Hvor meget er der egentlig at fejre, når dansk idræt lørdag aften i Herning holder den traditionsrige hyldestfest ‘Sport 2018’ for årets store danske sportspræstationer? International idræt er i ødelæggende konflikt med sig selv, og hovedpersonerne, nemlig de aktive eliteudøvere, begynder stadigt kraftigere at manifestere deres manglende tillid til idrættens organisationer.
Foto: Charles Deluvio, unsplash.com
”Velkommen til Sport 2018. Hvor har vi alle sammen glædet os til at fejre sportsåret 2018. Hvor ser I godt ud alle sammen. Hvor er I klar til fest. Hvor skal vi allesammen fejre… et år hvor der egentlig ikke var det vilde at fejre…”
Sådan kommer det næppe ordret til at lyde, når toppen af poppen i dansk idræt, dansk politik og en stor del af samfundslivet i øvrigt lørdag aften den 5. januar fejrer idrætstoppen ved det efterhånden traditionsrige Sport 2018 show i Herning.
Naturligvis bliver der festet og hyldet igennem. En årlig fest for både de eliteaktive og de mange ledere og frivillige, der hver dag knokler for idrætten, skal der jo være plads til, men sandheden er, at 2018 var et temmelig rædselsfuldt år for eliteidrætten, hvis man tager de realistiske briller på.
OK, den slags rædselsår har der efterhånden været nogle stykker af i international idræt, men spørgsmålet er, om man aner konturerne til et spektakulært internationalt sportskollaps i horisonten?
Blandede resultater
Lad os lige for god ordens skyld tage de hjemlige sportsresultater først. De var blandede.
Tennissportens Caroline Wozniacki, som ikke ligefrem er inkarnationen af den højt besungne danske eliteidrætsmodel, stråler over dem alle med sin første Grand Slam-sejr nogensinde i Australian Open. Men samlet set var danske atleters medaljehøst relativt pauver i 2018. Resultaterne ved vinter-OL i Sydkorea lå under målsætningen, håndboldkvinderne mistede ikke bare grebet i bolden, men mere bekymrende også grebet i befolkningen.
Fodboldkvinderne, som ellers lige havde fået deres folkelige gennembrud, skød sig selv i foden og røg ud af VM-kvalifikationen, mens herrelandsholdet i fodbold var snublende tæt på at ende i samme sorte hul i efterårets landsholdskonflikt efter en ellers respektabel præstation ved VM-slutrunden i Rusland.
Resultaterne vil altid svinge i international eliteidræt. Nationen går ikke under af en medalje mere eller mindre. Mest urovækkende for den gode stemning i Herning er derfor de landsholdskonflikter, der prægede fodbolden hos kvinderne i 2017 og hos mændene i 2018 og den landsholdskonflikt, der fortsat præger badmintonsporten ved indgangen til 2019.
Varsler disse konflikter noget mere?
Begynder atleterne at gøre knuder mod hele idrættens politiske struktur og forbundenes monopolrettigheder?
Atleternes tillid til den politiske forvaltning af idrætten vakler bestemt ikke kun i Danmark.
Foragt for de eliteaktive
IOC-præsident Thomas Bach kom måske for alvor til at tænde bålet, da han i sit nytårsbudskab for ganske nylig udviste en nærmest uforståelig foragt for de eliteaktive, der verden over hver dag er underkastet et strengt regime af dopingkontrol og forpligtelser, men som stadig klarere begynder at forstå, at de intet får til gengæld fra idrættens ansvarlige organisationer i forhold til retssikkerhed og beskyttelse mod snyd fra konkurrenterne og hele idrætsnationer.
”The Russian Olympic Committee has served its sanction,” lød budskabet fra den internationale olympiske komités præsident Thomas Bach. På overfladen er alt godt i IOC. Russerne vil være velkomne ved OL i Tokyo næste år, men udmeldingen fra IOC-præsidenten fik aktivkomitéer og antidopingorganisationer til at gispe efter vejret i vantro og forargelse.
Anledningen til Thomas Bachs melding var, at russerne fortsat ikke gør seriøs mine til at rydde op efter det statsdopingprogram, der blev afsløret efter vinter-OL i Sotji i 2014.
Ydmygelsen af den internationale antidopingorganisation WADA er efterhånden total. Russerne overholdt ikke de indgåede aftaler om vejen tilbage til et troværdigt antidopingsystem i en af verdens førende sportslige supermagter. Teknisk set bør russerne udelukkes fra det internationale idrætssamkvem, men reelt har Thomas Bach allerede meldt ganske tydeligt og offentligt ud, at hans bestræbelser på at fastholde magten over og enheden i et globalt system af internationale drætsforbund og nationale olympiske komitéer går forud for de regler og moralske værdier det selvsamme system bygger på og forventes at forvalte.
I forvejen har IOC længe set passivt til, at sportens organisationer er direkte styret af statsmagten i lande som Kina, Rusland og andre tidligere sovjetiske stater - stik imod alle olympiske værdier.
Nu har vi så et antidopingsystem, der netop under vægten af russisk statsdoping er ved at bryde sammen for åbent tæppe med atleterne som måbende, men ikke længere tavse tilskuere. De vil ikke finde sig i det mere.
Aktivkomiteer, og fagforeninger for spillere og atleter bliver stadigt stærkere. Konsekvensen af Thomas Bachs åbenlyse foragt for sportens egne regler, kan på ikke voldsomt langt sigt gå langt ud over dopingspørgsmålet og føre derhen, hvor atleterne i stigende grad bryder ud af sportens egne regelsystemer og søger hen mod mere civilretslige systemer, hvor arbejdsmarkedets regler og beskyttelse kommer til at gælde i idrætten som på resten af arbejdsmarkedet. Atleterne forlanger mere indflydelse og bedre rettigheder.
