Hvad kommer det til at betyde for fremtidens DGI, at Søren Møller afgår som formand efter 17 år på posten?. Foto: dgi.dk
Afleverer afgående DGI-formand Søren Møller en organisation i absolut topform på DGI-årsmødet i Aarhus den 3. november, eller er DGI holdt kunstigt oppe af en utidssvarende støttestruktur i dansk idræt, som næppe får lov at fortsætte uantastet i mange år endnu?
Læs første del af en personlig analyse af DGI’s rejse til en idrætspolitisk gigant med begrænset folkelig substans.
Af Henrik H. Brandt, journalist og selvstændig konsulent i idræts- og fritidssektoren
DGI har behov for et kursskifte, hvis ikke organisationen skal risikere at kollapse inden for de kommende år!
Påstanden fra "de såkaldte eksperter" (Bjarne Ibsen og Henrik Brandt) i Altingets artikel 'Eksperter advarer DGI: Der er en risiko for, at det kollapser" den 12. oktober lyder ganske rigtigt en anelse vovet i betragtning af, at DGI for tiden i tæt parløb med DIF nyder nærmest næsegrus politisk velvilje i form af stigende tilførsel af udlodningsmidler og politisk opbakning til den fælles DIF/DGI-vision ’Bevæg dig for livet’, hvor organisationerne lover at skabe langt flere foreningsmedlemmer og generelt idrætsaktive inden 2025.
Samtidig kan DGI kalde sig landets næststørste idrætsorganisation med næsten 1,6 mio. registrerede medlemmer af næsten 6.400 lokale medlemsforeninger i de 14 landsdelsforeninger i 2017.
Det lyder alt andet lige mere af en stor og mægtig magtbase end af risiko for kollaps.
Alligevel er der mange grunde til at stille kritiske spørgsmål til organisationens kurs og spørge om den formand, der vælges af de 324 delegerede på årsmødet i Aarhus den 3. november måske bliver den sidste landsformand i DGI’s historie som selvstændig organisation?
Vundet værdikamp med DIF?
Når spørgsmålet om DGI’s fremtid bør debatteres, skyldes det ikke, at DGI’s værdigrundlag og intentioner om at tilpasse idrætten til målgrupperne og tidens tendenser gennem tiltag som foreningsudvikling, facilitetsudvikling og skræddersyede programmer for nye målgrupper er unødvendige.
Tværtimod kan man hævde, at DGI langt hen ad vejen har vundet årtiers værdikamp med de gamle ærkerivaler fra DIF med de 62 mere klassiske specialforbund, som regulerer hver deres idrætsgren og repræsenterer denne i de europæiske og internationale specialforbund i det internationale olympiske sportssystem.
Specialforbund fungerer typisk ud fra et lidt andet udgangspunkt, hvor regler og regulering af idrætten, landsholdsarbejde og konkurrencestrukturer historisk rangerer højere i prioriteterne og fylder mere økonomisk og politisk end behovet for at sætte motion, sundhed og inklusion af flere borgere i idrætten i bred forstand først på dagsordenen.
Hvor tidligere tiders DIF-formænd ville have fnyst arrigt over tværgående og 'usportslige' idrætsbegreber som stolemotion eller foreningsfitness, har DIF-toppen i dag officielt købt ind på samfundets brede idrætslige dagsorden. DIF har erkendt, at mange af tidens idrætstendenser og nødvendige tiltag for at udvikle idrætten går ’på tværs’ og ikke altid lader sig effektivt indfange i en specialforbundslogik.
Kritikken af DGI og de dystre spådomme om organisationens fremtidige levedygtighed i den nuværende form handler altså ikke om DGI’s velmente intentioner om at tilpasse idrætten og foreningslivet til tidens tendenser.
Kritikken handler heller ikke om DGI’s værdigrundlag om at fremme fællesskab, udfordring og sundhed om at engagere flest mulige danskere i idrætten med udgangspunkt i foreningslivet.
Har DGI den rette konstruktion til at levere DGI’s værdier?
De kritiske spørgsmål om DGI’s fremtid handler derimod mere strukturelt om, hvorvidt DGI som organisation er gearet og struktureret korrekt til at levere på sit eget værdigrundlag i fremtiden i forhold til foreninger og målsætningerne om flere idrætsaktive?
