Temperaturmåling på ’Bevæg dig for livet’: Landets to store idrætsorganisationer, DIF og DGI, er så forhippede på at få visionen ’Bevæg dig for livet’ til at fremstå som en succes og den afgørende faktor for idrætssektorens udvikling, at de går på kompromis med de demokratiske værdier og den mangfoldighed, som idrætten egentlig burde bygge på. Den danske idrætssektor trænger til et oprør mod idrætsorganisationernes dominans i idrætspolitikken.
DIF og DGI’s fælles vision ‘Bevæg dig for livet’ italesættes som vejen til flere idrætsaktive, men efter fem år er der fortsat mest tale om en øvelse på stedet, som samtidig svækker demokrati og mangfoldighed i idrætssektoren. Foto. Viktor Freitas, Unsplash.com
Hvad mon repræsentanterne fra topledelserne i DIF og DGI taler om som idrættens repræsentanter på de regelmæssige møder i den Demokratikommission, som Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) sidste år stiftede med deltagelse af en række topledere fra danske samfundsinstitutioner?
Kommissionen blev stiftet af frygt for, at demokratiet i Danmark er på vej ud i en krise med dalende tillid og stigende apati i forhold til politik og de bærende samfundsinstitutioner.
Taler de mon om, hvor let spil, DIF og DGI som offentligt finansierede civilsamfundsorganisationer på idrætsområdet har fået af et passivt Kulturministerium til at kidnappe størsteparten af den idrætspolitiske debat og dagsorden i forhold til regering og Folketing på vegne af hele ’det frivillige foreningsliv’?
Taler de mon om, hvordan DIF og DGI gennem massivt politisk lobbyarbejde kontrollerer, hvordan regeringen og et stigende antal kommuner involverer sig i Visionen ’Bevæg dig for livet’? Visionen blev født af toplederne i DIF og DGI i 2013 og senere skrevet ind i regeringsgrundlaget af den borgerlige regering. Visionen skal officielt styrke foreningsdeltagelsen og den generelle idrætsdeltagelse i Danmark, men blev født som organisationernes økonomiske og politiske forsvar mod det forhold, at idrætsdeltagelsen er i forandring, og at stadig flere aktører uden for organisationernes rækkevidde får betydning og kapacitet til at bidrage til udviklingen af fremtidens danske idrætssektor.
Taler de om, hvorvidt andre aktører i organisationernes praktiske forvaltning af Bevæg dig for livet kan opfatte det som en demotiverende, ekskluderende eller ligefrem konkurrenceforvridende karteldannelse, at de store organisationer i fællesskab i stigende grad køber sig helt ind i forvaltningernes maskinrum med finansiering af delemedarbejdere i flere af de snart 20 såkaldte visionskommuner og sætter sig tungt på kommunernes politikudvikling og praktiske tiltag på idrætsområdet som idrættens ofte enerådende eller i hvert fald dominerende repræsentanter i de såkaldte visionskommuners styregrupper?
Mangel på uafhængighed og kritik
Taler de om, hvorvidt det er demokratisk hensigtsmæssigt, når man nu løbende opfordrer til bredt samarbejde om Visionen, at interesseorganisationerne selv producerer en stadig stigende del af de foreningsundersøgelser, idrætsvaneundersøgelser og andre analyser, som sætter retningen for den idrætspolitiske debat? Naturligvis uden at resultaterne, mellemregningerne og datagrundlaget i alle tilfælde stilles til rådighed for offentligheden eller for andre aktører i idrætssektoren.
Taler de om, hvordan stadigt færre dokumenter om Bevæg dig for livet, kvartalsrapporter og underbilag bliver gjort tilgængelige for offentligheden? Og hvordan den første eksterne evaluering af det småskrantende visionssamarbejde vist kun blev offentliggjort ved et utilsigtet ’udslip’? Offentligheden skulle jo nødig få det indtryk, at ikke alt kører efter en snor i visionsarbejdet, selv om realiteten er, at samarbejdet fortsat halter og har knaster og koster store administrative kræfter i visionsarbejdets maskinrum.
