DGI. Venter et nyt stort kursskifte efter formandsvalget den 3. november? Foto: Flickr, Lemsipmatt
DGI’s historiske baggrund er det folkelige og roden i foreningslivet. Men de store forandringer i organisationens historie har i praksis været ret så topstyrede. Måske kan det ske igen efter formandsvalget den 3. november?
Af Henrik H. Brandt, journalist og selvstændig konsulent i idræts- og fritidssektoren
DGI står i disse år politisk og økonomisk stærkt med adgangen til 280 mio. kroner om året i lovfæstet støtte fra de statslige udlodningsmidler og et historisk tæt samarbejde med landets anden store idrætsorganisation, DIF, om den fælles vision ’Bevæg dig for livet’, der under den siddende VLAK-regering ligefrem er skrevet ind i regeringsgrundlaget.
Derfor reagerede afgående DGI-formand Søren Møller også ganske stærkt på udtalelser i Altinget om, at DGI som organisation risikerede at kollapse. Der var tale om rene postulater, skrev Søren Møller.
Søren Møller har helt sikkert ret i, at DGI næppe er i overhængende fare for at kollapse nedefra... Organisationen har nemlig for længst opnået en position, hvor den takket være den privilegerede position på udlodningsloven hverken er afhængig af midler eller engagement fra medlemsforeningerne.
Med 280 mio. kr. fra tipsmidlerne, pænt over 500 ansatte i organisationen og et efterhånden ret så professionaliseret lag af politisk valgte topledere i landsorganisationen og de 14 landsdelsforeninger, kan det moderne DGI i princippet fungere som idrætsudbyder og konsulentfirma nærmest uden engagement fra de små 6.400 lokale medlemsforeningers.
Alt efter smag kan man vælge at sige, at denne relative uafhængighed af de lokale foreningers engagement fremtidssikrer DGI som organisation. Eller man kan naturligvis vælge at sige, at relationen til medlemsforeningerne for længst er ’kollapset’, fordi DGI og de lokale foreninger i praksis lever i vidt forskellige økonomiske og politiske kredsløb.
Som eksempel: Landsdelsorganisationen DGI Hovedstaden leverer i disse år hovedparten af medlemsfremgangen i DGI. Det sker både gennem hvervning til DGI af allerede eksisterende idrætsforeninger eller gennem tilgang af nye foreninger i det voksende hovedstadsområde. DGI Hovedstaden havde trods fremgangen i medlemstallet blot en omsætning på medlemskontingenter på 766.000 kr. i 2017 – altså langt mindre kontingentindtægter end mange helt almindelige lokale idrætsforeninger - mens omsætningen i landsdelsforeningen fra udlodningsmidler til gengæld udgjorde 11,3 mio. kr.
Den direkte økonomiske relation til medlemmerne er generelt ganske beskeden i DGI, og den er under alle omstændigheder større i store specialforbund som DBU's lokalunioner og endnu større i nyere succesfulde organisationsdannelser som eksempelvis Ældre Sagen, hvor relationen mellem udlodningsmidler og kontingentmidler er radikalt anderledes end hos de store idrætsorganisationer.
At melde sig under fanerne hos DGI er således ikke en handling, der kræver den store økonomi eller engagement fra en lokal medlemsforening. Risikoen for en vis apati hos DGI-medlemmerne er derfor altid til stede. Derfor vil et fremtidigt organisatorisk ’kollaps’ i DGI næppe heller ske efter pres fra det lokale foreningsliv.
Et 'kollaps' kan udelukkende ske som følge af et politisk indgreb i udlodningsloven fra Christiansborg, hvilket lige nu virker usandsynligt i et Folketing, der har købt ind på visionen ’Bevæg dig for livet’ – eller 'et kollaps' kan ske som følge af politiske kursskifter fra toppen i DGI som følge af nye strategiske overvejelser.
Det sidste scenario virker mindre usandsynligt.
Historisk er alle betydningsfulde kursskifter i DGI kommet helt fra toppen. Ret beset får organisationens nyvalgte ledelse i løbet af en relativt kort fremtid brug for at tage nogle afgørende strategiske valg.
DGI. De store ændringer sker fra oven
Lad os indledningsvis se tilbage på nogle af de historiske kursskifter i det DGI, der sidste år fejrede 25 års jubilæum.
DGI har rødder tilbage til skytte- og gymnastikbevægelsen i 1800-tallet, men opstod i moderne klæder ved fusionen af de dengang to folkelige/brede nationale idrætsorganisationer, DDGU og DDSG&I. De to organisationer slog sig i 1992 sammen efter mange års tilløb. Fusionen skulle skabe en stærkere profil og en stærkere modpol til DIF-idrætten med specialforbundenes fokus på elite og konkurrenceidræt.
