Farvel til Directorate-General for Idræt. Goddag til Dansk Gymnstik & Innovation. DGI bør ændre sin kurs dramatisk. Logo: dgi.dk
DGI står i dag for meget for ’Directorate-General for Idræt’ og for lidt for ’Dansk Gymnastik & Innovation’. DGI bør tilskære sin egen organisation til de absolutte kerneopgaver med et reelt folkeligt fundament og i stedet anvende de frigjorte midler på at sætte retning og gøre andre aktører i idrætssektoren bedre. Kun sådan kan DGI indfri de løfter, organisationen har udstedt til samfundet.
Af Henrik H. Brandt, journalist og selvstændig konsulent i idræts- og fritidssektoren
Hvordan kan DGI finde tilbage til de historiske rødder med udgangspunkt i den folkelige idrætsbevægelse og på samme tid gøre sig til drivkraften for fornyelse, vækst og udvikling i en idrætssektor i hastig forandring?
Kunststykket er muligt.
Men det vil forudsætte, at DGI’s nyvalgte ledelse med den nye landsformand Charlotte Bach Thomassen ved roret giver organisationen et kritisk og ærligt eftersyn og samtidig tager seriøs pejling af det landskab, der hver dag vokser rundt om DGI med nye aktører og aktiviteter.
På den ene side skal DGI styrke sin position, der hvor man virkelig har rod. Med et bredt gymnastikbegreb og holdningspåvirkning af de lokale idrætsforeninger som udgangspunktet.
På den anden side skal DGI usentimentalt give slip på de indsatsområder, hvor man ikke for alvor gør en forskel i dag og i stedet bruge de frigjorte ressourcer fra en årlig bevilling på 280 mio. kr. fra udlodningsmidlerne på at spille andre bedre. Man skal med andre ord investere millioner af frigjorte midler i at skabe ny dynamik i den danske idrætssektor.
Manøvren er mulig.
DGI må strategisk vælge mellem at fastholde den nuværende rolle som en mastodont, der trods dalende folkeligt engagement holdes kunstigt oppe af et støt stigende antal ansatte, massiv støtte fra udlodningsmidlerne og en tæt idrætspolitisk alliance med DIF, som freder organisationen fra politiske indgreb.
Eller DGI kan ændre kurs og blive en reel katalysator for fornyelse i idrætssektoren.
DGI skal udnytte gymnastikkens ’befriende frihed fra kridtstregerne’ til at definere sin fremtidige rolle i en idrætssektor, der har brug for en ny og langt bredere tilgang til udvikling og innovation, end den statslige struktur på idrætsområdet tillader i dag.
En katalysator for udvikling
DGI kan med et kursskifte placere sig som den helt centrale katalysator for den udvikling, der allerede er i gang i idrætssektoren, og som kun kommer til at tage yderligere fart i de kommende år.
Er det ikke netop den folkelige idræt og folkeoplysningens største opgave gennem mere end 150 års historie at udvikle sig i samspil med de samfundsmæssige forandringer? At holde fast i rødder og identitet og samtidig være tilpasningsdygtig?
Forslaget om en ny kurs for DGI kan illustreres gennem DGI’s logo og de officielle ’brandværdier’, som det jo hedder i den moderne folkelige idræts terminologi.
Hvad symboliserer DGI’s logo egentlig i dag:
’DG’ står for i den officielle forklaring for ’Det Grundlæggende’ i form menneskelighed og fællesskab. ’I står for individet og symboliserer gejst, ideer og inspiration. Afstanden mellem ’DG’ og ’I’ symboliserer forskelligheden i samfundet. Bogstavernes kursiv symboliserer fremdrift. Rammen omkring logoet symboliserer, at foreningslivet er rammen om idræt og fællesskab. Transparensen i bogstaverne symboliserer, at DGI spejler sig i det omgivende samfund – og omvendt. Altså samfundssind…
Der er skam tænkt på det hele i DGI: Samfundssind, gejst, styrke og målrettethed er de fire bærende brandværdier.
Directorate-General for Idræt
Udfordringen er, at DGI’s logo med de senere års idrætspolitiske manøvrer er kommet til at symbolisere en anden og mindre flatterende version af DGI’s rolle i idrætssektoren.