Taler de om, hvordan man promoverer sig stadig mere aggressivt med PR- og reklameindslag i takt med, at organisationerne har forøget antallet af kommunikationsmedarbejdere og public affairs-medarbejdere i årene med Visionen? Modsat har kun få private medier i dag idrætspolitisk vidende eller interesserede medarbejdere tilbage. Antallet af medlemmer af foreningen Danske Sportsjournalister er siden 2005 faldet med 28 pct. fra 624 til 450, og tendensen i medlemsskaren er gået fra dagblade mod andre medietyper. Regeringen har tilmed sparket public service-orienterede statslige ’vagthunde’ som DR, Radio24syv og til dels Idrættens Analyseinstitut år tilbage gennem nedskæringer og symbolpolitiske udflytninger. Så hvem er overhovedet tilbage af uafhængige iagttagere med bred medieadgang til kritisk at overvåge idrætssektoren og den største idrætspolitiske satsning i dansk idræt gennem mange år?
Taler de om, hvordan de på den ene side har haft held til at få regeringen til at skrive ’Bevæg dig for Livet’ ind i regeringsgrundlaget som et signal om, at nu skal der for alvor udvikles på såvel foreningsidrætten som den brede idrætsdeltagelse, mens organisationerne selv på den anden side sørger for totalt at dominere repræsentationen, planlægningen og kommunikationen omkring de idrætspolitiske topmøder, som er afholdt i regeringsregi om visionsarbejdet med Idrættens Topmøde den 3. april som den seneste begivenhed? Den brede inddragelse, som der trods alt var spor af i Kulturministeriets arbejde omkring Breddeidrætsudvalget tilbage i 2008-2009, er der efter fødslen af Visionen ikke meget tilbage af i Kulturministeriets og regeringens praksis i idrætspolitikken.
Taler de om, hvorvidt DIF og DGI nu også i praksis signalerer samarbejde og vilje til at tage det lovede ansvar for den brede idrætssektor, når de senere års forhandlinger om udlodningsloven først og fremmest har favoriseret de store medlemsorganisationers bevillinger? Andre bidragydere til idrætten og civilsamfundets fremme er bevidst prioriteret lavere trods et ændret idrætsbillede, der netop kalder på større mangfoldighed og flere tilgange til udvikling af idrætssektoren?
Frygt eller kærlighed?
Hvisker de om, hvorvidt en række af civilsamfundets øvrige aktører mon har tilsluttet sig ’Bevæg dig for Livet’ af frygt eller af kærlighed?
Er sandheden, at DGI og især DIF i dag har så direkte og uhindret adgang til regeringskontorer og ministerier, at den eneste vej til bedre økonomiske eller politiske rammevilkår for andre aktører i dag ikke længere går gennem selvstændigt politisk arbejde og en åben politisk argumentation, men snarere gennem at koble sig på ’Bevæg dig for livets’ nærmest enerådende og tæt koordinerede politiske repræsentation? I dette spil må idrættens sociale aktører, Firmaidrætten, Skoleidrætten, oplysningsforbundene m.fl. i stigende grad bare bide sig i tungen i forhold til offentlig kritik af Bevæg dig for livet. At dette ofte er tilfældet kan dokumenteres, men af hensyn til forskellige aktører i sektoren vælger vi i denne omgang at udelade konkrete eksempler her.
Idrættens demokrati under pres
Ja, hvad taler de mon om i den Demokratikommission? Taler de om, at der måske også kunne være behov for at se nærmere på den demokratiske retning i idrætspolitikken og den måde, civilsamfundets aktører positionerer sig på i spændet mellem deres basis i græsrødderne og deres organisatoriske interesse i at se godt ud i forhold til de bevilgende myndigheder?
Der ville være rigeligt at tale om i den Demokratikommission, selv hvis den kun handlede om et nicheområde som idrætspolitik.
