Idræt og folkesundhed. Mange års statslig idrætspolitik med et snævert kulturpolitisk udgangspunkt kan koste voldsomt dyrt for folkesundheden, når konsekvenserne af et brat fald i danskernes fysiske aktivitet og idrætsdeltagelse skal afbødes efter nedlukningen af idrætssektoren. Corona-krisen bør føre til radikal nytænkning af idrætssektorens organisering og økonomi i to spor: Et kulturpolitisk og et mere instrumentelt spor.
Resumé: Idrætsdeltagelsen og en meget væsentlig del af infrastrukturen i den danske idrætssektor (eksempelvis idrætsfaciliteter og private fitnesscentre m.v.) er hårdt ramt af sundhedskrisen, og samtidig vil tiden efter Covid-19 epidemien rumme stor usikkerhed og kræve stor omstilling. En stor del af denne infrastruktur spillede i forvejen en for lille rolle i idrætsdeltagelsen og idrætspolitikken.
Tiden er inde til radikal nytænkning af hele idrætssektoren i pagt med den faktiske udviking i sektoren i de seneste årtier: Man kan ikke fortsat udelukkende have folkeoplysning og foreningsliv i fokus for idrætspolitikken, men må supplere med et nyt ligeværdigt strategisk spor med folkesundhed og erhvervs/vækstfremme i fokus for at modernisere idrætssektoren, aktivere den stigende inaktive del af befolkningen og øge kompetencerne i hele den brede idrætssektor.
Vi befinder os i disse dage midt imellem den bratte nedlukning af det danske samfund og en kompliceret genåbning efter en sundhedskrise med store økonomiske og folkesundhedsmæssige konsekvenser for samfundet.
Politikere og sundhedsmyndigheder spørger sig selv, om samfundets beredskab mod en verdensomspændende epidemi nu var godt nok i forhold til værnemidler og testkapacitet? Den udfordring skal man klog af skade nok få løst, før der eventuelt er udsigt til anden halvleg af Covid-19 epidemien senere på året.
Men hvad med den næste store epidemi i Covid-19 epidemiens kølvand: Nemlig folkesundhedsepidemien?
“Men hvad med den næste store epidemi i Covid-19 epidemiens kølvand: Nemlig folkesundhedsepidemien? ”
Kan man på nogen måde påstå, at man er godt nok rustet til at adressere den?
Intet tyder på det, medmindre man politisk i den kommende tid tager nogle radikale greb i forhold til blandt andet idrætssektoren efter krisen.
Zoomer man ind på idrætssektorens situation i debatten om sundhedskrisen, kan man med god ret spørge politikere og ansvarlige ministerier, om de også på dette område genem mange år har forsømt at investere tilstrækkeligt i de nødvendige ’værnemidler’ og det nødvendige beredskab trods mange års signaler om en truende udvikling?
Denne artikel er derfor tænkt som et konstruktivt indspil til de politiske beslutningstagere på idrætsområdet:
Der skal nye strategier og nye radikale greb i værktøjskassen til for at få idrætssektoren og danskernes fysiske aktivitet tilbage på sporet efter sundhedskrisen.
Man må og skal benytte Corona-krisens dybt alvorlige konsekvenser for idrætsdeltagelsen og store dele af idrætssektorens aktører til langt om længe at tage seriøst politisk bestik af den udvikling i idrætssektoren, som regeringsinitierede udredninger og analyser klart og tydeligt har tegnet op gennem de senere år.
Manglende fodslag mellem politik og faktisk udvikling
Gennem de seneste årtier er den faktiske udvikling på idrætsområdet konsekvent gået i en anden retning end udgangspunktet for den officielle idrætspolitik:
Foreningsdeltagelsen, på det nationale plan primært repræsenteret ved DIF/DGI, er i det store hele i stagnation. Til gengæld vokser den kommercielle sektor og den selvorganiserede idræt eller de nye digitalt understøttede fællesskaber og træningsformer.
Den allerstørste udfordring har dog været og vil fortsat være den alt for store del af befolkningen, som slet ikke var aktiv i fysisk aktivitet eller idrættens fællesskaber. Dem har man kun på idrætsområdet altid kun haft små symbolpolitiske initiativer til overs for.
Foreningslivet og folkeoplysningen kan efter sundhedskrisen ikke længere stå alene som eneste fokus for idrætspolitikken.
Der skal radikal nytænkning til for at afværge folkesundhedskrisen.