I den kritiske fortolkning kommer ’DG’ til at stå for ’Directorate-General’ efter forbillede fra EU-Kommissionens lidt borgerfjerne og uigennemsigtige forvaltningsmæssig struktur. ’I’et kommer til at stå for idrætsforeningerne, som er den mekanisme, DGI primært leverer gennem i dag, selv om idrætsforeningerne er et ’produktionsapparat’ uden for DGI’s direkte indflydelse.
Afstanden mellem ’DG’ og ’I’ i logoet kommer til at symbolisere afstanden mellem hovedorganisationen og de lokale idrætsforeninger (I), som uanfægtet fungerer i deres eget kredsløb, mens hovedorganisationen (DG) i stigende grad orienterer sig mod pengestrømme og politiske strømninger ovenfra.
Directorate-General for Idræt er naturligvis en drillende fortolkning af DGI-logoet. Men som beskrevet i de tre foregående artikler om DGI’s fremtid, har DGI i de seneste år været præget af et voldsomt stigende antal ansatte, en mere centraliseret struktur med målstyring og et tættere og mere forpligtende samarbejde med den anden idrætspolitiske gigant, DIF.
I alliancen med DIF har DGI skærpet den idrætspolitiske kommunikation og det politisk lobbyarbejde i en grad, så DIF og DGI under den nuværende regering nærmest har tiltvunget sig eneadgang til at repræsentere idrætssektoren på Christiansborg.
Med visionen ’Bevæg dig for livet’ har de to store organisationer faktisk ikke blot lovet politikerne at være idrætsforeningernes organisationer. Organisationerne har lovet at tage ansvar for den samlede udvikling af idrætssektoren (for også i fremtiden at bevare et fast greb om udlodningsmidlerne).
Nu er det tid at tage de nødvendige skridt for at indfri løfterne. Det handler ikke længere om at udbygge DGI’s organisation. Det handler om udviklingen af den samlede idrætssektor.
Tid at indfri løfterne
DGI har sammen med DIF populært sagt positioneret sig som statens entreprenør for løsning af stadigt flere samfundsmæssige opgaver såsom sundhed og forebyggelse, inklusion, erhvervsfremme og kommercielle interesser.
Idræt som instrument til at realisere andre målsætninger har naturligvis andre logikker end idræt som foreningsidræt i sin egen ret, hvor foreningsdemokratiet og fællesskabet i DGI’s tradition er vigtigere end selve den aktivitet, foreningslivet udspiller sig omkring.
Opgaven for DGI’s ledelse i de kommende år bliver derfor at føre DGI tættere på foreningslivet på den ene side - og på den anden side skabe en struktur, der mere end det nuværende medarbejdervælde kan levere på alle de mere instrumentelle samfundsmæssige løfter og udfordringer.
DGI får brug for en ny organisering og nye prioriteter i samspillet med DIF, hvis organisationen ikke skal revne i den igangværende spagat.
Derfor: Velkommen til det nye DGI, hvor logoet symboliserer ’Dansk Gymnastik & Innovation!’
Dansk Gymnastik & Innovation
’DG’ står for ’Dansk Gymnastik’. Dansk står for roden til den folkeoplysning, DGI bygger på, ’Gymnastik’ står for den ’befriende frihed fra kridtstregerne’, som netop er DGI’s historiske styrke i forhold til specialforbundene i DIF med disse forbunds rolle som forvaltere af nationale og internationale regelsæt, mesterskaber, turneringer og landsholdsarbejde.
DGI har et enestående råderum til at tilpasse aktiviteterne til målgruppen, fremfor det modsatte. DGI skal ikke vinde medaljer og er ikke afhængig af talent- og elitearbejde og kan derfor 100 procent koncentrere sig om at udbrede idrætstilbud og kulturer, som går ud over den traditionelle konkurrenceidræt.
’Dansk Gymnastik’ står også for DGI’s levedygtige rødder. I gymnastik har organisationen både tradition, rødder og faglighed. Det er her, foreningerne lytter. Det er her, man kan påvirke foreningerne og uddanne en ny tids instruktører til et aktivitetsbillede, der ændrer sig med stigende hast på idrættens landkort.