Nu kalder idrætspolitik dog almindeligvis ikke på de store uenigheder, engagement eller følelser, men måske netop derfor er der ekstra grund til at se på, om Bevæg dig for livet og det stadigt tættere samarbejde mellem DIF og DGI og disse organisationers politiske dominans på Christiansborg er på vej til at føre den danske idrætssektor ud i en demokratisk tilstand, hvor en stor del af aktørerne ikke kan føle sig tilfredsstillende repræsenteret og tilgodeset.
Man burde faktisk foreslå Demokratikommissionen, at den tog DIF og DGI og de store idrætsorganisationers rolle i spillet om ’Bevæg dig for livet’ op som en case på, hvordan man måske ikke skal gebærde sig som dominerende og offentligt finansierede civilsamfundsorganisationer, hvis man virkelig ønsker bredt ejerskab om en omsiggribende national vision for idrætten.
Visionens klare systemfejl
De seneste ugers offentlighed og kommunikation fra DIF og DGI’s side i forbindelse med ’Idrættens Topmøde’ og lanceringen af idrætsorganisationernes medlemstal for 2018 som nærmest et jordskred for Visionen har givetvis skubbet yderligere til en stigende utilpashed over tilstandene i dansk idrætspolitik.
Dansk idræt glider mod en demokratisk krise som følge af visionen ’Bevæg dig for livet’, som efterhånden fuldstændig dominerer det idrætspolitiske miljø i landet. Sammenspistheden mellem regeringen og de store organisationer og propagandaspillet om medlemstal og Visionens effekter har efterhånden nærmest olympiske dimensioner.
Jamen, hvad er der dog galt?
’Bevæg dig for livet’ har nogle fremherskende ’systemfejl’ i den version af Visionen, man har oplevet, siden DIF og DGI lancerede deres fælles satsning og tætte samarbejde på DGI’s årsmøde i 2013 - dengang under navnet ’Vision 25-50-75’. Disse systemfejl er igen trådt tydeligt frem i forbindelse med Idrættens Topmøde og lanceringen af medlemstallene i begyndelsen af april:
Systemfejl 1. Man tager ikke et bredt ansvar, men overtager ansvaret på andres vegne
DIF/DGI tager i praksis netop ikke ansvar for den brede idrætssektor, som det ellers er hovedsignalet med Vision 25-50-75-signalet om, at man frem mod 2025 både arbejder for foreningsdeltagelsen (50 %) og den brede idrætsdeltagelse (75 %).
DIF/DGI overtager i praksis i stigende grad ansvaret for hele den brede sektor og hævder at repræsentere en bredere del af idrætssektoren i forhold til politikerne uden til gengæld at give styrket indflydelse til aktørerne fra den brede idrætssektor. Se, det er jo noget ganske andet end at tage ansvar. At tage et bredt ansvar kræver, at man helt anderledes fremmer og inddrager en langt bredere og mere mangfoldig del af aktørerne i idrætssektoren, end det aktuelt er tilfældet.
Hele baggrunden for DIF og DGI’s lancering af visionen i 2013 var en frygt for, at regeringen ville ’skumme’ 75 mio. kr. af udlodningsmidlerne af og benytte dem til bredere idrætsformål som svar på konklusionerne i udredningen af idrættens økonomi og struktur og den efterfølgende revision af udlodningsloven. Udredningen af idrættens struktur og økonomi havde endnu engang tydeliggjort, at idrætten er blevet en bredspektret sektor, hvor et voksende felt af aktører og et stigende antal professioner og vinkler på idrætten på forskellig vis bidrager til at udvikle idrætten, og hvor den organiserede idræt overordnet set mister markedsandele.
DIF og DGI flexede deres politiske muskler i Christiansborgs korridorer under udredningsarbejdet og fik forhindret den daværende regering i at prioritere midler til andre formål end idrætsorganisationerne - mod til gengæld at love at ’tage ansvar’ for hele den brede idrætssektor. Faktisk kom udredningsarbejdet aldrig til offentlig debat, før stregerne var slået på Christiansborg i den såkaldte idrætspolitiske stemmeaftale fra 2014, som siden har sat retningen for de statslige prioriteringer på idrætsområdet.