Fusionen gav da også organisationen DGI en stærkere politisk profil og flere medlemmer. Hvor mange kan i dag huske eller forklare, hvad der egentlig skilte og samlede de to oprindelige organisationer, der ellers i mange år havde bøvlet med at få fusionen til at ske?
Fusionen dengang skete som en praktisk, pragmatisk udvikling og som et forsøg på at stå politisk stærkere i relationen til DIF. Fusionen kom i mindre grad efter massivt pres fra det lokale foreningsliv.
Dog kunne en enkelt lille gallerlandsby, nemlig skytterne med rødder tilbage til 1861 dengang i 1992 ikke se sig selv i fusionen.Skytternes organisation De Danske Skytteforeninger (DDS) beholdt den andel af DGI’s tipsmidler, som deres officielle medlemstal berettigede til (dengang 17 %) og fortsatte derefter som en associeret, men selvstændig og velhavende organisation med egne landsdelsforeninger, egen administration og bestyrelse osv., indtil DDS endegyldigt lod sig fusionere ind i DGI i 2012.
Med fusionen flød næsten 40 mio. kr. fra det selvstændige DDS ned i DGI’s store kasse, hvorfra støtten til skydeidrætten i disse år gradvist nedtrappes. I dag vil de fleste nok erkende, at den traditionsrige skyttebevægelse i mange år blev holdt kunstigt stor af tipsmidlerne og måske ikke var verdens mest dynamiske organisation. Som fusioneret med DGI skrumper DGI Skydning da også i dag lige så stille ind til en relativt uanselig eller ’almindelig’ del af det store DGI-maskineri.
Pointen er, at modstandskraften – eller den folkelige rygrad i systemet – i virkeligheden ikke var til stede i særlig høj grad hos skyttebevægelsens såkaldte græsrødder.
DGI-formand Søren Møller undlod vist heller ikke at fortælle skytternes ledelse, at tiden var løbet fra dem. Søren Møller undlod dog samtidig at se på, om andre dele af DGI måske havde samme syge? Om DGI mest var mægtig på grund af rundhåndede offentlige tildelinger fra tipsmidlerne, snarere end på grund af medlemsforeningernes uimodståelige engagement i organisationen og den fælles sag?
Det siger sig selv, at ved begge de store sammenlægninger i DGI-historien røg ’fusionsprovenuet’ i form af fusionsparternes andel af tipsmidlerne ubeskåret ned i DGI’s store kasse.
Kursskifte gennem formandsvalg
Endnu et kraftigt kursskifte i DGI var selve formandsskiftet i 2001 fra Leif Mikkelsen til Søren Møller. Det hidtil eneste formandsskifte i organisationens historie siden 1992.
Leif Mikkelsens linje var båret af fokus på de forpligtende, folkelige fællesskaber og en klar ideologisk afstandtagen til eliteidræt, til specialforbundene og til tidens ’nytterationaler’ i forhold til sundhed og fleksibilitet i idrætstilbuddene.
Enhver snak om fusion med DIF blev blankt afvist i Leif Mikkelsens periode, mens modparten DIF ofte rettede sigtekornet mod DGI og formelt havde et politisk ønske om en enhedsorganisation for idrætten, som man kender det i Sverige og Norge.
Ikke tale om, at DGI skulle være en kopi af DIF-idrætten i organisationens første leveår… Men fra den ene dag til den anden efter Søren Møllers ankomst som landsformand uden modkandidat i 2001, blev formuleringerne om og forsøgene på at finde ind til den særlige folkelige idræt lagt op på en hylde, hvor ingen vist siden har kigget efter dem efter kursskiftet til fordel for en mere 'rationel' fokus på sundhed, fleksibilitet, medlemstilgang og pragmatisme i forhold til andre organisationsformer.
DGI fik under Søren Møller et langt mere målstyret og markedsorienteret tilsnit, hvor 24 amtsforeninger i løbet af få år skrumpede ind til 14 landsdelsforeninger. Mens antallet af bestyrelsesmedlemmer på pæne honorarer og ikke mindst antallet af ansatte steg til i dag pænt over 500, skrumpede antallet af frivillige i udvalg og decentrale led på ganske få år tilsvarende.
Man kan sagtens argumentere for, at kursændringen i DGI var nødvendig for at modernisere DGI og bringe organisationen i takt med tiden. Men man bør samtidig spørge, hvordan en så voldsom kursændring kunne ske så brat og samtidig relativt udramatisk i forhold til baglandet?
