Folkets Møde den 21.-23. september 2018 i Aarhus. Foto: Aarhus 2018 - Europæisk Frivillighedshovedstad

Folkets Møde i Aarhus i anledning af kommunens status som Europæisk Frivillighovedstad 2018 gav anledning til reflektion om tidens mange dilemmaer i relationen mellem frivillighed, civilsamfund og velfærdsstat. Hvor de fleste kan blive enige om at hylde det frivillige engagement, kan det straks være sværere at definere, hvornår velfærdsstaten naturligt bør høre op, og civilsamfundet tage over. Civilsamfundet bør også kigge indad og ikke kun fokusere på offentlige støtteordninger, bøvl og bureaukrati.

Af Henrik H. Brandt, journalist og stifter af Idrættens Konsulenthus

Det er lidt af en præstation at kondensere rationalerne bag og betydningen af 900.000 timers dagligt frivilligt arbejde i det danske samfund i en letlæst ’Tænkepause’ på 60 sider, men det kunststykke er filosoffen og idrætskonsulenten Preben Astrup egentlig sluppet ganske godt fra som forfatter til den lille bog ’Frivillighed’, som blev offentliggjort og præsenteret i anledning af Folkets Møde i Aarhus den 22. september. Arrangementet fandt sted i anledning af byens status som Europæisk Frivillighovedstad 2018.

Som idrætskonsulent med daglig gang i belastede boligområder i DIF-projektet Get2Sport har Preben Astrup hver dag rig lejlighed til at perspektivere det danske samfunds kulturelle og demokratiske ballast af folkelige bevægelser og frivillighed i forhold til andre kulturer. Med blik til egne erfaringer, filosofiske tænkere og fremtrædende sociologer trækker Preben Astrups lille bog essensen ud af den uegennyttige frivillighed:

Frivillighed er noget, man lever for og ikke af. På den ene side er frivillighed helt afhængig af borgernes uegennyttige ansvarsfølelse, på den anden side giver frivilligheden såvel den enkelte som hele samfundet en helt masse konkrete gevinster i form af anerkendelse, meningsfuldhed, netværk og et velfungerende samfund, der bygger på en høj grad af tillid, indarbejdede normer og demokratisk medleven fra myriader af borgere, foreninger og organisationer.

Når Danmark er en relativt sammenhængende nation, er det ikke kun på grund af den beskedne størrelse og den homogene befolkning, men også på grund af vidt forgrenede civile netværk, hvor vi møder og løfter i flok med folk som os selv og med folk fra andre virkeligheder og samfundsgrupper end vores egen.

Frivillighed er værd at fremme

Frivillighed, om den så manifesterer sig som personligt og uformelt engagement eller under mere formelle former i idrætsforeningen, borgerforeningen eller foreninger af politisk, religiøst eller socialt tilsnit, er altså på alle måder værd at anerkende og fremme. Men den er i høj grad også værd at diskutere i en tid med forandringer i samfundet.

Preben Astrup og i øvrigt hele debatten under Folkets Møde i Aarhus peger på en række drilske dilemmaer og paradokser i relationerne mellem frivilligheden og den danske velfærdsstat, som jo ikke kun bygger på en velfungerende offentlig sektor, men i høj grad også på forskellige generøse offentlige støttemekanismer til understøttelse af civilsamfundet gennem lovgivning, uddelegering af ansvar og direkte økonomiske støttestrukturer.

En hyldest til bureaukrati og pligt

For det første torpederer Preben Astrup til dels det evige tema om ’bøvl og bureaukrati’, som angiveligt gør livet svært for frivilligheden. Uden et vist bureaukrati og en vis friktion, ville der ifølge Astrup ikke være en ligelig fordeling af rettigheder og muligheder for det frivillige engagement, og engagementet ville sandsynligvis blive mere styret af nytterationaler og herskende politiske smagsvarianter end af lystrationaler og frie initiativer fra græsrødderne.

For det andet anfører Preben Astrup, at lysten ganske rigtigt driver værket. Men det er faktisk i høj grad kombinationen med pligten, det forpligtende ansvar for andre gennem det frivillige arbejde, som gør foreningslivet og frivilligheden til en slags vidtforgrenet kulturelt fundament under de normer, rettigheder og pligter, som overordnet får velfærdssamfundet til at fungere.

Endelig anfører Preben Astrup paradokset i, at velfærdsstatens støttesystemer først og fremmest understøtter og favoriserer de mest ’lystbetonede’ fællesskaber, såsom folkeoplysningen, der lovbestemt hjælpes på vej med skatteyderbetalte faciliteter og tilskud, mens foreninger på det sociale område på den ene side ofte yder et langt tungere og på sin vis mere ansvarsfuldt arbejde og på den anden side ofte har vanskeligere ved at opnå offentlig støtte og frem for alt stabil offentlig støtte.

Så langt om Preben Astrups bog. Så til nogle af de dilemmaer, der kom til udtryk på Folkets Møde i dagene 21.-23. september i Aarhus.