Visionen hviler dermed på den grundlæggende præmis, at DIF og DGI skal bevare deres økonomiske og politiske magt i et idrætsbillede, hvor andre aktører end de centrale organisationer ellers får stigende betydning for selve idrætsdeltagelsen. Det er på dette lidet motiverende grundlag, DIF og DGI i dag opfordrer andre aktører i idrætssektoren til at tilslutte sig visionsarbejdet.
”Ved at samle kræfterne (DIF og DGI, red.) om en række fælles indsatser kan vi både styrke det frivillige foreningsarbejde og danskernes muligheder for at dyrke idræt og motion,” lød parolen fra DGI-formand Søren Møller i Jyllands-Posten i april 2014 i anledning af forhandlingerne om fremtidens fordeling af midler til idrætten efter udredningen af idrættens struktur og økonomi.
”Vi vil gerne advare imod eventuelle overvejelser om - i den politiske proces der nu følger efter analysen - at styrke andre dele af idrætten på bekostning af den frivillige foreningsidræt. Det vil i givet fald være et skridt i en helt forkert retning, hvis ambitionen er at få flere til at dyrke idræt, som DIF-formand Niels Nygaard formulerede sig i samme artikel.
Hvis ledelserne i DIF og DGI virkelig ønsker et styrket samarbejde om Visionen, som de senest signaliserede på Idrættens Topmøde i København den 3. april, kunne de meget passende tage fat på at sikre mangfoldigheden af aktører i idrætssektoren bedre rammevilkår, langt bedre inddragelse i de demokratiske processer i idrætsorganisationerne og idrætspolitikken generelt og bedre mulighed for at matche den massive opbygning af ansatte i organisationernes egne rækker, som indtil videre har været den mest synlige konsekvens af Visionen. En vision, hvis indsatser ikke hviler på græsrødder og ildsjæle, men primært på en tendens mod flere ansatte på landsdelskontorer og forbundskontorer, er ikke særlig bæredygtig.
Man kan efter fem år med Visionen argumentere for, at Visionen trods økonomisk støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden reelt hverken har skaffet mærkbare resultater eller substantielt flere ressourcer til idrætssektoren. Visionen har primært bidraget til at kanalisere endnu flere midler gennem de to store idrætsorganisationer.
Systemfejl 2. DIF/DGI tager retorisk og politisk i stigende grad ’æren’ for enhver positiv udvikling i idrætssektoren.
Studerer man DIF og DGI’s offentlighedsarbejde omkring ’Bevæg dig for livet’ vil man opleve, hvordan Visionen af organisationerne udadtil tilskrives æren for snart sagt enhver god idé eller positiv udvikling i idrætssektoren.
Men visionen er jo netop affødt af det forhold, at et stadigt bredere felt af aktører hver dag arbejder for at udvikle og udføre gode ideer på forskellige områder af idrætssektoren. Kommunernes forvaltninger, facilitetsledere og halbestyrelser, iværksættere og entreprenører, sociale organisationer, aftenskoler, kommercielle fitnesscentre, personlige trænere og eventarrangører, skoleidræt, firmaidræt, fysioterapeuter, lærere og sundhedscentre, arkitekter, bygherrer, leverandører og fonde osv. o
Idrætssektoren er i dag langt bredere end den organiserede idræt, og mange aktører bidrager, men Bevæg dig for livet tager primært udgangspunkt i at sætte idrætsorganisationerne i spidsen for sektorens samlede udvikling. En mere hensigtsmæssig vision ville tilstræbe at løfte alle aktører i sektoren. Model: EOSE
Også mange gode tiltag i lokale foreninger eller forbund har helt andre udspring end ’Bevæg dig for livet’, men DIF og DGI’s kampagner og mediearbejde giver klart udtryk for, at det er ”Visionen, der bærer frugt”. Dette sker, selv om de direkte sammenhænge mellem Visionen og såvel negative som positive udviklingstræk i idrætssektoren naturligvis er langt mere komplekse.
