IdrætsPlatformen Danmark vil i løbet af de kommende måneder etablere en medlemsbaseret ny platform for mangfoldigheden af små og store aktører i den brede danske idrætssektor.
Visionen med at skabe en fælles platform for mangfoldigheden af små og store aktører i den danske idrætssektor er at bidrage til en stærkere ‘brancheidentitet’ for aktørerne på idrætsområdet i Danmark samt at skabe et neutralt og medlemsbaseret forum for kompetenceudvikling, netværkssamarbejder og strategisk udvikling af den brede idrætssektor herhjemme.
Et meget bredt felt af not-for-profit, offentlige eller kommercielle aktører udgør i dag en idrætssektor, som ifølge Danmarks Statistiks opgørelser består af 24.000 fuld- og deltidsstillinger samt naturligvis hele den frivillige sektor med næsten 300.000 faste positioner som ledere og instruktører.
Idrætssektoren udvikler sig ekstremt dynamisk og mangfoldigt på en lang række områder i disse år. Stadigt flere selvstændige konsulenter, instruktører, faciliteter, start ups m.m. melder sig som en proaktiv del af idrætsudviklingen på siden af de etablerede organisationer og strukturer. Ambitionen med IdrætsPlatformen Danmark er at styrke udviklingsmulighederne for alle aktører og involverede i sektoren og naturligvis at skabe stærkere samarbejdskonstellationer i sektoren.
“Vi bevæger os meget stærkt fra en idrætssektor, der primært anskues som foreningsidrætten og dens organisationer til et bredt professionelt felt. IdrætsPlatformen Danmark ønsker at skabe et nyskabende miljø for matchmaking, sparring, synlighed, kompetenceudvikling og netværksdannelse for alle aktører i idrætten og dermed bidrage til at gøre den samlede ‘kage’ af idrætsdeltagelse større. Ved at anskue idrætten som ‘en bredere branche’ og ikke udelukkende som en folkebevægelse, hvor kun foreningerne er repræsenteret i de etablerede strukturer, kan vi langt mere strategisk tilgå behovene for at skabe nye samarbejder, nye uddannelser og karriereveje og nye fysiske og virtuelle fora for at videreudvikle idrætssektoren,” mener Henrik H. Brandt.
Der skal med andre ord nytænkning til i den danske idrætsektor. Henrik H. Brandt har udviklet tankerne om IdrætsPlatformen Danmark (SportsHub Denmark) på baggrund af mere end 30 års engagement i udviklingen af idrætssektoren som journalist, idrætsleder og senest direktør for Idrættens Analyseinstitut i årene 2005-2018.
Gennem de seneste måneder er tankerne om platformen valideret i snesevis af konsultationer med aktører i den brede idrætssektor og gennem eksempelvis en lang række sessioner med fokus på ‘idrættens Innovatører’ under Idrætsmødet i Aalborg i august.
“Nu handler det om at etablere IdrætsPlatformen Danmark i praksis. Jeg har fået masser af ekstremt positive tilkendegivelser, og jeg har et klart billede af, hvilken rolle IdrætsPlatformen Danmark kan spille i den danske idrætssektor om få år. Der er tale om et græsrodsinitiativ, hvor jeg bidrager med al min tid og viden, men hvor mange andre ressourcer og kompetencer i idrætssektoren også kan bidrage til at færdigudvikle platformen. Jeg går i luften med ideen nu i håb om at skabe momentum for en bevægelse, hvor vi løfter i flok om at skabe en langt mere dynamisk og helhedsorienteret udvikling af den danske idrætssektor,” siger Henrik H. Brandt.
Platform under opbygning
Planen er at holde informationsmøder om IdrætsPlatformen Danmark inden årets udgang, lige som den virtuelle del af medlemsplatformen går i luften i løbet af de kommende måneder. Platformen bygger fra start blandt andet på en række eksisterende netværk, nye initiativer for start ups samt forskellige planlagte konferencer og temamøder. I løbet af kort tid bliver der åbnet for den medlemsbaserede del af platformen i form af et grundmedlemskab samt supplerende mulighed for at tilslutte sig en række netværk med stærke fagpersoner som facilitatorer.