Venstre halvdel viser den politisk prioriterede del af idrætssektoren. Højre halvdel viser den del af idrætssektoren, som skal have bedre betingelser og bringes langt mere i spil, hvis idrættens potentiale i forhold til folkesundhed og økonomi/væksfremme skal realieres efter sundhedskrisen. Idrættens Konsulenthus
Flere officielle undersøgelser og udredninger og mange andre rapporter har i de senere år peget nogle grundlæggende udviklingstræk i idrætssektoren, som Kulturministerium og Christiansborg efterfølgende aldrig helhjertet har adresseret eller ønsket at adressere:
Breddeidrætsanalysen fra 2009 (Kulturministeriet ‘Idræt for alle’)
Danskernes motions- og sportsvaner fra 2007 ,2011 og 2016 (Idrættens Analyseinstitut)
Udredningen af idrættens økonomi og struktur fra 2014 (Kulturministeriet)
Årsagen hertil har dels været en kulturelt betinget veneration for det bestående og manglende politisk engagement og overblik, dels det forhold at de statsfinansierede idrætsorganisationer, DIF og DGI, politisk har modarbejdet enhver forandring af idrættens overordnede strukturer ved at signalere vilje til selv at påtage sig en stadigt bredere opgaveportefølje - naturligvis mod til gengæld at beholde deres de facto økonomiske og politiske monopol i den statslige idrætspolitik.
I denne tid kommer en voldsom økonomisk krise oveni for store dele af den idrætslige infrastruktur, selv om millionerne flyder i statslige hjælpepakker.
De direkte og indirekte hjælpepakker til aktørerne i den brede idrætssektor kommer let til at løbe op i milliarder af kroner. Trods denne massive statslige intervention vil store dele af idrætssektoren lige som andre samfundssektorer komme ud på den anden side af sundhedskrisen i en betydeligt ringere tilstand end før.
Spørgsmålet er, om sundhedskrisen alligevel kan vendes til noget positivt for idrætssektoren?
Hvordan kan man gå fra den aktuelle fase af ‘nødhjælp’ til en fase, hvor man investerer i at gøre fremtidens idrætssektor langt bedre rustet til at adressere de udfordringer, som allerede var tydelige før sundhedskrisen, men som kun er blevet værre og i mange tilfælde decideret kritiske gennem de seneste måneder?
Der skal investeres helt anderledes ved siden af det kendte. Ikke for at svække det, der virker, men for endelig skabe bevægelse i idrætsdeltagelsen og ikke mindst i idrætssektorens enorme potentiale i forhold til folkesundheden og faktisk også i forhold til beskæftigelse og vækst herhjemme.
En snigende folkesundhedskrise
Men før vi kommer til de politiske perspektiver, så lad os lige opridse situationen i idrætssektoren, mens forskellige aktører i disse dage diskuterer den komplekse, men forventede yderligere genåbning af idrætssektoren i de kommende uger og måneder:
En alvorlig folkesundhedskrise i en mere snigende form end virusepidemien tegner sig som en uundgåelig konsekvens af måneders nedlukning af idrætten:
Dalende deltagelse i idræt, motion og fysisk aktivitet. Tendensen var allerede bekymrende før nedlukningen
Dyb økonomisk krise hos store dele af den væsentligste infrastruktur i idrætssektoren
Mulige negative ændringer i bevægelsesadfærden hos befolkningen i fremtiden - ikke mindst blandt den del af befolkningen, som netop er mest truet af såvel Covid-19 infektioner som kroniske livsstilssygdomme
En underliggende frygt for, at det ikke er ovre endnu. Covid-19 kan være en følgesvend, der vil forandre vilkårene og lægge en dæmper på mulighederne i idrætssektoren i måske mange år fremover. En omstillingsproces af idrætsmiljøer og idrætskompetencer bliver stærkt påkrævet.
Fysisk inaktivitet koster liv og penge
Lad os lige sætte tallene i perspektiv:
Allerede før sundhedskrisen viste Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundheds publikation ’Sygdomsbyrden i Danmark. Risikofaktorer’ nogle af de folkesundhedsmæssige konsekvenser af fysisk inaktivitet (2016):
Fysisk inaktivitet koster det danske samfund næsten 6.000 ekstra dødsfald og tab af 13 måneders levetid hvert år samt endnu flere såkaldte ’tabte gode leveår’ for den enkelte borger. Dertil kommer ca. 40.000-60.000 somatiske indlæggelser og op imod 300.000 somatiske ambulante hospitalsbesøg og ca. 5 mia. kr. i årlige sundhedsøkonomiske omkostninger. Og så er man endnu ikke begyndt at regne på andre risikofaktorer som svær overvægt, ensomhed, dårlig mental, som ligeledes har nær sammenhæng til fysisk aktivitet og adgang til gode fællesskaber og livsindhold gennem idræt.
