Sports Governance Observer. Paradoksalt nok er det de to mest skandaleramte internationale specialforbund, FIFA og IAAF, der formelt set har bedst styr på de interne forvaltningsstrukturer. Men generelt er international idræt fortsat i en alvorlig krise i forhold til demokrati, organisering og interne strukturer. Også dansk idræt har masser af forbedringspotentiale i forhold til foreningsdemokrati, samfundsansvar og interne procedurer.
Gennem de seneste årtier har det lille danske idrætspolitiske initiativ, Play the Game, ikke bare været katalysator for afsløringer af nogle af de mest horrible korruptions- og dopingskandaler i international idræt.
Foto: Nicolas, Flickr.com
Play the Game har i stigende grad også gjort noget ved det og gennem EU-støttede initiativer og samarbejder med førende europæiske universiteter og et stigende antal interesserede myndigheder og idrætsorganisationer i ind- og udland været i stand til at sætte en række af den internationale og nationale idrætsverdens mest korruptions- eller bare ‘ineffektivitetsfremmende’ strukturer og uvaner på formel.
Behov for selvkritik og eksternt pres
I dag (13. november) offentliggør Play the Game på en konference i Leuven, Belgien, med bidrag fra internationale partnere og den belgiske forsker Arnout Geeraert fra Universitetet i Leuven som hovedforfatter igen to tankevækkende rapporter.
Rapporterne er stærkt egnede til at understøtte selvkritiske initiativer og reformer i idrætten og til at skabe forøget pres på idrættens forvaltning fra regeringer, medier og andre eksterne interessenter.
Rapporten: ’Sports Governanc Observer 2018. An assessment of good governance in five international sports federations’ bygger videre på en tidligere evaluering fra 2015 af samtlige dengang 35 internationale specialforbund med olympisk idræt på programmet. Denne gang går rapporten i dybden med fremskridtene hos fem af de store forbund, fodbold (FIFA), atletik (IAAF), håndbold (IHF), svømning (FINA), tennis (ITF).
Karakteristisk nok scorer FIFA og IAAF generelt højest i rapporten, som bygger på fire dimensioner med 309 indikatorer, mens de øvrige forbund generelt ligger meget lavt.
Figuren fra Play the Game viser, hvordan de fem internationale specialforbund scorer samlet set og på de fire dimensioner i Sports Governance Observer. Gennemsnitsscoren er 38 pct.
Både FIFA og IAAF har i de senere år været gennem næsten livstruende korruptionsskandaler, som har medført store interne reformprocesser. Rapporten viser, at de to forbund langt fra er i mål endnu på alle parametre, og de aktuelle mediesager om Football Leaks og forvaltningskrisen i WADA viser også på alle måder, at udfordringerne, som specialforbundene skal navigere i, dels er massive, dels ofte har forbundene selv som væsentlige aktører.
Masser af hjemmearbejde
I Leuven præsenterer Play the Game ligeledes afslutningen på projektet ’National Sports Governance Observer’ med offentliggørelsen af rapporten af samme navn.
I dette projekt er principperne bag Sports Governance Observer ’oversat’ til nationale sammenhænge, hvor det spiller ind, at der ofte er tale om mindre specialforbund med andre lovgivningsmæssige og bevillingsmæssige forhold at fungere under i de nationale kontekster.
Rationalet bag undersøgelsen er to påtrængende problemstillinger. Dels at ineffektive nationale specialforbund er ude af stand til at følge med tiden og levere på idrætsdeltagelse og udvikling af idrætten i deres hjemlande, dels at forvaltningsmæssige dårligdomme i de enkelte lande ofte bliver ’taget med’ til de internationale specialforbund, hvor unoderne og forsømmelserne i værste fald bliver forstørret mangefold eller decideret misbrugt som springbræt til lyssky affærer.
Billedet af governance i de deltagende nationer i projektet placerer de førende danske specialforbund og hovedorganisationen DIF ganske pænt i international sammenhæng med norsk idræt som klassens duks. Idrætsbevægelsen i nabolandet Tyskland præsenterer sig i overraskende dårlig forvaltningsform, selv om den tyske forenings- og forbundskultur på mange måder har samme kulturelle selvforståelse og samfundsmæssige position som den danske.
Figuren fra Play the Game viser, hvordan udvalgte nationale specialforbund i 10 lande præsterer på de 46 forvaltningsprincipper målt gennem i alt 274 indikatorer i måleværktøjet ‘National Sports Governance Observer’. DIF og de udvalgte danske specialforbund klarer sig pænt, men med rum til forbedring på mange områder.
Det fører for vidt at gå i detaljer med undersøgelserne og de bagvedliggende principper her. Ganske kort kan man sige, at der ligger et stort oversættelsesarbejde med at forklare og omsætte principperne og relevansen af de mange elementer af good governance til eksempelvis danske idrætsforeninger eller specialforbund i praksis.
Men belønningen ved dette arbejde vil være et langt mere dynamisk og tidssvarende foreningsliv med bedre evne til at tage samfundsansvar, følge med tiden og inddrage såvel interne som eksterne interessenter.
På internationalt niveau kan man i nogle tilfælde gå så vidt som til at sige, at forvaltningskrisen i mange idrætsgrene er så alvorlig, at det handler om de pågældende sportsgrenes overlevelse som en troværdig og støtteværdig samfundsfaktor.
Principperne bag Sports Governance Observer og arbejdet med at ’oversætte det’ til en bedre forvaltningspraksis og bedre demokrati også i dansk idræt er et nødvendigt arbejde, som også forfatteren til denne artikel vil tage udgangspunkt i og lade sig inspirere af i fremtidens arbejde med foreninger, forbund og strategier for at udvikle idræts- og fritidssektoren generelt.