Hovedrationalet bag etableringen af IdrætsPlatformen Danmark kan gøres op som følger:
Mange aktører har behov for synlighed i forhold til andre idrætsaktører og omverdenen samt for styrket adgang til matchmaking, sparring og informationer om sektorens udvikling og muligheder.
Mange aktører driver allerede kompetenceudvikling eller kursusvirksomhed som led i deres virksomhed, men der er et stort behov for en platform, der dels kan synliggøre og skabe overblik over de mange formelle og uformelle uddannelses- og kursustilbud i idætten, dels styrke sammenhængen mellem idrætssektorens kompetencebehov og de eksisterende muligheder for (efter)uddannelse og professionel udvikling. Idrætssektoren skal simpelthen have klarere ‘karriereveje’ for såvel eksisterende som kommende kræfter i sektoren.
Tværgående netværk og klynger spiller en stadigt større rolle i idrætsudviklingen. Alle aktører i sektoren skal kunne indgå i relevante netværk eller klyngedannelser, som arbejder på at udvikle konkrete idrætsaktiviteter, lokalområder eller temaområder inden for idrætten. IdrætsPlatformen Danmark vil tilbyde en relationsplatform for såvel eksisterende netværk som for nye netværk og klyngedannelser i sektoren.
Sektoren har som helhed behov for mødesteder, både i form af uformelle meet-ups, seminarer, konferencer eller nye fysiske ‘hubs’ for den stigende underskov af start ups, selvstændige rådgivere, arrangører eller leverandører til idrætssektoren. De første fysiske start up hubs er efter flere års tilløb på vej i København. Der bliver behov for at understøtte disse hubs og skabe flere lignende udviklingsmiljøer andre steder i landet - blandt andet i samarbejde med uddannelsesinstitutioner, kommuner og idrætsudbydere.
”Man kan ikke længere sætte idrætten i Danmark på en samlet formel eller en fast struktur. Det, man kan sætte på en formel, er en fælles ambition om at hjælpe hele sektoren med at se nye potentialer, udvikle kompetencerne, nå nye målgrupper og udvikle nye aktivitetstilbud, metoder og produkter, som i mange tilfælde kan række langt ud over landets grænser, siger Henrik H. Brandt.
Idégrundlag for IdrætsPlatformen Danmark (SportsHub Denmark)
Vision
IdrætsPlatformen Danmark styrker idrættens kvalitet og betydning for den enkelte og for samfundet gennem skabelsen af et innovativt, mangfoldigt, ambitiøst og fagligt kompetent miljø for et bredt udsnit af aktører i den danske idrætssektor.
Mission
IdrætsPlatformen Danmark forestår udviklingen og driften af en platform for synlighed, kompetence- og kvalitetsudvikling og samarbejde for aktører i den brede danske idrætssektor. Herigennem understøtter IdrætsPlatformen Danmark kvalitet, mangfoldighed, nye netværksdannelser og innovation i idrætssektoren.
Formål
IdrætsPlatformen Danmark arbejder for at styrke synlighed, kompetenceudvikling og tværgående samarbejder blandt aktørerne i den brede danske idrætssektor med henblik på at skabe en øget forståelse for sektorens potentialer samt en nyskabende ’motor’ for sektoren med fokus på udvikling af kvalitet, mangfoldighed og innovation i den brede danske idrætssektor.
Platformen understøtter klyngedannelser og nye netværk på specifikke udviklingsområder i idrætssektoren.
IdrætsPlatformen Danmark fungerer som en fælles platform for et bredt udsnit af uafhængige aktører i den danske idrætssektor. Platformen understøtter realiseringen af de enkelte medlemmers egne formål og strategier. Aktørerne kan være såvel foreninger/organisationer som private eller offentlige aktører.
IdrætsPlatformen Danmark er en fælles, tværsektoriel overbygning for en række underliggende klynger, netværk og fælles initiativer. Platformen tilbyder medlemskab på forskellige niveauer og udviklingsområder:
IdrætsPlatformen Danmark synliggør og beskriver de enkelte medlemmer og deres rolle og aktiviteter i forskellige delsektorer af den brede danske idrætssektor og bidrager gennem sekretariat og netværk med faglig sparring og matchmaking. IdrætsPlatformen Danmark er åben for alle aktører, såvel kommercielle som non-profit aktører, der ønsker at deltage i en fælles platform for synlighed og udvikling af idrætssektorens mange aktører. På længere sigt kan IdrætsPlatformen udvikle sig til den foretrukne informationskanal for et bredt udsnit af fagprofessionelle og interessenter i den brede danske idrætssektor.