“Fysisk inaktivitet koster det danske samfund næsten 6.000 ekstra dødsfald og tab af 13 måneders levetid hvert år samt endnu flere såkaldte ’tabte gode leveår’ for den enkelte borger. Dertil kommer ca. 40.000-60.000 somatiske indlæggelser og op imod 300.000 somatiske ambulante hospitalsbesøg og ca. 5 mia. kr. i årlige sundhedsøkonomiske omkostninger. ”
Under sundhedskrisen har flere i al hast gennemførte undersøgelser blotlagt nogle af de skærpede udfordringer, der venter forude for det danske samfund i forhold til idræt og fysisk aktivitet:
Kritisk lav idrætsdeltagelse
Idrættens Analyseinstitut gennemførte undersøgelsen ’Danskernes motions- og sportsvaner under Corona-nedlukningen’. Ifølge panelundersøgelsen blandt 1.022 deltagere (18+ år) i Epinions Danmarkspanel, faldt andelen af danskere, som dyrkede regelmæssig sport eller motion i perioden 16. april til 23. april 2020, til bare 39 pct. mod 55 pct. før nedlukningen.
De blot 39 pct. aktive voksne under nedlukningen viser lidt om den udfordring, der venter efter nedlukningen, når den voksne del af befolkningen skal ’op på hesten igen’ i forhold til gode motionsvaner.
Men også tallet på 55 pct. aktive fra før nedlukningen viser, hvor langt man allerede inden sundhedskrisen var fra at løse udfordringen med fysisk inaktivitet.
Kun 39 pct. af danskerne over 18 år dyrkede motion i april 2020. Deltagelsen i sport og motion får behov for en gigantisk kickstart efter sundhedskrisen. Kilde: Idrættens Analyseinstitut (forskellige undersøgelser)
Med forbehold for metodiske forskelle viste Idans befolkningsundersøgelser ’Danskernes motions- og sportsvaner’ 2011 og 2016 en deltagelse i sport og motion blandt +16 år på henholdsvis 64 pct. i 2011 og 61 pct. i 2016. Den seneste panelundersøgelse viste altså blot 55 pct.
Skiftende regeringer har i samarbejde med de store idrætsorganisationer DIF og DGI satset stor prestige i de senere år på at hæve idrætsdeltagelsen, men intet tyder trods lejlighedsvise jubelmeldinger fra DIF og DGI på, at der er positiv bevægelse i tallene, i bedste fald er der stagnation.
Den nyeste undersøgelse fra Idan offentliggør ikke foreningslivets andel af de idrætsaktive borgere, men en hurtig beregning på baggrund af Idans nyeste tal lader antyde, at idrætsforeningerne i Danmark før krisen næppe nåede ud til en andel på mere end 25-30 pct. af den voksne befolkning. Den nuværende struktur i idrætssektoren, der primært tager udgangspunkt i og understøtter det frivillige foreningsliv som vejen til at aktivere den inaktive voksne del af befolkningen har meget lange udsigter til at lykkes.
Hvis man ønsker at aktivere eller genaktivere den voksne befolkning i idræt og fysisk aktivitet efter sundhedskrisen, bliver man nødt til endelig at tage seriøst bestik af den faktiske situation og finde nogle helt nye og nødvendige redskaber frem i værktøjskassen som supplement til foreningsidrætten.
Idrætsforeningerne er strålende til børn og relativt gode til teenagere, hvilket også er deres historiske og kulturelle hovedfokus, men foreningerne spiller en langt mindre rolle i forhold til den voksne del af befolkningen.
Dette ikke i denne sammenhæng nævnt som en kritik af foreningslivet. Det er blot en kold konstatering af, at det folkeoplysende foreningsliv tilbyder meningsfulde fritidsbeskæftigelser og fællesskaber til mange mennesker. Noget universalværktøj i forhold til fremme af fysisk inaktivitet og folkesundhed, er foreningslivet bare ikke - hverken før, under eller efter sundhedskrisen. Man kan ikke blot investere flere penge i foreningsidrætten efter nedlukningen og forvente at løse udfordringerne på folkesundhedsområdet ad den vej. Man er nødt til også at afprøve nye veje.
Fremfor alt viser tallene fra nedlukningen fortsat en stor ulighed i idrætsdeltagelsen i forhold til social status, hvor idrætsdeltagelsen i bekymrende grad vender den tunge ende nedad.