Netop på grund af den store troværdighed på gymnastikområdet har DGI haft de senere års største succes med Foreningsfitness. Satsningen rykkede for alvor, da DGI under den netop afgåede landsformand Søren Møller lagde de tidligere ideologiske forbehold mod individuelle, sundhedsorienterede og fleksible aktiviteter som fitness, løb, cykling, gang, vandmotion m.v. på hylden. Gymnastikbegrebet kan sagtens udvides til andre idrætsgrene. Hovedsagen er, at aktiviteten tilpasses kroppen og sjælen – ikke omvendt.
’Dansk Gymnastik’ står også for en erkendelse af, at DGI groft sagt ikke har et stærkt fundament og ret meget at spille ind med i mange andre mere traditionelle sportsgrene som de store boldspil og alle de nørdede olympiske nichesportsgrene, som DIF’s specialforbund repræsenterer. Medlemmerne fra disse sportsgrene ser fine ud i DGI’s medlemsstatistik, men reelt er der ikke mange foreninger, som ikke allerede er dækket ind af specialforbundene. DGI’s organisation kan godt undværes i den daglige drift af disse idrætsgrene for at sige det rent ud. Hvis DGI trækker sig, vil andre fylde de eventuelle huller ud.
DGI skal frigøre midler
I stedet for de hundredvis af ansatte på forbundskontorerne skal det nye DGI frigøre midler til at skaffe sig afgørende indflydelse på retningen i idrætssektoren og på udviklingen af nye idrætstilbud gennem det sidste bogstav i logoet:
’I’ står for ’Innovation’. ’I’ står for inkubator. ’I’ står for en alternativ måde at tænke idrætsudvikling på.
Et paradigmeskifte, hvor man skruer ned for in-house aktiviteterne og frigør midler - mindst en tredjedel af udlodningsmidlerne (altså 90-100 mio. kr.) - til at gøre DGI til fødselshjælper og katalysator for en ny tids idrætslige ildsjæle.
DGI skal træde et stort skridt tilbage som udøvende organisation og ’producent’ af idræt og i stedet bruge kræfterne på at sende penge og ressourcer efter de eksterne aktører, som får tingene til at ske nu og i fremtiden. Med frie midler kan man sætte retning. Med frie midler kan man spille andre bedre og få andre aktører til også at bidrage til gildet.
DGI skal tage bestik af, at idrætssektoren i dag består af hundredvis af små og store entreprenører.
De findes naturligvis i lokale foreninger, der eksperimenterer og udvikler løsninger, som andre kunne have glæde af. Og de findes blandt facilitetsledere, udviklere af it og idrætsrelaterede serviceydelser til særlige målgrupper eller formål, udviklere af events, stævner, turneringer og akademier, personlige trænere, kommercielle aktører og socialøkonomiske organisationer med særligt hjerte for forskellige udsatte eller idrætssvage målgrupper med behov for et særligt skub.
DGI skal ikke længere forsøge at favne hver eneste lille tendens eller nyt koncept ved at trække det in-house og udvikle koncepter i egne rækker med egne ansatte. Den kurs skal man væk fra, fordi DGI’s massive adgang til midler og indflydelse snarere placerer DGI som en konkurrent og som en barriere for mange af de idrætsentreprenører, som bidrager til idrætssektorens udvikling.
DGI skal populært sagt over på samme side af bordet som entreprenørerne. Man skal give slip på sin egen organisatoriske vækst og nedtone sit eget brand og i stedet hjælpe alle de andre brands med at blomstre med hinanden – og i rivalisering med hinanden. En samlet mangfoldighed i trivsel skaber tilsammen en idrætssektor i vækst.
Strukturel balance
De mest succesrige entreprenører vil udvikle bæredygtige koncepter og få økonomisk levedygtige virksomheder eller organisationer ud af det. Andre vil forsvinde igen, uden at det i så fald medfører behov for fyringer på DGI’s kontorer.
Midlerne skal ikke kun gå til innovation i traditionel forstand i forhold til produkter og serviceydelser. Midlerne skal også gå til udvikling af den strukturelle balance i idrætssektoren. Der skal populært sagt være plads til flere stemmer i det idrætspolitiske kor.
Sekretariatsstøtte gennem grundtilskud til selvstændige organisationer og foreninger som brancheforeninger for idrætsfaciliteter, kommercielle aktører, enkeltstående trænere og instruktører osv. vil fremme kompetenceudvikling og politisk balance i den brede idrætssektor.