IdrætsPlatformen Danmark udvikler og driver et forum for uddannelse og kompetenceudvikling i idrætssektoren samt en fælles ’kompetenceplatform’, som synliggør og markedsfører medlemmernes formelle og uformelle kurser, seminarer, uddannelser m.v. Hensigten med kompetenceplatformen er at synliggøre mangfoldigheden af kurser og uddannelser i den brede idrætssektor for et bredere publikum samt at skabe et fælles forum for løbende udvikling af nye kursus- og uddannelsestilbud, så kompetenceniveauet i idrætssektoren løbende matcher sektorens behov.
IdrætsPlatformen udvikler og faciliterer i samarbejde med medlemmerne eller på eget initiativ en række specifikke landsdækkende eller lokale klyngedannelser, netværk og fælles initiativer, som skal understøtte nye samarbejder, inspiration og innovation i idrætssektoren. Klyngerne kan være ’økosystemer’ på specifikke delområder af idrætten eller det kan være tværgående klynger eller generelle netværk for eksempelvis idrætsledelse. Eksisterende netværksinitiativer kan få øget synlighed og rekrutteringsgrundlag gennem IdrætsPlatformen Danmark.
IdrætsPlatformen vil i samarbejde med medlemmerne og eksterne partnere koordinere eller indgå i oprettelsen af fysiske ’hubs’ og kontorfællesskaber for idrætsrelaterede aktører på forskellige geografiske lokaliteter i Danmark.
IdrætsPlatformen er ikke tænkt som et konkurrerende tiltag i forhold til eksisterende initiativer eller netværk i branchen, men vil så vidt muligt bygge på, understøtte og bidrage til at videreudvikle eksisterende tilbud eller udvikle nye tilbud i samarbejde med platformens medlemmer.
Gennem sine aktiviteter vil IdrætsPlatformen Danmark samlet:
Skabe en bevidsthed om, at idrætssektoren i Danmark er i hastig udvikling med ca. 24.000 del- og fuldtidsstillinger i en række forskellige delsektorer samt op imod en halv million frivillige (hvoraf næsten 300.000 formelle positioner) af betydning for kvaliteten og udviklingen af idrætssektoren. IdrætsPlatformen ønsker at understøtte en ’brancheidentitet’ for idrætssektoren og skabe en fælles platform og forum for udvikling af alle aktører i hele den brede danske idrætssektor.
Understøtte og inspirere idrætsrelaterede start ups og entreprenører gennem faglig sparring, rådgivning, netværk, repræsentation og synliggørelse i forhold til investorer, offentlige myndigheder, kunder og samarbejdspartnere i Danmark og udlandet.
Bistå idrætsrelaterede foreninger, organisationer og faglige sammenslutninger med kompetence- og kvalitetsudvikling, rådgivning, videndeling, fundraising, inspiration, synlighed og repræsentation.
Styrke synlighed, gensidig erfaringsudveksling og samarbejdsmuligheder for rådgivere, faglige eksperter og studerende med særlige kompetencer af relevans for aktørerne i den brede danske idrætssektor.
Fremme tværfaglig og tværsektoriel inspiration, samarbejde og kompetenceudvikling i den brede idrætssektor gennem videndeling, events, kursus- og uddannelsesvirksomhed for platformens medlemmer og andre interessenter i den brede danske idrætssektor.
Vil du være med?
I løbet af de kommende måneder etableres en hjemmeside med adgang til værktøjer for kursusudbud og netværksadministration for medlemmerne. Samtidig etableres de formelle vedtægter og medlemsvilkår, og der vil blive afholdt informationsmøder om IdrætsPlatformen Danmark.
Er du interesseret i at blive involveret i opbygningen eller driften af IdrætsPlatformen Danmark, så kontakt initiativtageren Henrik H. Brandt, Idrættens Konsulenthus, tlf. 29210972, henrik.brandt@idkon.dk
I den kommende tid kommer der løbende informationer og nyheder om de enkeltstående initiativer, samarbejder og aktører, som indgår i det videre arbejde med at udvikle IdrætsPlatformen Danmark.