Mange af de hypede visionstiltag som bedre tilbud til voksne motionister, mulighed for fleksible tilbud om styrketræning osv., som i dag italesættes som guldæg født af Bevæg dig for livet, var reelt allerede i gang længe inden, visionsarbejdet blev søsat. Nogle af de mest succesfulde tiltag var endda affødt af netop den rivalisering mellem DIF og DGI, som Visionen efterfølgende har reduceret voldsomt.
Derfor opfattes ’Bevæg dig for livet’ i dele af idrætten mest som en marketingkampagne, der først og fremmest handler om at få plantet beachflagene med ’Bevæg dig for livet’-logoer i så mange aktiviteter som overhovedet muligt. Retorisk er DIF og DGI’s kommunikationsafdelinger dygtige til altid at sætte lighedstegn mellem de store organisationernes interesser og de lokale idrætsforeningers interesser, selv om sammenhængene ikke altid er indlysende. I bund og grund vil det dog nok være begrænset, hvor helhjertet den folkelige eller brede opbakning til visionsarbejdet nogensinde bliver.
Mange aktører i idrætssektoren, det være sig lokale foreninger eller andre aktører, brænder primært for at udvikle og brande sig selv og deres egne ideer. Det vil de da gerne have en håndsrækning til af idrættens hovedorganisationer, men de brænder ikke for at brande en for dem fjern og uvedkommende vision under et fælles banner.
Systemfejl 3: Omfanget af rendyrket propaganda omkring medlemstal og andre tiltag har efterhånden nået et omfang, som får folk til at vende sig imod visionen.
”Historisk fremgang i foreningsidrætten. Visionen Bevæg dig for livet har båret frugt,” hed det i de jublende pressemeddelelser og tweets fra DIF og DGI, da de den 9. april kunne offentliggøre en fremgang på samlet 26.158 unikke medlemskaber.
Man greb lige ud efter GPS’en. Var man i Danmark? Folkeoplysningens hjemland? Det land, hvor idrættens repræsentanter i Demokratikommissionen bekymret diskuterer mediebilledets dalende troværdighed.
”Den markante fremgang viser, hvor vigtig vores Bevæg dig for livet-samarbejde er, og vi er glade for, at idrætsforeningerne står stærkt og tiltrækker flere medlemmer. I Bevæg dig for livet arbejder vi målrettet for, at også klassiske idrætter kan være fleksible motionstilbud, der taler til den travle danskers hverdag. Samtidig er fitness blevet folkeeje og noget, der i høj grad dyrkes på foreningsniveau. Fremgangen er afgørende for at nå målsætningen om at blive den mest idrætsaktive nation i verden,” sagde Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI, i den officielle pressemeddelelse.
Hvorfor dette permanente behov for at puste tallene og visionsarbejdet op?
Vi starter lige med den faktuelle situation omkring medlemstallene:
Dette års fremgang i medlemstallene på 26.158 nye medlemskaber betød, at DIF og DGI’s medlemstal på i alt 2.257.014 medlemskaber i 2018 nøgternt set akkurat nåede tilbage på det niveau, tallene havde, før DIF og DGI’s på DGI’s årsmøde i København i 2013 lancerede visionen 25-50-75 (det senere ’Bevæg dig for livet’). Dengang var organisationernes officielle samlede medlemstal på 2.259.066, og det hører endda med i billedet, at folketallet i Danmark er steget med over 182.000 borgere siden fjerde kvartal 2013.
Udviklingen i DIF/DGI’s samlede medlemstal siden lanceringen af Bevæg dig for livet (Vision 25-50-75) i 2013. Visionen har gjort medlemstal til en afgørende prestigefaktor for idrætsorganisationerne, selv om visionens evne til at påvirke tallene formentlig blot er en af mange faktorer. Kilde: CfR
Hvorfor dette enorme PR-cirkus for at fejre en lille fluktuation, som ganske rigtigt vendte snuden den rette vej denne gang?
