De tre Tour de France-etaper i Danmark bliver en folkefest. Man kunne lade diskussionen være ved det, men investeringen af mindst 88 mio. offentlige kroner i begivenheden skygger for det faktum, at vi savner strategisk retning på investeringer i den danske idrætssektor og sans for de kvaliteter, som virkelig kunne brande Danmark og dansk idræt.
Den oprindelige artikel er bragt i Jyllands-Posten den 8. marts 2019
Det ikoniske franske cykelløb Tour de France kommer til Danmark med de tre indledende etaper i 2021. Om det er en god investering i branding af Danmark og udvikling af dansk idræt i forhold til de alternative muligheder er en debat værd. Foto: Velobar+, Unsplash.com
Begejstringen ved opløbet for mange års danske bestræbelser på at trække startetaperne på Tour de France til Danmark ville ingen ende tage, da statsminister Lars Løkke Rasmussen og begivenhedens øvrige bagmænd den 21. februar 2019 lancerede nyheden om, at Tour de France-feltet kommer til Danmark i 2021.
”I dag skriver vi endnu et eventyr. Det er en drøm, der går i opfyldelse, og et ’match made in heaven’,” sagde Lars Løkke Rasmussen på pressemødet om begivenheden.
Statsministeren har ret. Danmark har en fantastisk cykeltradition. Landets hovedstad er i særdeleshed en cykelby. Hele 46 pct. af den voksne befolkning i København og 19 pct. af befolkningen som helhed benytter ifølge Idrættens Analyseinstitut cyklen som aktiv transport mere end fem gange om ugen, lige som henholdsvis 8 og 6 pct. af den voksne befolkning regelmæssigt dyrker landevejscykling eller mountainbike som motionsidræt.
Vi får en folkefest i 2021 med hundredtusindvis af tilskuere langs ruterne. Til den tid vil begejstringsrusen feje enhver bekymring af banen om, hvorvidt de offentlige investeringer på 88 mio. kr. plus det løse til aktivering og teknik i forbindelse med de tre etaper er pengene værd.
Når der alligevel er grund til at vise det gule advarselsflag i disse dage snarere end den gule førertrøje, er det fordi balancen mellem eventyr og folkefest og decideret løgn og massehysteri desværre er hårfin.
3,5 mia. tv-seere vil ifølge Erhvervsministeriet og ledende ministre tune ind på de unikke danske landskaber og seværdigheder under løbet. Brandingværdien og turismeværdien for landet er ’ubetalelig’ osv.
Løsagtig omgang med tallene
Man finder forhåbentlig ingen andre offentlige investeringer, som er begrundet i en så løsagtig omgang med tallene. Tour’en er som helhed ganske rigtigt en gigantisk mediebegivenhed, men realiteten er, at den enkelte tour-etape med alle de ikoniske landskabsbilleder formentlig ’kun’ følges af gennemsnitligt 15-20 mio. tv-seere med peak mod slutningen af etapen og med klart flest seere til de afgørende etaper senere i løbet. Storebæltsbroen skal styrte sammen under vægten af pelotonen, eller Harald Blåtand skal højst personligt vise rundt ved Jellingstenene for at skabe en begivenhed, der giver varig genlyd uden for landets grænser.
Derfor kan Tour’en ikke stå alene. Der skal investeres massivt oven i de 88 mio. offentlige kroner for at skabe varig værdi, men før vi gør det, må vi overveje, hvad vi egentlig har af særlige styrkepositioner at investere i med varige effekter til følge. Hvad er det, vi vil opnå, andet end et par dages folkefest?
Troværdige opgørelser fra den offentlige revisionsmyndighed ’Chambre régionales de comptes’ i Normandiet taler eksempelvis om i alt 44 mio. tv-seere til Le Grand Depart-etaperne i det vestlige Normandiet i 2016 og 878.000 tilskuere, hvoraf ca. 38.000 var udenlandske overnatninger og yderligere ca. 64.000 udenlandske dagsgæster osv. Resten af turismeindtægterne er lokalt interessante, men samfundsøkonomisk mindre interessante, fordi indenlandsk omsætning blot flyttes fra andre regioner eller formål.
Når feltet letter fra Sønderborg Lufthavn efter den sidste etape i Danmark, står tilbage, at 18/21 af Tour’en foregår i de vante rammer i hjemlandet som en ikonisk og indgroet del af den franske kultur. Den danske folkefest og investering i ’Le Grand Depart’ vil utvivlsomt forædle det ikoniske franske brand yderligere, men hvad får vi selv af varige effekter?
Alternative investeringsmuligheder
Investeringen skal jo sættes op imod, hvad vi ellers kunne have investeret i, og den skal stå i proportion til de generelle offentlige investeringer og strategier på idrætsområdet.
København som cyklernes by kan se frem til stor opmærksomhed, når Tour de France kommer til byen i 2021. Foto: Max Adulyanukosol, Unsplash.com
Idrætsdeltagelse: Vi kunne for de samme penge have uddelt mindst 30.000 cykler og lavet cykelskoler i belastede boligområder for at skabe en varig cykelkultur blandt befolkningsgrupper, som sjældent cykler.