Civilsamfundets mange dilemmaer

Frivillighovedstaden og debatterne på Folkets Møde skal i teorien alle føde ind i anbefalinger til regeringens såkaldte civilsamfundsstrategi med konkrete initiativer til at fremme civilsamfundet og herunder ikke mindst i anbefalinger til, hvordan bøvl og bureaukrati kan reduceres og mere stabile støtteformer samtidig implementeres på især det frivillige sociale område.

Debatten er vigtig, for der er ganske mange dilemmaer. Også flere dilemmaer end dem, Preben Astrup med hans mangeårige rod i en af civilsamfundets store organisationer, Danmarks Idrætsforbund, ridser op i sin bog.

For hvor Preben Astrup primært beskæftiger sig med civilsamfundets samlede betydning for den enkelte og for samfundet, er der ét overordnet dilemma, som måske mere handler om de interne strukturer og organiseringen af et stadig mere professionaliseret civilsamfund. Dilemmaet er formentlig af relativt kronisk karakter, men fortsat yderst aktuelt:

Hvor stopper fremtidens velfærdssamfund egentlig. Og hvor begynder civilsamfundet?

Når politikere og organisationer diskuterer civilsamfund, ender diskussionerne i disse år hyppigt med at handle om økonomi og omfanget af den offentlige kontrol og koordinering, der følger med.

Når den debat synes særligt fremherskende på det frivillige sociale område, er det muligvis fordi det er det område, hvor civilsamfundet mest direkte støder ind i velfærdssamfundets ’opgaveportefølje’.

På den ene side fremhæver civilsamfundets organisationer ganske rigtigt, at frivillighed og civilsamfund har kapacitet til at skabe værdi for samfundet og borgerne på områder og måder, som velfærdsstaten aldrig kan levere. På den anden side er velfærdssamfundet forpligtet til at stille borgerne lige og levere en ensartet service og kvalitet, som kan være kompliceret at uddelegere til frivillige. Derfor må der hele tiden trækkes grænser for frivilligheden og stilles visse krav om koordinering og kvalitet, som støder mod frivillighedens medfødte logikker.

Konturerne af et trekantsdrama?

I debatterne på Folkets Møde så man konturerne af en slags trekantsdrama mellem politikere, civilsamfund og offentlige forvaltninger.

Civilsamfundets organisationer, eksempelvis på idrætsområdet (DIF og DGI) eller de frivillige sociale organisationer, byder sig i stigende grad til som opgaveløsere og sociale entreprenører på vegne af velfærdssamfundet. Man kan så opleve de selvsamme organisationer løbe ind i grænserne for frivillighed, når entreprenørskabet på vegne af velfærdssamfundet skal eksekveres.

En stigende professionalisering af civilsamfundets organisationer er konsekvensen, eksempelvis er antallet af ansatte i DGI mere end fordoblet på 15 år, mens græsrøddernes antal i organisationens politiske led samtidig er mindsket voldsomt.

Politikerne indgår gerne i partnerskaber med civilsamfundets velsmurte centrale organisationer, ja for tiden kan man eksempelvis konkret opleve interesseorganisationerne DIF og DGI rykke helt ind i de kommunale forvaltninger under paroler om visionskommuner og ’Bevæg dig for Livet’. Hvilken politiker vil ikke gerne samarbejde med et civilsamfund, der tager samfundsansvar og tilbyder frivillighed og engagement?

Men når skåltalerne er afleverede, og kontrakten underskrevet, sidder forvaltningen eller de offentligt ansatte ofte tilbage og skummer over risikoen for, at de selv mister ansvar og handlemuligheder til civilsamfundet på områder, som de egentlig hellere selv ville forvalte – måske endda med samme personlige engagement, større lokalkendskab og mere smidighed i forhold til frivillighed og lokale græsrødder, end civilsamfundets organisationer i alle tilfælde kan levere.

Kløft mellem organisationer og græsrødder

Endnu et dilemma er den muligvis voksende kløft mellem den måde de centrale organisationer fungerer på – med en høj grad af statslig finansiering og voksende public affairs-afdelinger og målstyring - og den måde det mere lokale civilsamfund, foreningslivet og græsrødderne fungerer på.

Den offentlige medfinansiering af nationale organisationer er ifølge Center for Frivilligt Socialt Arbejde langt større og mindre afhængig af græsrøddernes og de frivilliges engagement i organisationerne end den offentlige finansiering af det lokale foreningsliv.

Man kan altså spørge, hvornår civilsamfundets organisationer kommer til at ligne den statslige eller kommunale forvaltning så meget, at man egentlig lige så effektivt kunne gå efter den rene vare og springe organisationsleddet over i samspillet mellem staten/kommunen og civilsamfundet? Der tegner sig dermed en vis ’magtkamp’ mellem forvaltninger og civilsamfundsorganisationer og mellem civilsamfundsorganisationer og de frivillige græsrødder.