Uligheden blev aktuelt understreget af en undersøgelse fra Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, som viste, at særligt de unge, ældre, lavtuddannede, og folk som bor i landområder, er blevet markant mindre fysisk aktive under sundhedskrisen.
Folkesundhed er en helt anden boldgade
En klassisk fejltagelse i mange interventioner for at styrke befolkningens idrætsdeltagelse er netop, at man ubevidst blot ’flytter rundt på de samme målgrupper’ mellem aktiviteter.
Folk med høj ‘sporting capital’ altså stærke personlige mentale, fysiske og socioøkonomiske forudsætninger for at deltage i idræt er næsten alle idrætsaktive. Slaget for at styrke folkesundheden og idrætsdeltagelsen skal slås blandt borgere med lavere sportslig kapital. Her kræves helt andre greb i værktøjskassen end foreningsidrætten i mange tilfælde kan tilbyde. Kilde: Sporting Capital: Transforming Sports Development Policy and Practice, Nick Rowe (tallene viser den voksne engelske befolknings idrætsdeltagelse fordelt på ‘Sporting Capital Index’.
For de mest idrætsuvante og forudsætningsløse målgrupper i forhold til en aktiv livsstil, er det ikke nok, at der bygges en splinterny idrætshal eller åbner en håndboldklub på den anden side af gaden. Faciliteten og idrætsmiljøet skal invitere inden for på den rette måde, ellers kan investeringen sandsynligvis godt aflæses i de lokale håndboldspillere eller idrætsfaciliteters tilfredshed med vilkårene, men ikke nødvendigvis i flere aktive borgere.
Sagt forsimplet med udgangspunkt i den britiske analytiker Nick Rowes teori om ’Sporting Capital’ er årtiers idrætspolitiske tiltag og millioninvesteringer for at hæve befolkningens idrætsdeltagelse i praksis endt i stagnation, fordi man vedblivende har fokuseret mere på at skabe ’muligheder’ end på at stimulere ’forudsætningerne’ hos den enkelte for at deltage i idræt og motion i et samspil mellem sociologiske, fysiske og psykologiske faktorer.
Det er med andre ord ikke nok at skabe gode rammebetingelser gennem tilskudsordninger til foreningslivet og adgang til svømmehallen rundt om hjørnet. Den enkelte skal også have motivationen og forudsætningerne for at gå derover og for at blive tiltrukket af aktiviteterne og miljøet.
Idræt som folkesundhed er derfor en helt anden boldgade end fornøjelse og fremme af meningsfulde fritidsinteresser gennem idræt.
Skal man følge Nick Rowes teori, vil en person med høj ’idrætslig kapital’ (sporting capital) ikke falde af hesten, fordi svømmehallen bliver nedlukket under sundhedskrisen. Personen vil finde en anden vej til motion og velbefindende gennem idræt og motion, mens andre personer med lavere idrætslig kapital enten aldrig vil have sat deres ben i svømmehallen – eller vil havne i sofaen (igen), når der opstår den barriere, at svømmehallen må holde lukket, og utrygheden breder sig i samfundet under en epidemi.
Den allerstørste udfordring for samfundet under sundhedskrisen er således ikke kun at rette op på den hårdt ramte idrætsdeltagelse blandt voksne, som altså ifølge Idan er faldet fra 55 til 39 pct. Nej, den helt store udfordring bliver at nå ud til de 45 pct., som hverken før eller efter sundhedskrisen var kravlet op på nogen hest.
Idrætsfaciliteter i alvorlig økonomisk krise
Den anden væsentlige undersøgelse til forståelse af situationen under sundhedskrisen blev leveret af Lars Steen Pedersen, LSP Resolve og undertegnede (idrættens Konsulenthus) i partnerskab med Lokale og Anlægsfonden, Halinspektørforeningen, Idrættens Analyseinstitut og DGI i skikkelse af undersøgelsen ’Idrætsfaciliteterne under sundhedskrisen’.
Undersøgelsen havde en række pointer, som dokumenterer graden af de udfordringer, der ligger på facilitetsområdet under og efter sundhedskrisen:
“Især blandt landets selvejende faciliteter er den økonomiske situation dybt alvorlig allerede efter de første to måneders nedlukning. Over 80 pct. af de selvejende faciliteter forventer et dårligere resultat end budgetteret i 2020. Heraf kigger over 61 pct. aktuelt ind i underskud - og for enkelte faciliteters vedkommende truende konkurs. ”
Især blandt landets selvejende faciliteter er den økonomiske situation dybt alvorlig allerede efter de første to måneders nedlukning. Over 80 pct. af de selvejende faciliteter forventer et dårligere resultat end budgetteret i 2020. Heraf kigger over 61 pct. aktuelt ind i underskud - og for enkelte faciliteters vedkommende truende konkurs.