Byggede organisationen DGI reelt ikke på et engageret bagland, der troede og bar på alle parolerne?
Kunne den folkelige organisation nærmest bare ændre kurs med et fingerknips fra en ny landsformand, da forgængeren frivilligt trak sig for at gå ind i landspolitik?
Fusion fra oven mødte modstand fra en uventet kant
Et endnu større ’kollaps’ i forhold til DGI’s identitet indfandt sig med det mislykkede forsøg på fusion med den gamle ideologiske arvefjende DIF i 2008.
DGI-toppen erklærede sig efter flirteri fra den relativt nyvalgte DIF-formand Niels Nygaard ganske overrumplende klar til at lade sig sammenlægge med ’arvefjenden’ DIF, der historisk og i modsætning til DGI altid havde ønsket en enhedsorganisation – læs en overtagelse af den samlede idræt.
DGI-toppen gik dog kun med til fusionsplanerne, fordi DGI’s grundlag og struktur satte et meget stort aftryk på fusionsplanerne.
For stort, skulle det vise sig.
DIF’s specialforbund skulle ganske vist bestå i den foreslåede model for fremtidens ’Danske Idrætsforeninger (DIF)’ men lokalt skulle den brede idræt i alle idrætsgrene ifølge forslaget til fusion varetages i en DGI-lignende struktur med landsdelsforeninger, der gik på tværs af specifikke idrætsgrene og målgrupper.
Til visionsfædrenes store forbløffelse – ikke mindst til forbløffelse fra DIF-formand Niels Nygaard, der endelig var på vej til at levere den fusion, som hans mere konfrontatoriske forgænger, Kai Holm, aldrig havde været i nærheden af - var det i sidste ende ikke hårdnakket modstand fra græsrødderne hos det DGI, der indtil for nylig altid havde afvist fusion, der bremsede fusionsplanerne, men derimod modstand fra DIF’s egne store specialforbund.
Med DBU i spidsen slog de store specialforbund fusionen ihjel. De kunne ikke se sig i en fusion, hvor de mistede kontrollen med det regionale breddearbejde i deres egne forbund til en mere tværidrætslig struktur.
Identifikationen og engagementet i den enkelte idræt var for stort i de enkelte specialforbund til at købe ind på en tværgående fusionsmodel. Derfor blev det DBU og andre store specialforbund, der trak stikket for fusionen. Igen er det værd at notere, at DGI’s bagland i landsdelsforeningerne med enkelte undtagelser havde vist sig parate til at indgå i enhedsorganisationen, selv om det historisk var DGI, der mest stejlt tog afstand til en fusion, og selv om DGI historisk havde defineret sig selv som et nødvendigt og ligeværdigt alternativt til DIF-idrætten.
På længere sigt havde en enhedsorganisation været et eksperiment med risiko for at føre til samme idrætsbillede som i Norge eller Sverige, hvor specialforbundene og den sportslige ’logik’ ikke kun dominerer på nationalt niveau, men hvor den også gennemsyrer distriktsleddene, og hvor foreningsdeltagelsen er betydeligt lavere end i Danmark. Efterhånden, som landsdelsforeningerne i den nye struktur for en dansk enhedsorganisation havde sat sig, ville specialforbundsledere have afløst ’DGI-ledere’, og DGI-ånden ville formentlig på relativt få år være sivet ud af enhedsorganisationen.
Det er naturligvis kontrafaktisk historieskrivning at hævde dette, men enhedsorganisationerne i resten af Norden giver et fingerpeg i den retning som eksempelvis beskrevet i kapitlet 'Dansk idræt i skandinavisk perspektiv' i Kulturministeriets udredning af idrættens struktur og økonomi fra 2014.
Fusionen døde altså dengang for 10 år siden. Tilbage på lystavlen står, at ledelsen i det i dag så stærke DGI for et årti siden var helt parat til at nedlægge sig selv som selvstændig organisation med et topstyret fingerknips. Stærkere rødder har DGI så åbenbart heller ikke?
“Fusionen døde altså dengang for 10 år siden. Tilbage på lystavlen står, at ledelsen i det i dag så stærke DGI for et årti siden var helt parat til at nedlægge sig selv som selvstændig organisation med et topstyret fingerknips. Stærkere rødder har DGI så åbenbart heller ikke? ”
Lynproces mod Visionen
Indirekte førte den kuldsejlede fusion med DIF til næste topstyrede kursændring i DGI i 2013.