Man behøver jo ikke have dyb indsigt i idrætspolitik for at konstatere, at medlemstallene først og fremmest er stabile. Lokalt formår mange idrætsforeninger at fortsætte den omstilling til fleksibel fitness og mere seniorvenlige aktiviteter, som har været på programmet længe i den idrætspolitiske debat. Samtidig fortsætter den svage tendens til stagnation og frafald blandt teenagerne og de unge og en ubehagelig tendens til, at klassiske idrætter løbende taber en smule terræn som følge af demografiske vandringer fra land mod by og af færre unge og yngre borgere og til gengæld flere ældre mange steder i landet.
Alt i alt er der tale om fluktuationer, som nok er udfordrende for idrætsforeningerne, men som har været italesat og forsøgt imødegået gennem stort set hele dette årtusinde. ’Bevæg dig for livet’ fortsætter i dette spor, men ligefrem at gøre visionsarbejdet til et afgørende vendepunkt for foreningsdeltagelsen og for de lokale idrætsmiljøers fokus, er der intet belæg for efter mere end fem års visionsarbejde.
Firmaidræt og fitness-sektor vokser mere
Det store ståhej i begyndelsen af måneden om DIF og DGI’s medlemstal blev tilført lidt ekstra krydderi af det forhold, at Dansk Firmaidrætsforbund, som slet ikke er en del af Bevæg dig for livet samarbejdet, rapporterede en massiv fremgang i medlemstallene på næsten 10 pct. til 382.877 medlemmer i 2018. Firmaidrætten gik altså betydeligt mere frem end visionspartnerne DIF/DGI. Der er dog tale om en teknikalitet, idet Firmaidrættens aktiviteter ude på de enkelte arbejdspladser i 2018 tæller med i medlemstallene, selv om de ikke er decideret foreningsbaserede, akkurat som efterskoler og idrætshøjskoler kan tælle med i idrætsorganisationernes medlemstal. Så heller ikke Firmaidrættens fremgang siger reelt noget substantielt om ændringer i befolkningens tilslutning til idrætsforeningerne.
Suverænt størst betydning for fremgangen i medlemstallene hos DIF og DGI har foreningsbaseret fitness, som er vokset fra 102.814 medlemmer i 2013 til 173.197 medlemmer i DIF/DGI-regi siden lanceringen af Visionen. Men det hører med til den historie, at især DGI og DIF længe før Bevæg dig for livet promoverede foreningsbaseret fitness. Vækstkurverne har været næsten ubrudt positive siden begyndelsen af årtusindet for fitness og svømning, som er de to idrætsgrene, der trækker medlemsfremgangen fra 2017-2018.
Effekten af Bevæg dig for livet-satsningen er således ikke umiddelbart til at adskille fra de almindelige trends på idrætsområdet. Intet tyder på, at foreningsidrætten generelt vinder nye markedsandele, eller at Visionen påvirker danskernes idrætsadfærd substantielt.
Det hører absolut også med til historien, at den kommercielle fitnesssektor med al sandsynlighed fortsat oplever endnu større vækstrater end den foreningsbaserede idræt. Landets næststørste fitness-kæde, LOOP, har eksempelvis nu 106 centre, som på mange måde har samme målgruppe som foreningsbaseret fitness. LOOP’s direktør Brian Schneider rapporterer om en medlemsvækst på 25 pct. alene i 2018.
Det korte af det lange er, at de aktuelle medlemstal i foreningerne ikke siger noget afgørende om Bevæg dig for livets succes eller det modsatte i forhold til idrætsdeltagelsen. De store overskrifter om medlemstallene i DIF og DGI siger derfor først og fremmest noget om DIF og DGI’s krampagtige behov for at profilere ’Bevæg dig for livet’ som den afgørende faktor for udviklingen i dansk idræt.
Så meget om systemfejlene og de demokratiske finurligheder i og omkring ’Bevæg dig for livet’.
Vejen frem for Visionen?