Samtidig viser undersøgelsen voldsomme konsekvenser for beskæftigelsen. De deltagende faciliteter i undersøgelsen har ud fra undersøgelsen en estimeret samlet omsætning på 2,8 mia. kr. og 3.500 fuldtidsstillinger, men siden nedlukningen har faciliteterne foreløbig måttet afskedige 115 medarbejdere og sende 2.240 ansatte hjem på lønkompensation. Omregnet til hele branchen (offentlige idrætsfaciliteter) er estimeret op mod 5.000 medarbejdere helt eller delvist sendt hjem.
Undersøgelsen viste desuden en stærk segmentering af idrætsfaciliteterne, som også var formodet før sundhedskrisen, men som er yderligere forstærket af nedlukningen:
Et mindretal af faciliteterne er større ’full service’ idræts- og fritidscentre, som ikke kun har kapacitet til at servicere skoler og foreningsliv, men netop til også at målrette og eksekvere borgerrettede programmer med fokus på sundhed og folkesundhed til målgrupper med stort behov for en hjælpende hånd. Disse faciliteter rammes trods hjælpepakker allerhårdest økonomisk af nedlukningen.
En langt større del af faciliteterne er reelt bare ’mursten’ og blot en teknisk ramme om de aktiviteter, som idrætsforeningerne udbyder. Disse faciliteter rammes mindre hårdt på økonomien af sundhedskrisen, til gengæld spillede de heller ingen særlig proaktiv rolle i forhold til den bredere folkesundhed før krisen.
Undersøgelsen dokumenterer, at mange faciliteter endnu ikke for alvor er begyndt at tage bestik af sundhedskrisen - eller udelukkende betragter sig selv om en fysisk ramme, der bare kan lukkes ned under krisen i venten på bedre tider. Der er altså i praksis ganske langt fra den almindelige antagelse om landets facilitetsmasse som en afgørende forudsætning for folkesundheden til de faktiske forhold.
Idrætsfacilitetsmassen i Danmark er i teorien en særdeles veludbygget infrastruktur, som da også sluger langt hovedparten af de offentlige budgetter til idræt. Men når man dykker nærmere ned i tallene, viser det sig, at faciliteterne akkurat som idrætsforeningerne er bedst til børn og unge og bedst til ’de allerede indviede’. Historisk har børn, unge og ‘sportsligt aktive voksne i forening’ også været det forventede fokusområde for faciliteterne.
Man aktiverer med andre ord slet ikke hovedparten af infrastrukturen i tilstrækkelig grad i forhold til den voksne befolknings brede idrætsdeltagelse. Når man kigger på de særligt dystre økonomiske data for den mest foretagsomme og kapacitetsmæssigt stærkeste del af facilitetsmassen, er der tilmed god grund til at frygte, at den problemstilling kun bliver værre efter sundhedskrisen.
Opsummerende går stort set hele den offentlige støtte til idrætten til foreningslivet/idrætsorganisationerne eller til offentlige idrætsfaciliteter. Ingen af disse aktører spiller reelt en særlig rolle i forhold til de voksne målgrupper, som folkesundhedskrisen rammer hårdest. Den mest entreprenante del af idrætsfaciliteterne og foreningerne var på banen inden sundhedskrisen, men ulykkeligvis netop disse aktører også hårdest ramt økonomisk af nedlukningen.
Den kommercielle sektor er ude af spil
Et tredje vigtigt ben af landets infrastruktur til idræt er slet ikke blevet kortlagt under sundhedskrisen – og heller ikke rigtigt før sundhedskrisen. Nemlig hele den kommercielle del af facilitetsmassen og idrætssektoren.
Antallet af kommercielle fitnesscentre har været i ubrudt vækst over en årrække og var i april 2020 – lige før nedlukningen – på 938, ifølge Facilitetsdatabasen.dk. Dertil kommer yoga- og dansestudier, private golfbaner, trampolincentre, padel tennis anlæg osv., som ligeledes er en del af en privat infrastruktur til idræt, som har været i ganske kraftig vækst gennem hele det nye årtusinde.
En undersøgelse af gymnasielevers idrætsadfærd under Corona-nedlukningen viste overraskende nok, at kommercielle fitnesscentre før nedlukningen havde været var en større arena end idrætsforeninger for eleverne. 1.543 elever fra 19 stx gymnasier deltog i undersøgelsen. Kilde: Active Research/Idrættens Konsulenthus.