Dette gælder naturligvis primært i den demokratisk styrede del af verden, men det er også stadig her, en stor del af idrættens kommercielle værdi og prestige ligger. Dette forhold øger i virkeligheden bare tilskyndelsen for nogle af sportens oprørere til at ’smide dødvægten’ af korrupte eller magtesløse sportsfunktionærer og forbund fra kommercielt mindre attraktive lande overbord og begynde at organisere de kommercielt mest attraktive dele af eliteidrætten på andre vilkår.
Udbryderligaer truer
Dopingbryderierne kommer oven i et år, hvor eksempelvis Football-leaks har afsløret de rige storklubbers appetit på helt at overtage reguleringen af fodbolden fra de fodboldens politiske organer. De venter bare på den rette anledning.
Foto: Gentrit Sylejmani, Unsplash.com
Senest har man oplevet en konflikt med store principielle perspektiver i svømmesporten, hvor en privatfinansieret liga med store pengepræmier og løfter om langt bedre beskyttelse af de professionelle topatleter netop nu trækker tov om kontrollen med de absolutte topsvømmere med det internationale svømmeforbund. (FINA).
Idrættens organisationer taber simpelthen terræn til markedet og til andre måder at organisere og styre idrætten på. Det bliver ikke nødvendigvis kun til det bedre og mere transparent i alle forhold, hvis sportens systemer kollapser, men det vil være synd at påstå, at den reformresistente og skandaleplagede internationale idrætsverden ikke selv har bedt om det.
Senest kunne man kort før jul på nærmest komisk vis opleve den ene nationale olympiske komité efter den anden trygle den omdiskuterede kuwaitiske præsident for sammenslutningen af de internationale olympiske komitéer (ANOC), Sheikh Ahmad al-Fahad al-Sabah om at blive på posten, selv om han stod over for alvorlige kriminelle anklager i Schweiz og i det hele taget er rodet ind i flere skandalesager.
De internationale idrætsorganisationer kan åbenbart ikke reformeres. De kan kun revolutioneres af udefrakommende begivenheder. I den forbindelse er de eliteaktives stigende bevidsthed om, at det er dem, der er hovedpersoner i showet, og deres stadigt styrkede organisering, en endog meget interessant tendens.
Nødvendige overvejelser
Skal vi tilbage til hjemlige breddegrader og showet i Herning, er det værd at notere sig, at lige netop eliteidrætten hviler på et lovreguleret grundlag herhjemme. Derfor er netop eliteidrætten ikke kun et anliggende for idrættens organisationer og idrættens højt besungne autonomi. Eliteidrættens forvaltning herhjemme hviler på et udtrykkeligt politisk mandat.
Loven om fremme af integritet i idrætten pålægger blandt andet Anti Doping Danmark og idrætsorganisationerne at håndhæve regler om dopingkontrol og sanktioner i overensstemmelse med WADA’s regelsæt. Men hvad nu, hvis de selvsamme regelsæt ikke respekteres og håndhæves seriøst af sportens overordnede internationale organisationer?
Lov om eliteidræt pålægger Team Danmark i samarbejde med DIF og specialforbundene at udvikle dansk idræt på en socialt og samfundsmæssigt forsvarlig måde. Men hvad hvis den internationale eliteidræt, vi udvikler atleterne til, åbenlyst fungerer på en alt andet end socialt og samfundsmæssigt forsvarlig måde?
Det er således ret tunge skyer, der hænger over hele det internationale idrætssystem, som den danske eliteidræt primært er orienteret imod. Det bør give anledning til ganske alvorlige politiske overvejelser, at sportens etiske og moralske ledelse i stigende grad kører i grøften.
Hvad er dybest set meningen med det hele?
Hvordan skal Danmark reagere, hvis dopingsystemet rent faktisk bryder sammen? Hvis atleterne gør oprør? Hvis de mest attraktive dele af den internationale eliteidræt overtages af andre interesser end idrættens forbund og organisationer? Hvis de lande og eliteidrætssystemer, vi måler os op imod, hensynsløst tilsidesætter selv de mest basale idrætslige og etiske regler?
Det er nok ikke disse spørgsmål, der vil dominere den tv-transmitterede del af Sport 2018.
Her vil selv værterne fra Danmarks Radio sikkert gøre gode miner til slet spil og hylde et ’fantastisk sportsår’, selv om regeringen også lige nåede at hygge sig med at sable værtsinstitutionen Danmarks Radio og den i forvejen pauvre public service-orienterede journalistik- og analysebaserede overvågning af idrætten ned til anklerne i løbet af sportsåret 2018.
Når kameraerne er slukket efter tv-transmissionen af Sport 2018, er der alvorlige emner nok til korridorsnak til langt ud på de små timer til efterfesten.
Og mandag morgen, når feststemningen og tømmermændene har fortaget sig, er det tid at tage arbejdstøjet på og gøre sig nogle alvorlige overvejelser om, hvor den internationale eliteidræt er på vej hen, og hvad det betyder for eliteidrætten og idrætspolitikken herhjemme.
Efterskrift
Ønsker du at holde dig godt orienteret om det økonomiske, politiske og til tider krimininelle magtspil bag facaden i den internationale idrætsverden, anbefales du et abonnement på den prisbelønnede undersøgende tyske journalist Jens Weinreichs nye udgivelse ‘Sport & Politics’.
Bladet rummer en hidtil uset dybde i dækningen af international idrætspolitik. Artiklerne er på tysk eller engelsk. Bladet udkommer både på print og som e-magasin og koster 9,90 Euro pr. eksemplar.