Alle de forventede goder ved fusionen, nemlig den forventede styrkede kapacitet til at kombinere specialforbundenes tag i aktiviteter, regler og turneringsstrukturer med øgede ressourcer til også at arbejde på tværs af idrætter for at tilpasse sig nye idrætstendenser, målgrupper og lokalområder, kunne DIF jo i princippet stadig pejle efter – bare uden DGI’s medvirken…
DIF besluttede i årene efter den kuldsejlede fusion med DGI at gøre forsøget. Tipsmidlerne var med idrætsorganisationen i de år, og DIF tilskar samtidig sin centrale organisation. Derfor var det ikke nødvendigt at skære i tildelingerne til specialforbundene for at skabe råderum til nye centrale investeringer i DIF.
Snart satte DIF gang i en udviklingsproces, hvor man uden koordinering med DGI og til DGI’s store utilfredshed frigjorde midler til nye strategiske satsninger på motionsprogrammer for voksne motionister, som DGI hidtil havde haft flere ressourcer til og mest fokus på. Hvad kunne DIF drive det til, når man selv sad for bordenden af de tværgående og nye satsninger? Hvad kunne DIF finde på i forhold til fordelingen af organisationernes tipsmidler?
Det var på mange måder presset fra dette scenario samt presset fra Kulturministeriets sideløbende udredning af idrættens struktur og økonomi, der førte til, at DGI-ledelsen i 2013 nærmest hen over natten i tiden op til årsmødet accepterede DIF’s invitation til den fælles Vision 25-50-75, det senere ’Bevæg dig for livet’.
Visionssamarbejdet med DIF blev tiltrådt af DGI efter kort proces i DGI’s hovedbestyrelse. DGI lancerede Visionen på sit årsmøde i 2013.
Daværende kulturminister Marianne Jelved (R) blev nok fanget lidt på det forkerte ben og syntes umiddelbart, at det lød fantastisk med et formaliseret samarbejde, hvor DGI ikke blot skulle samarbejde og koordinere væsentlige indsatser med DIF, men hvor fusionsparterne også lovede at fokusere på andre målgrupper end det traditionelle DGI, nemlig borgere helt uden for det forpligtende foreningsliv.
Visionen var født. Den var lanceret i huj og hast og måske ikke helt gennemtænkt, men bordet fanger. Igen skete et dramatisk kursskifte i det folkelige DGI således helt fra toppen.
Visionssamarbejdet med DIF var reelt et kursskifte båret af frygten for, at DIF skulle vokse sig større og stærkere på breddeidrætten og begynde at gå til angreb på DGI’s tipsmidler.
Samtidig kom visionen midt i den statslige idrætsudrednings dokumentation af, at væksten i idrætssektoren i de seneste årtier er sket andre steder end i foreningsidrætten. Helt konkret havde Kulturministeriet i udredningsforløbet uformelle tanker om at ’skumme’ 70 mio. kr. af udlodningsmidlerne for at få råderum til mere tværgående og nye initiativer.
Denne ’trussel’ fik DIF og DGI-toppen afværget med lanceringen i huj og hast af visionen og det sideløbende lobbyarbejde blandt de ledende politikere i Folketinget.
Som så ofte før blev et svagt Kulturministerium sat skakmat af DIF og DGI’s politiske kraft, og DIF og DGI sukrede Visionen ind i budskaber om fremover at bevæge sig langt ud over foreningsidrættens rammer og ’tage ansvar’ for hele idrætten. Set i den sammenhæng var lanceringen af Visionen dybest set et utilsløret forsøg på at holde andre fra fadet i den statslige idrætspolitik. Søren Møller og Niels Nygaard skrev det faktisk rent ud i en fælles kronik 'Mere idræt til danskerne' i Jyllands-Posten i april 2014.
Tilbage står, at netop dette hensyn: At holde andre fra fadet og bevare organisationernes jerngreb om udlodningsmidlerne under dække af ’at tage ansvar’ for en bredere dagsorden i dag nok er den største barriere for, at den største fælles satsning i idrætsorganisationernes historie, nu kendt som ’Bevæg dig for livet’, kommer til at få troværdighed ud over idrætsorganisationerne.
Modellen for Visionen, hvor DIF/DGI både sætter sig hårdt på de centrale udlodningsmidler, på den politiske adgang og opmærksomhed såvel nationalt som i stadigt flere kommuner samt strategisk støvsuger de store fonde for risikovillig kapital til idrætssatsninger er i praksis den sikre vej til at give det øvrige vækstlaget i den danske idrætssektor åndenød, mens DIF/DGI får stadig større politisk opmærksomhed.