Den kommercielle sektors stigende markedsandel som idrætsudbyder blev understreget af en undersøgelse blandt danske gymnasieelever under nedlukningen foretaget af Active Research og Idrættens Konsulenthus. Ganske tankevækkende havde kommercielle fitnesscentre før nedlukningen overtaget rollen fra idrætsforeningerne som den største arena for gymnasieeleverne.
Konstateringen vil i den grad skurre i ørerne på politiske beslutningstagere, som i mange tilfælde har dyb veneration for foreningsidrætten og folkeoplysningen. Men realiteten er altså, at den måske væsentligste aktør i forhold til at aktivere unge og voksne i motion og fysisk aktivitet i det danske samfund aktuelt befinder sig i dyb krise og på trods heraf nærmest helt uden for radaren af den offentlige idrætspolitik.
“Den måske væsentligste aktør i forhold til at aktivere unge og voksne i motion og fysisk aktivitet befinder sig aktuelt i dyb krise og på trods heraf nærmest helt uden for radaren af den offentlige idrætspolitik. ”
Der ligger umiddelbart ingen tilgængelige data på fitnessbranchens nedtur under nedlukningen, men det siger sig selv, at helt op til fem måneder tvangslukning kommer til at gøre rigtig ondt på økonomi og medlemsandel trods hjælpepakker. Trods mange års vækst er den kommercielle del af idrætssektoren svagt organiseret rent politisk og stort set ude af stand til at dokumentere sig selv i forhold til medlemstal, kvalitet og potentiale som instrument for målrettede sundhedsinterventioner.
Antallet af kommerciele fitnesscentre i Danmark. Bliver branchen slået tilbage til start af sundhedskrisen? Kilde: Idrættens Analyseinstitut
En lille underbranche er det stigende antal personlige trænere, sundhedsvejledere og instruktører i såvel fitness-sektoren, yoga-sektoren som foreningsidrætten. Mange af dem er ligeledes hårdt ramt på levebrødet af sundhedskrisen, men igen er der tale om en svag og fragmenteret branche, som hverken kan dokumentere omfang, kvalitet eller kapacitet i forhold til andre faggrupper på trænings- og folkesundhedsområdet. Ikke desto mindre er også denne faggruppe en potentielt enorm ressource, når konsekvenserne for folkesundheden af sundhedskrisen skal afbødes.
Ensidig politisk tilgang
Den fragmenterede og svage organisering af delsektorer som idrætsfaciliteter, kommercielle centre samt private trænere og instruktører har især ramt disse dele af idrætssektoren hårdt under sundhedskrisen.
De ressourcestærke idræts- og lobbyorganisationer DIF/DGI med den direkte adgang til regeringskontorerne og det store kulturelle, politiske og historiske forspring i forhold til andre aktører har politisk fået gennemført særlige støttepakker til eliteidrætten og idrætsforeningerne oven i de generelle hjælpepakker for lønkompensation og aflyste arrangementer.
Man har desuden fået fritaget dele af den professionelle idræt og eliteidrætten fra idrættens nedlukning ud fra kulturpolitiske og økonomiske argumenter og sågar fået genindført ‘kropskontakt’ til træningen i de store udendørs idrætter som fodbold og håndbold.
Imens må store dele af fitness-sektoren, selvejende svømmehaller og andre faciliteter se sig gemt hen i ’genåbningsgruppe’ 3 (juni) eller 4 (efter sommerferien) - altså i værste fald end fem måneder uden mulighed for at holde åbent og fastholde eller tiltrække flere danskere i fysisk aktivitet i eksempelvis fitnesscentre/yogastudier eller svømmehaller, som for voksne danskeres vedkommende er de mest benyttede ‘byggede’ idrætsfaciliteter.
Den politiske prioritering til fordel for den organiserede idræt er således også under sundhedskrisen ganske ensidig. Selv om alle aktører i idrætssektoren kan benytte de generelle hjælpepakker, ændrer det ikke på, at nedlukningen – og genåbningen – af idrætssektoren peger ind i nogle helt generelle problemstillinger, som skriger på at blive adresseret, hvis den danske befolkning skal tilbage på sporet som fysisk aktiv efter sundhedskrisen.