Naturligvis handler diskussionen i sidste ende om, hvorvidt samfundet får nok for pengene for de 280 mio. kr., som i 2018 via udlodningsloven sendes videre til DGI – ikke mindst set i forhold til, hvad samfundet og foreningslivet kunne få ved en alternativ anvendelse af de samme midler?
“Naturligvis handler diskussionen i sidste ende om, hvorvidt samfundet får nok for pengene for de 280 mio. kr., som i 2018 via udlodningsloven sendes videre til DGI ”
I disse spørgsmål peger indikatorerne for DGI i en mere negativ retning.
Påstanden er, at DGI enten må lægge kursen om ved egen kraft, og mens tid er… Eller i stedet risikere, at politikerne omlægger kursen på DGI’s vegne inden for en relativt begrænset tidshorisont.
Vend eller forsvind, om man så må sige! DGI skal tættere på det frivillige engagement og de lokale foreninger og blive bedre til at realisere målene om en styrket idræts- og foreningsdeltagelse ved at finde en mere tidssvarende måde at investere de betroede statslige midler på.
Ellers må den kommende DGI-ledelse frygte, at politikerne reagerer på et stadigt stigende pres for en ny og bredere fordeling af de statslige støttemidler i tråd med den faktiske udvikling i idrætssektoren, eller at den nuværende forbundsfælle DIF vender kanonerne mod DGI for ikke selv at komme under beskydning for manglende evne til at levere på løfterne om stigende idrætsdeltagelse.
Det dæmrer flere steder, at DIF/DGI’s prestigefulde fælles vision, ”der lige skal have tid til at virke,” som det plejer at hedde i DGI-jargonen, næppe i praksis kan generere de håbede resultater dernede, hvor det tæller: nede på halgulvet, boldbanerne og skovstierne. Reelt er det helt andre megatrends, der styrer udviklingen på idrætsmarkedet end DIF/DGI's vision.
Et forsøg på at ’claime’ væksten i dansk idræt?
Kigger man på tallene i idrætsvanerne taler de deres klare sprog.
Foreningsdeltagelsen stagnerer, om end på højt niveau, mens kun den kommercielle sektor har haft fremgang i de senere år. Den største arena er dog fortsat den selvorganiserede idræt, og visionen ’Bevæg dig for livet’ forsøger strategisk smart, kan man mene, at bringe DIF og DGI i en position, hvor de fremover også kan ’claime’ rollen som bannerførere og foretrukken statslig leverandør for de voksende dele af idrætsdeltagelsen, der i dag ligger uden for organisationernes traditionelle kerneopgaver i forhold til foreningslivet.
Strategien lyder godt og har indtil nu virket rent politisk i forhold til Christiansborg og et magtesløst og håbløst underbemandet Kulturministerium, men i praksis skaber modellen stigende modsætninger til en stor del af det vækstlag og de kommercielle aktører, der i disse år leverer den største andel af fremgangen i nye idrætsaktive. Så sent som i den forgangne uge gik den kommercielle fitness- danse- og golfbranche i Danmark sammen om at stifte 'Det Private Idrætsforbund' med klar adresse til politikerne om, at den private sektor føler sig overset i idrætspolitikken.
I forsøget på at håndtere denne kritik arbejder DIF/DGI på at indgå strategiske partnerskaber med den kommercielle udbydere den ene dag - og den næste dag opslår man ledende stillinger som eksempelvis det ledige direktørjob i DGI Vestjylland, hvor den nye mand skal "ruste DGI i konkurrencen med kommercielle aktører".
Visionen skaber også irritation hos mange af de lokale idrætsforeninger, der følger med i den statslige idrætspolitiske dagsorden og ofte føler sig spændt for en vogn, som ikke altid gavner eller interesserer foreningslivet lokalt, men som primært skal positionere de store organisationer i forhold til politikerne på Christiansborg.
Hvor længe kan den kurs blive ved med at stå uantastet?
Hvor længe kan DGI i samarbejde med DIF bevare et jerngreb om den statslige idrætspolitiske dagsorden?
Hvilke strategiske valg kunne DGI gøre i stedet for den nuværende kurs?
Følg med i næste afsnit af artikelserien om DGI’s fremtid frem mod DGI's årsmøde i Aarhus den 3. november.