Dette komplekse samspil kompliceres tilmed yderligere af de stadigt mere aktive private fonde, som investerer milliardbeløb i civilsamfundet i disse år, og som naturligvis også ønsker valuta og effekt for pengene. På Folkets Møde kunne man derfor høre diskussioner om, hvem der egentlig bedst koordinerer og organiserer arbejdet med de frivillige?

Alene denne diskussion om, hvordan de frivilliges engagement bedst kan koordineres og effektiviseres, eksempelvis på det sociale område, så de mange gode hensigter i forhold til eksempelvis unge hjemløse eller andre udsatte borgere ikke træder hinanden for meget over tæerne, udgør et dilemma. Hvor langt kan og skal man overhovedet koordinere og effektivisere uden at tage dynamikken ud af den enkeltes lyst og engagement til at gøre noget for andre? Hvis frivillighed i sig selv er en del af samfundets idologi og kulturelle værdi i alle skåltalerne, hvor langt kan man så gå for at rationalisere frivilligheden?

Fondenes rolle

Det tredje dilemma er måske netop de meget aktive private fonde, der i disse år hælder milliarder af kroner ind i stadigt mere veldefinerede og langsigtede initiativer med civilsamfundets aktører som entreprenører.

Støtten er naturligvis værdifuld og påskønnet i hvert enkelt konkret tilfælde, men overordnet set er fondenes aktiviteter også med til at øge borgernes forventningsniveau og presset på de områder, som velfærdssamfundet forventes at beskæftige sig med. Hvem tager over, når fondene trækker sig ud efter to års vellykket og fondsfinansieret projekt i et belastet boligområde? De kommunale embedsmænd ved det i mange tilfælde kun alt for godt.

Spørgsmålet er samtidig, om ikke debatten om bøvl og bureaukrati i samspillet mellem civilsamfund og offentlige myndigheder ikke også presser sig på i forhold til fondene? Professionalisering af civilsamfundets organisationer er en næsten uundgåelig konsekvens af kampen om midler og behovet for effekt, og det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvordan og hvorvidt støtten fra offentlige kasser eller fonde mest effektivt når helt ned på det græsrodsniveau og ned til de borgergrupper, som projekterne gerne vil nå.

Derfra er der ikke langt til en uundgåelig diskussion om, hvordan civilsamfundets eget demokrati og egne styringsformer egentlig fungerer. En helt nødvendig forudsætning for et velfungerende civilsamfund er, at civilsamfundets egen selvjustits og demokratiske strukturer er i medlevende topform, og kan man nu egentlig regne med det, når sektoren vokser, udvider opgaveporteføljen og i vidt omfang professionaliserer sig i de centrale led?

Civilsamfundets formelle organisationer oplever med få undtagelser måske ikke store korruptionsskandaler eller interne slagsmål, men de oplever et stille oprør, hvor borgergrupper og græsrødder organiserer sig på andre måder end i de traditionelle foreningsstrukturer.

Et stigende antal uorganiserede græsrødder i samfundet kan paradoksalt nok udgøre en stigende udfordring for de organisationer, der i forhold til det politiske Danmark hævder at repræsentere græsrødderne… Igen kan man tage idrætten som eksempel. Når VLAK-regeringen i foråret udelukkende inviterede de store interesseorganisationer som repræsentanter for idrætten på topmødet om idrættens rolle i forhold til sundhed, beskæftigelse og integration, var der mange græsrødder, som med god ret kunne føle sig forbigået eller mangelfuldt repræsenteret.

På den ene side har vi altså en situation, hvor frivillighed og civilsamfund er en forudsætning for de demokratiske strukturer i landet. På den anden side har vi et hensyn til, at de offentlige midler til området administreres ligeligt, effektivt og fair i forhold til samfundsudviklingen.

Her er der klare paradokser både i forhold til, hvordan man bedst understøtter ’de nye børn i klassen’ i civilsamfundet, og hvordan man generelt skaber de mest stabile støttestrukturer. På folkeoplysningsområdet er støtten stabil og i nogen grad fastlåst gennem folkeoplysningslov og udlodningslov, mens det frivillige sociale område kæmper mere for midler fra sag til sag.

Frivilligrådet peger selv på, at en af forudsætningerne for mindre bøvl og bureaukrati med offentlige midler og mindre direkte politisk styring vil være, at organisations-Danmark selv sørger for at holde de interne strukturer, procedurer og det interne demokrati opdateret. Her kunne en hel del af det frivillige Danmark muligvis lade sig inspirere af den nødvendige debat om good governance og de mange initiativer til modernisering af foreningslivet, der i disse år præger idrætsområdet.

Frivilligåret i Aarhus afsluttes ved et arrangement i Aarhus den 5. december. Her giver Frivillighovedstaden depechen videre til byen Kosice i Slovakiet, og samtidig kommer man med anbefalinger til organisering af fremtidens civilsamfund.

Læs også:

VLAK-regeringens ’Strategi for et stærkere Civilsamfund’ fra oktober 2017.

Bogen ’Frivillighed’ af Preben Astrup, 60 sider, Aarhus Universitetsforlag 2018