Idrættens krise er en dobbelt krise
I modsætning til andre dele af det hårdt ramte erhvervsliv er idrætssektorens krise nemlig en dobbelt problemstilling:
Dels er der det helt generelle spørgsmål om at hjælpe de forskellige aktører i idrætssektoren bedst muligt gennem den tvungne nedlukning og sundhedskrisens mange restriktioner akkurat som andre dele af erhvervslivet og samfundet. De hårdest ramte aktører i idrætssektoren er helt generelt de mest entreprenante og ’kunde/medlemsorienterede’ aktører.
Dels er der den ekstra udfordring, at idrætssektorens nedlukning på grund af sundhedskrisen fører direkte videre til næste forudsigelige folkesundhedskrise i form af stigende fysisk inaktivitet med deraf følgende livsstilssygdomme og sideeffekter som overvægt, forhøjet blodtryk, mental usundhed og ensomhed.
Denne sidste del af problemstillingen er man slet ikke begyndt at adressere politisk endnu.
Behov for en kickstart af idrætssektoren
Men netop her ligger behovet for at benytte sundhedskrisen som afsæt til en ‘kickstart’ af idrætssektoren. Som en ny begyndelse med et anderledes ligeværdigt samarbejde mellem aktørerne i den brede idrætssektorer og forståelse for de uudnyttede potentialer, der ligger i de seneste årtiers udvikling i idrætssektoren.
Den gode nyhed er, at byggestenene for så vidt er til stede. Men den strategiske vilje og evne til at forfølge og investere i mulighederne var på ingen måde til stede før sundhedskrisen, og den vil næppe heller være det efter krisen, hvis ikke der fra politisk side kommer appetit på at benytte sundhedskrisen som afsæt for en radikal nytænkning af hele idrætssektorens arkitektur.
Hvad skal der til?
Nødhjælp til foreningsidrætten
Man har en folkeoplysende/foreningsbaseret del af idrætten, som ligeledes er ramt i flere sammenhænge. Den skal løbes i fart igen, men skal nok klare sig hæderligt gennem krisen. Samtidig viser tallene for idrætsdeltagelsen og uligheden i deltagelsen, at den frivillige/foreningsbaserede sektor ikke alene kan løse den folkesundhedsmæssige udfordring.
På folkeoplysningsområdet vil der klart være mulighed for at styrke sektorens gennemslagskraft og betydning for idrætsdeltagelsen ved at involvere eksempelvis aftenskoler, idrætshøjskoler/efterskoler langt mere i idrætsudviklingen i forhold til nye målgrupper og måske ved at tage fat i den overordnede struktur og ressourcefordeling mellem de store organisationer, DIF/DGI og Firmaidrætten. Den diskussion kan langt hen ad vejen klares inden for de folkeoplysende aktørers egne rammer og beslutningskompetence og behøver derfor i mindre grad landspolitisk indblanding i første omgang.
Nytænkning af idrættens rolle i folkesundhed
Derimod vil der være behov for hurtig politisk nytænkning og formentlig også målrettede investeringer i forhold til at aktivere det folkesundhedsmæssige og økonomisk/vækstmæssige potentiale i idrætssektoren langt stærkere efter sundhedskrisen.
Kun ved at tage en seriøs strategisk tilgang til at involvere og nytænke denne del af idrætssektoren vil man for alvor kunne få idrætsdeltagelsen tilbage på sporet og imødegå den truende folkesundhedskrise.
Forslag til fire strategiske satsninger, der vil kunne bringe støre dele af idrætssektoren i spil til at fremme folkesundheden og idrætsdeltagelsen efter sundhedskrisen. Idrættens Konsulenthus
Folkesundhedssporet skal aktiveres langt mere effektivt end i dag ved endelig at puste helt anderledes liv i den infrastruktur, som lige nu er stærkt nødlidende (bl.a. idrætsfaciliteter, personlige trænere og fitnesscentre). Lige nu risikerer denne infrastruktur at køre i sænk, men den kan genaktiveres gennem strategiske indsatser, som bygger oven på de helt generelle hjælpepakker.
En strategisk ‘branchegørelse’
Delsektorerne skal have tilført (relativt begrænsede) ressourcer til at opbygge organisatorisk kapacitet, så de bedre kan dokumentere sig selv, gennemføre kompetenceudvikling og indgå i de politiske løsningsmodeller og partnerskaber på lige fod med de store idrætsorganisationer, som i dag har monopol på de statslige støtte til foreninger og organisationer.
Der bør ikke være tale om decideret statsstøtte til kommercielle virksomheder, men om en strategisk ’branchegørelse’, hvor man politisk og strukturelt tager bestik af idrætssektorens udvikling gennem de seneste årtier.