Visionen i den nuværende udførelse bekæmper derfor i praksis effektivt sit eget formelle formål. Netop et vækstlag i trivsel og gode rammebetingelser for innovation og nye idrætsformer eller målgrupper er den mest farbare vej mod at øge idrætsdeltagelsen. Det viser tallene fra de seneste årtiers undersøgelser af danskernes motions- og sportsvaner ganske tydeligt.
Venter næste kursændring forude?
Visionssamarbejdet med DIF har fem år senere bragt DGI i en situation, hvor man idrætspolitisk er tæt vævet sammen med DIF og ikke længere har det store råderum til selvstændige initiativer eller holdninger.
DGI hælder samtidig langt flere økonomiske midler og personaleressourcer i visionssatsningen end DIF. Visionssatsningerne fylder generelt langt mere hos DGI end hos DIF og specialforbundene.
DIF-idrætten har andre prestigefulde strenge at spille på end DGI, hvis Visionen svigter. Specialforbundene er som operatører af de turneringer, ligaer og landshold, der genererer selvforståelse og offentlig opmærksomhed, altid sikret en vis eksistensberettigelse og relation til idrætsforeningerne. De store specialforbund kollapser ikke, så længe der lokalt er medlemsmæssig tilslutning til deres idrætsgrene.
Dilemmaet med DGI’s uforholdsmæssigt store bidrag til visionen i forhold til DIF er i formandsvalgkampen erkendt af begge DGI-formandskandidater Charlotte Bach Thomassen og Morgens Kirkeby. Skal man være lidt perfid, finansierer og legitimerer DGI i dag som bærer af visionen en stor del af DIF’s samfundsansvarlige samvittighed.
Hvis Visionen i de kommende år fortsat ikke rigtigt rykker på tallene, vil det således nok være til at overleve for DIF, der har andre strenge at spille på. DGI derimod vil have kastet stort set al legitimitet og rigtig mange ressourcer ind i et kuldsejlet projekt.
Strategisk står den kommende DGI-ledelse derfor med et vanskeligt valg efter formandsvalget på det kommende årsmøde den 3. november i Aarhus:
Tror man inderst inde selv på Visionen?
Skal man, mens man stadig kan slippe fra det med legitimiteten i behold, benytte formandsvalget til endnu et abrupt kursskifte? Denne gang væk fra Visionen til fordel for en mere selvstændig profil og en moderniseret måde at fungere på som idrætsorganisation – akkurat som Søren Møller i sin tid lagde kursen brat om med en ny dagsorden, da han i 2001 tog over fra Leif Mikkelsen.
Eller skal man virkelig køre visionslinen helt ud? Med risiko for, at man om få år, når Visionens udløbsdato 2025 nærmer sig, står med en fiasko, som man burde have forudset og reageret på langt tidligere?
Hvis DGI trækker stikket nu og lægger kursen om til en mere selvstændig kurs, bliver der ballade med DIF, men næppe livstruende. Måske vil også mange af DIF's specialforbund ligefrem ånde lettet op over et sammenbrud?
Hvis DGI derimod venter for længe, venter ikke bare et massivt tab af politisk prestige, men også et måske uundgåeligt opgør med DIF om en mere strømlinet kommandostruktur for visionssamarbejdet, som i dag fungerer i en lidet operationel blanding af centrale satsninger, koordinering med DIF og specialforbundene og koordinering med det pressede demokrati i landsdelsorganisationerne.
Skal den nye DGI-formand løbe linen helt ud sammen med DIF – eller skal man tage balladen på den korte bane for at bringe DGI på sporet af det det, organisationen kunne være blevet, fordi DGI i modsætning til DIF har en 'befriende frihed fra kridtstregerne,' som det engang blev formuleret af en gymnastikkonsulent: Altså langt flere muligheder for at lege frit med pengene end paraplyorganisationen DIF.
DGI kunne vælge at skære i det massive lag af medarbejdere og i stedet sende sine midler mere ud at arbejde hos græsrødder og innovatører og derved tilstræbe at blive et unikt og tidssvarende eksperimentarium og udviklingsorgan for idrætten med næsten 300 mio. kr. i risikovillig årlig kapital. Ad den vej kunne DGI få en rolle som førsteviolin i idrætssektoren og hos de lokale foreninger, hvor man i dag gennem Visionen i stedet har bundet sig til DIF-idrætten i rollen som loyal andenviolin og leverandør af 'god samvittighed' på breddeidrætsområdet for specialforbundene.
Læs med i Del 3 i artikelserien om DGI’s fremtid en af de kommende dage. Hvor stærkt er DGI?
