceudviklingen, uddannelserne, kvaliteten af miljøerne, ejerskabet, forvaltningen, beslutningsgangene, finansieringen, professionaliseringen, de sociale skævheder, turisme- og brandingpotentialerne osv.?
Listen over potentialer og udfordringer i idrætssektoren, som kunne adresseres ved bare et minimum af strategisk lederskab, er på ingen måder kortere end den tilsvarende liste på Esportsområdet, men af historiske og kulturelle grunde viger regering og Folketing konsekvent tilbage fra at tage et bredt inkluderende livtag med disse problemstillinger.
Crossfit eller Counter Strike. I virkeligheden er der mange etiske, juridiske, organisatoriske, økonomiske lighedstræk mellem fremstormende idrætsfænomener og Esporten, men kun Esporten oplever en strategisk tilgang fra regeringens side. Foto: Ann Griffiths, Unsplash
Idrætspolitikken i Danmark er i praksis og i stigende grad udliciteret til to store idrætsorganisationer, DIF og DGI, selv om de i praksis har begrænset indflydelse og legitimitet i forhold til en lang række af de dominerende udviklingstræk i idrætssektoren. Situationen er i virkeligheden ikke en snus anderledes i den brede idrætssektor, end de tendenser man oplever på Esportsområdet.
Hvorfor er det med andre ord så farligt at tage hånd om en helhedsorienteret udvikling og strategi for at udvikle hele idrætssektoren?
Hvorfor lægger regeringen så konsekvent og bevidstløst alle lodder på idrætsområdet i vægtskålen hos DIF og DGI, mens man på Esportsområdet trods alt orienterer sig bredere?
Esportsfænomenets brogede udvikling, vækst og fremtidige potentiale er aktuelt et af de allertydeligste eksempler på, at idrætsorganisationerne nok kan være en lødig del af udviklingen af et nyt fremstormende ’idrætsfænomen’ på nogle områder, men netop kun en del. Skal man forholde sig strategisk og proaktivt til et nyt fænomen som Esport, må man benytte en helhedsorienteret tilgang og invitere langt flere gode kræfter indenfor i både ord og handling.
Man kan kun udtrykke et fattigt håb om, at lighedstrækkene til den almindelige idrætssektors udviklingstendenser og forsømte potentialer går op for regering og Folketing som en positiv sideeffekt af arbejdet med den netop udarbejdede Esports strategi. Hvis tiøren endelig falder hos regeringen, kan man sige, at de store mængder af bumsede teenagere, der lige netop i dette øjeblik sidder hjemme i kælderen, spillecaféen eller ungdomsklubben og spiller Fortnite, Counter Strike eller FIFA uforvarende har gjort den danske idrætssektor en stor tjeneste.