Nye idrætstrends og foreninger med særlige sociale formål kan ligeledes få en håndsrækning gennem sekretariatsmidler fra DGI. I dag står idrættens fornyere lidt for ofte og banker på døren hos DIF gennem mange år, før de endelig slipper ind i familien til en ofte lidt lunken velkomst blandt de øvrige specialforbund, fordi disse selv mister midler, når de skal dele kagen med et nyt familiemedlem under DIF-paraplyen.
Måske skal man ligefrem radikalt ændre hele strukturen for DGI, så ikke kun landsdelsforeningerne, men et langt bredere udsnit af selvstændige foreninger og organisationer i idrætssektoren kan få indflydelse og stemmeret i organisationen ud fra visse objektive og forvaltningsmæssige kriterier.
Bordet fanger
DGI har udstedt et løfte til samfundet om at tage ’ansvar’ for den samlede idrætsdeltagelse.
Bordet fanger.
DGI skal ikke være en udviklingsfond, vil det nok lyde. Men spis nu brød til.
Historisk har DGI faktisk været fødselshjælper for initiativer som Lokale og Anlægsfonden, ISCA, DGI-huse og Play the Game, der voksede sig levedygtige og vigtige for udviklingen af fremtidens idrætssektor ved netop at fungere i eget regi. Selv på det kommercielle område har DGI med et vist held udliciteret udviklingsopgaver efter foreningslivets behov i tæt samspil med virksomheder som Conventus og PE Redskaber. Man sidder formentlig ikke og ærgrer sig på DGI-kontorerne, hvis det går godt for disse virksomheder? Tværtimod er de gensidige fordele ganske åbenlyse.
Med nye initiativer som DGI Impact og den nye DIF/DGI Foreningspulje har DGI allerede skabt et lille eksperimentarium for en ny måde at tænke udvikling på, tæt på de udførende led og på beløbsmodtagernes præmisser. Børne/ungesatsningen for frigjorte midler fra egenkapitalen, som netop er vedtaget på DGI’s årsmøde, kan bruges i samme retning.
Idrætsudvikling og innovation har reelt mange lighedspunkter.
Innovation og iværksætteri er et oprør
Hver eneste ny idrætsforening er en start up, og hver eneste lille start up er i princippet et udtryk for et oprør mod den bestående verden. Det er et udsagn om, at de tilstedeværende muligheder på ’markedet’ ikke er gode nok’, og det er et udsagn om, at man kan gøre tingene bedre end de bestående aktører eller metoder.
Heri ligger naturligvis en risiko for, at det bestående ser ny udvikling som en trussel, og det er lige præcis den position, DGI skal væk fra. DGI skal ikke være den utilfredsstillende tingenes tilstand, som entreprenørerne i idrætssektoren gør oprør imod. DGI skal over på entreprenørernes side.
Hvis DGI vil støtte ungdommens samfundssind og virkelyst i en tid, hvor ungdommen ikke opfører sig som tidligere generationer, skal man ikke sovse ungdommen ind i konsulenter og koncepter. Tværtimod skal man sagt lidt forenklet begynde at ’købe noget’ af de ungdommelige ildsjæle og derigennem give ungdommen mulighed for at sætte sejlene selv for de projekter, ungdommen brænder for.
Ildsjæle er der masser af, både i foreningslivet, hos idrættens kommercielle aktører og i det formelle uddannelsessystem, som i disse år uddanner hundredvis af topmotiverede og kompetente unge med entreprenante evner og drømme til idrætsmarkedet. De kommer fra det stigende antal uddannelser i sportsmanagement, idræt, folkesundhed, iværksætteri osv.
DGI’s befriende frihed fra kridtstregerne, folkeoplysningsloven samt det store medlemsmæssige overlap med DIF’s specialforbund sikrer, at DGI kan foretage en radikal organisatorisk kursændring uden at krumme et hår på forenings-Danmarks hoved.
Taberne bliver på kort sigt hundredvis af ansatte på DGI-kontorerne. Der skal skæres drastisk i lønbudgettet for at skabe rum til manøvren. Men mon ikke, de berørte hurtigt finder nye positioner i en idrætssektor, der kun vil tage yderligere fart i de kommende år?
Held og lykke til den nye ledelse i DGI.