Man kan naturligvis fra DIF/DGI’s side affeje de demokratiske bekymringer på vegne af idrætten og irritationen over den massive visionspropaganda som bump på vejen, som man netop må lære at overkomme for at nå i mål med så stærk og ambitiøs en vision som ’Bevæg dig for livet’. Ingen kan jo reelt være uenig i målsætningerne om at styrke foreningslivet og den brede idrætsdeltagelse, og i det spil må man jo lægge sine egne følelser og fine fornemmelser til side.
Man kunne dog også fra DIF/DGI’s side træde et skridt tilbage og selvkritisk – om en sådan egenskab stadig kan frembringes – spørge, om Visionen bortset fra de åbenlyse politiske effekter reelt kan tilskrives æren for ret mange af de dominerende udviklingstendenser i idrætssektoren siden lanceringen tilbage i 2013?
Hvis man efter en sådan granskning når frem til, at det kan Visionen i det store hele ikke, og da slet ikke i forhold til de investerede ressourcer, kunne det måske være tid til refleksion over, om man kan skabe en fornyet udgave af Visionen, som reelt fører idrætten fremad og moderniserer det danske idrætsbillede?
En vision, som er langt mere demokratisk og inkluderende i sin tilgang til idrætssektoren end Bevæg dig for livet i den nuværende tilstand.
Nøgleordene – og dem må man hjertens gerne diskutere på Demokratikommissionens næste møde – kunne hedde:
Reel inddragelse og reelt medejerskab til aktørerne i den brede danske idrætssektor på de enkelte aktørers egne præmisser, også hvis prisen er, at DIF/DGI må afgive økonomiske midler og politisk eneadgang i arbejdet for at spille andre aktører bedre. Man skal især have rettet ’Systemfejl 1’ helt tilbage fra visionens fødsel, hvis Bevæg dig for livet nogensinde skal få succes og medejerskab i den brede danske idrætssektor. Idrætten har brug for en struktur, der giver et meget bredere udsnit af aktører i den brede idrætssektor ordentlige rammeforhold og en plads ved bordet.
Reel demokratisk udveksling og debat. Uvildighed og ekstern granskning er nyttige redskaber til at forbedre den hidtidige praksis. Så farlig er rivalisering, fejltagelser, forskellige værdigrundlag og lejlighedsvis uenighed faktisk slet ikke. Man kan sågar lære af det og få gode ideer af det. Det er jo præcis dette udgangspunkt, der har skabt det stærke, mangfoldige og omstillingsparate danske foreningsliv, som Bevæg dig For livet i sidste ende har til formål at styrke. Det er netop dette fundament, den danske folkeoplysningstradition historisk hviler på.
Om DIF og DGI reelt formår at ændre kursen, eller om flere års målrettet propaganda og investeringer i al politisk prestige på Bevæg dig for livet betyder, at man må gøre gode miner til slet spil og ’stå det igennem’ helt frem til 2025, kan kun tiden vise.
Idrætten har brug for et oprør
Hvis DIF og DGI fastholder den nuværende kurs, må de nok forvente, at visionsarbejdet trods den ureflekterede medvind fra Christiansborg og Kulturministeriet vil løbe ind i stigende apati eller måske sågar direkte modstand fra andre dele af idrætssektoren.
Den nuværende tendens til magtkoncentration og stadigt mindre råderum til andre aktører i idrætssektoren kan umuligt få lov at fortsætte, uden at nogen tager mod til sig, siger fra og målrettet begynder at lede efter andre og alternative veje til udviklingen af fremtidens danske idrætssektor.
Idrætsorganisationernes repræsentanter i Demokratikommissionen ville næppe bryde sig om det, hvis der kom et åbent modtræk til Visionen. Men ret beset ville et oprør fra græsrødderne og bredden i den danske idrætssektor mod Bevæg dig for livet i den nuværende form være udtryk for et tiltrængt og nødvendigt demokratisk sundhedstegn, som i sidste ende paradoksalt nok også kunne gavne Visionens officielle målsætning om at styrke idrætsdeltagelsen i Danmark.