Aktiv turisme: Vi kunne have købt små 300.000 hotelsenge og stillet dem gratis til rådighed for udenlandske turister, hvis de til gengæld beskrev deres cykeloplevelser i Danmark på sociale medier.
Event- og foreningsudvikling: Vi kunne have udloddet et starttilskud på 100.000 kr. til 900 nye cykelklubber eller cykelevents…
Eksemplerne blot nævnt for at sætte investeringen i 3/21 af Tour de France i 2021 i økonomisk perspektiv.
Vi savner en strategi for idrætten
Vi kan naturligvis sagtens udvikle en strategi for idrætssektoren uafhængigt af eller på siden af Tour de France. Erfaringen med de seneste mange års statslige danske idrætspolitik siger bare, at det næppe sker?
Regeringen har udliciteret idrætspolitikken til først og fremmest Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI. Alliancen og den gensidige afhængighed mellem parterne er efterhånden så massiv, at der ikke længere er rum til den udviklende rivalisering, den frie idéudvikling eller de nytænkende investeringer, der reelt kan føre Danmark et skridt videre som idrætsnation.
Den uimodsagte jonglering med fantasifulde seertal og urealistiske forventninger til de afledte effekter kan derfor alt efter temperament tolkes som en sjælden manifestering af nationalt sammenhold og ’trækken på samme hammel’ - eller som en manifestation af et usundt idrætspolitisk klima præget af sammenspisthed mellem ganske få ledende politikere og topledere fra de store idrætsorganisationer.
I det lys risikerer eventyret om Tour de France at symbolisere en stadig mere forstenet og faktisk ret provinsiel dansk idrætskultur snarere end den innovative og aktive idrætsnation, vi ønsker at være.
’Problemet’ ved den massive offentlige investering i tre Tour-etaper i 2021 er således, at den danske idrætspolitik til daglig er fuldstændig låst.
Der findes nærmest ingen frie midler til nye satsninger i regi af Kulturministeriet, og der findes i Danmark i modsætning til mange andre europæiske lande ingen ambitiøs strategi for at fremme eksempelvis idrætsrelaterede start-ups, arkitektur/infrastruktur eller viden, som ellers kunne være danske styrkepositioner, og som måske kunne skabe varig værdi, øget idrætsdeltagelse eller trække nye arbejdspladser til landet, hvis vi virkelig prøvede.
Der findes ingen nævneværdige statslige midler eller sammenhængende indsats for at øge idrætsdeltagelsen hos den tredjedel af befolkningen, som er allermest fysisk inaktiv, og som det samfundsøkonomisk og socialt ville være væsentligst at motivere til idræt og fysisk aktivitet. Eliteidræt og store internationale idrætsbegivenheder har vi altid råd til. Strategiske tiltag for de mest idrætssvage grupper har vi åbenbart aldrig råd til, selv om de samfundsøkonomiske potentialer ville være massive.
Der foregår ingen målrettet udvikling af tilbagevendende idrætsevents med økonomisk bæredygtighed og power til at tiltrække udenlandske gæster og medier med samme regelmæssighed som eksempelvis Tour de France, selv om vi efterhånden er rigtig gode til at tiltrække og afvikle de allerstørste internationale events herhjemme.
Vi praler ganske vist ofte af særlige danske dyder, når vi som i sidste uge har behov for at puste os op og foregive, at vores millioninvestering i 3/21 dele af et fransk cykelløb i 2021 gør os til idrætsverdenens herre, men hvornår bliver det reelt vores tour til at investere i innovation og de styrkepositioner, som kan skabe en varig og bæredygtig udvikling af dansk idræt både i nationalt og internationalt perspektiv?
Hvornår investerer vi i en idrætssektor, som andre lande gerne rejser efter og køber en luns af? For vi har faktisk – akkurat som Tour-landet Frankrig – nogle unikke potentialer, som kunne udvikles yderligere.
De tre Tour de France-etaper kan såmænd sagtens være en del af en strategi for at udvikle idrætssektoren herhjemme, men indtil videre er de desværre snarere et eksempel på, at vi ikke har en strategi, men blot et klima, hvor de helt store satsninger bæres af enkeltpersoners personlige engagement og fascination. Man regner naturligvis ’baglæns’ for at legitimere de massive investeringer i Tour’en, som er helt ude af proportion med det daglige investeringsklima i idrætten, men nogen dybere interesse for at udvikle og modernisere idrætssektoren herhjemme leder man forgæves efter.
Udfordringen ved de eventyr, vi i disse dage går og fortæller hinanden, er derfor, at selve værtskabet for tre Tour-etaper i 2021 synes at være strategien i sig selv.
Hvis det fortsætter med at være tilfældet frem til 2021, vil investeringen på mindst 88 mio. offentlige kroner blot blive en investering i en folkefest, hvor vi kan klappe hinanden på ryggen et par dage, men ikke en investering med varige effekter.