Idræt skal simpelthen i langt højere grad anerkendes, involveres og tilgås som en professionel branche og som et beskæftigelsesområde og ikke kun som en del af civilsamfundet og folkeoplysningen. Kun sådan kan man aktivere idrættens fulde potentiale i forhold til folkesundheden.
“Idræt skal simpelthen i langt højere grad anerkendes, involveres og tilgås som en professionel branche og som et beskæftigelsesområde og ikke kun som en del af civilsamfundet og folkeoplysningen. Kun sådan kan man aktivere idrættens fulde potentiale i forhold til folkesundheden.”
Nye investeringer i innovation og infrastruktur
Innovative modeller for at nå nye målgrupper eller frafaldne målgrupper gennem nye aktiviteter og partnerskaber skal fremmes helt anderledes og radikalt nytænkende.
Man må investere i behovet for den helt store ’kickstart’ af folkesundheden og bevægelsen uden smålig skelen til organisationsformer og mere end hundrede års tradition for folkeoplysning.
Innovationsmidler til at styrke infrastrukturen, til at styrke kompetencerne på arbejdsmarkedet og til styrke interventioner for særlige målgrupper og fremme af folkesundhed gennem idræt og bevægelse skal ikke kun kanaliseres gennem idrætsorganisationer og foreningsliv. Man skal simpelthen investere i nye redskaber i værktøjskassen uden at skade de ting, foreningslivet leverer på udmærket vis. Her bliver der behov for en væsentlig statslig investering for at sætte en ny retning for hele idrætssektoren.
Målrettede investeringer i ‘faciliteter som lokale kraftcentre’ i tæt samspil med sundheds-, omsorgs og socialsektorerne vil være et stærkt værktøj. Erfaringerne fra sundhedskrisen stiller helt nye krav til hygiejne, bygningsindretning og faciliteternes kapacitet til selv at understøtte de aktiviteter og fællesskaber, som det frivillige foreningsliv ikke kan løfte. Derfor skal ’faciliteter som kraftcentre’ understøttes anderledes radikalt. Her tænkes ikke på bygningsmassen, som er et kommunalt anliggende, men igen på ledelse, kompetence, kapacitet og incitamenter til at indgå i nye samarbejder og tiltrække nye målgrupper til idrætsmiljøerne.
De store idræts- og fritidscentre og måske sågar dele af den kommercielle idrætssektor kan i langt højere grad spille den ledige plads i idrætssektorens holdopstilling, som folkesundhedskrisen skriger på. ”Stedet som organisationsform” skal strategisk tænkes ind i paletten af organisationsformer og sundheds/fællesskabsfremmende aktører på lige fod med foreningsidræt, selvorganiseret idræt og kommerciel idræt.
For at vende tilbage til Nick Rowe: Foreningsidrætten og frivilligheden er god til voksne borgere med relativt ‘høj sportslig kapital’, mens det kræver andre og professionelle instrumenter at tilgå borgere med lav eller middel ‘sportslig kapital’.
Idrætten under nyt ressortområde?
Man kan diskutere om det overordnede ansvar for en idrætssektor med forstærket fokus på folkesundhed og tværgående partnerskaber med langt større sektorer som sundhed og omsorg overhovedet bør høre hjemme i Kulturministeriet?
Kan eksempelvis den kommercielle sektor og idrætsfaciliteterne på nogen måde være tjent med deres nuværende placering i det idrætspolitiske hierarki?
Ideologisk, strukturelt og økonomisk bør man adskille den folkeoplysende og kulturelle del af idrætten, hvor man dyrker det frivillige, det lystbetonede og det sportsligt sublime, fra den p.t nødlidende folkesundhedsmæssige del af idrætten, hvor man dyrker det ’mere instrumentelle’ og den personrettede motivation og sundhedsadfærd.
Adskillelsen vil kræve, at man investerer i faglighed og kompetenceudvikling, lokal infrastruktur som katalysator, innovation og incitamenter, akkreditering og dokumentation i en helt anderledes og langt bredere skala, end man gør i dag.
Belønningen vil være, at man endelig får den ligeværdighed mellem forenings-Danmark og den folkesundhedsorienterede eller erhvervsrettede del af idrætssektoren, som den faktiske udvikling har skreget på i årevis. Paradoksalt nok er denne politiske og økonomiske ligeværdighed den helt afgørende forudsætning for, at de to delsektorer nogensinde kommer til at arbejde tættere sammen og berige hinanden og derigennem aktivere langt flere danskere end i dag.
Læs også:
New Zealand satser stort på en kickstart af idrætten
