Det skæve Idræts-Danmark, Del 2 af 3. Hvorfor er det så svært for skiftende regeringer at iværksætte en ambitiøs og sammenhængende strategi for at understøtte adgangen til idræt for nogle af de inaktive eller udsatte borgere, som alle taler om? Der går en ubrudt linje fra daværende kulturminister Ebbe Lundgaards nederlag i en magtkamp med DIF og DGI i 1997 til nutidens forsømmelser i forhold til idrættens skæve grupper.
Foto: Noah Silliman, unsplash.com
Læs også Del 1: Store overskrifter og små puljer
Læs også Del 3: Det skæve Idræts-Danmark kræver nye tilgange
Der er meet langt fra nutidens idrætspolitiske signaler i toppen af de store idrætsorganisationer om deres vilje til at kæmpe for at gøre flere borgere aktive i idrættens fællesskaber til den dårlige stemning i mødelokalerne for et par årtier siden, da datidens idrætspolitiske topledere ramlede offentligt sammen med toppolitikere, der ønskede at styrke sociale indsatser gennem idrætten.
Dengang forsøgte ledende politikere forgæves at dreje statens formelle idrætspolitik i en mere socialt rummelig retning, mens idrætsorganisationernes topledere værgede for sig og talte om forsøg på statsstyring af foreningslivet.
Selv om retorikken i nogen grad er vendt på hovedet, og organisationerne i dag selv presser på for at overtage sociale opgaver på idrætsområdet, er realiteterne for de berørte grupper og for aktørerne på idrættens socialpolitiske område langt hen ad vejen de samme:
Det skæve Idræts-Danmark lever i bedste velgående. Hverken fordelingen af de statslige ressourcer eller strukturerne i den statslige idrætspolitik levner nogen særlig plads til idrættens udsatte eller inaktive grupper.
Men sporene til tingenes utilfredsstillende tilstand blev formentlig lagt dengang i 1997, da DIF-formand Kai Holm og DGI-formand Leif Mikkelsen tog en ordentlig brydekamp med daværende kulturminister Ebbe Lundgaard (R) og fik forpurret ministerens plan om at afsætte substantielle midler til en udviklingsfond for idrætten.
Magtkamp med konsekvenser
Siden magtkampen dengang har ingen regering for alvor formået at tage hånd om indsatserne for idrættens svage grupper. Der har stort ikke været nogen sammenhængende tiltag fra skiftende regeringers side på at supplere idrætspolitikken gennem de store idrætsorganisationer med nye substantielle initiativer.
Selv om idrættens skæve grupper i dag i høj grad står højt på den idrætspolitiske dagsorden, har det formentlig også en vis effekt på den siddende regerings manglende appetit på at skabe initiativer, der med tyngde kan supplere idrætsorganisationernes indsatser, at daværende DGI-formand Leif Mikkelsen i dag sidder i kulturminister Mette Bocks (LA) nærmeste bagland som formand for Liberal Alliance og idrætsordfører for partiet i Folketinget. Idrætssynet handler i høj grad om, at statens idrætspolitik skal føres gennem organisationerne.
Men hvorfor er det så svært at komme ud over småpuljerne og de fragmenterede statslige indsatser på det sociale område i idrætten?
Hvorfor er det så let at finansiere permanente og velstrukturerede indsatser med et socialetisk perspektiv for eksempelvis idrættens mest ressourcestærke talenter og eliteudøvere gennem statsinstitutionen Team Danmark, når politikerne samtidig gang på gang viger skræmt tilbage for at gøre noget af det samme for de grupper, som har allermest behov for støtte og sammenhængende indsatser for at blive idrætsaktive eller finde ind i nye fællesskaber?
Hvordan kunne det idrætslige landskab i Danmark egentlig have set ud i dag, hvis ikke Ebbe Lundgaard (R) og hans forgænger som kulturminister, Jytte Hilden (S), havde lidt skibbrud i deres forsøg i midt 1990’erne på at sikre en mere konsistent og ressourcestærk statslig idrætspolitik i forhold til andre grupper end dem, der traditionelt er tiltrukket af idrætsforeningernes tilbud?
Det er naturligvis ikke let at besvare disse spørgsmål fyldestgørende, men en del af svarene ligger i organisationernes historiske magt og det forhold, at de først i de senere år har ændret den politiske retorik i forhold til idrættens socialpolitiske dagsordener.
Et savnet instrument?
Paradokset er i dag, at de store idrætsorganisationer, DIF og DGI, sandsynligvis godt kunne bruge det instrument i form af en statslig udviklingsfond til idræt, som de selv fik forpurret for godt 20 år siden?
Med DIF og DGI’s fælles vision ’Bevæg dig for livet’ har organisationerne frem mod 2025 lovet politikerne at tage et enormt samfundsmæssigt ansvar, som de dog samtidig næppe har den store chance for at leve op til uden at genbesøge nogle af de ideer, der var i spil for over 20 år siden.
Vi skruer tiden tilbage til midten af 1990’erne. Dengang var der - i modsætning til i dag – en dyb mistillid mellem idrætsorganisationernes formænd Kai Holm og Leif Mikkelsen og periodens kulturministre i skikkelse af Jytte Hilden og Ebbe Lundgaard.
Idrætsorganisationerne havde ellers gyldne tider dengang i 1990’erne.
Med afsæt i ’Betænkningen om breddeidræt i Danmark’ fra 1987 og revisionen af tips- og lottoloven et par år senere havde idrættens organisationer oplevet en voldsom stigning i indtægterne, som gav dem mulighed for at styrke breddeindsatserne, men som samtidig også gav politikerne et sultent blik på organisationernes midler og et stigende forventningspres på idrættens aktører for at levere på sociale indsatser og inklusion af nye grupper af idrætsudøvere i idrættens fællesskaber.
Fordobling af midlerne
I løbet af få år fra 1988 til 1995 blev midlerne til DIF, DGI og Firmaidrætten næsten fordoblet fra 360 mio. nutidskroner i 1988 til 718 mio. nutidskroner i 1995.
Pengene væltede ind i en grad, så regeringen begyndte at lægge loft over de stigende midler til idrætsformål. Forinden så nye initiativer som etableringen af Lokale og Anlægsfonden (1994) med fondskapital fra idrætsorganisationerne og faste tildelinger fra tipsmidlerne dog dagens lys. Fondens kulturpolitiske syn på idrætsbyggeri var ikke lige DIF-formand Kai Holms allerbedste kop te, men alternativet til at få en fond, der kunne yde lån, garantier og direkte støtte til det dengang lidt nødlidende idrætsbyggeri havde sandsynligvis været, at statskassen havde skummet endnu mere af og anvendt de forøgede tips- og lottomidler til andre formål end idræt.
Kulturminister Jytte Hilden havde i 1995 iværksat en såkaldt budgetanalyse af idrættens tips- og lottomidler for at vurdere, om idrættens aktører forvaltede de stærkt stigende tips- og lottomidler godt nok og for at følge op på, om de stigende midler til idrætsorganisationerne havde bidraget til at realisere nogle af de løfter, forslag og tanker, der var behandlet i breddeidrætsbetænkningen nogle år tidligere.
Pengestrømsanalysen blev en lidt tynd omgang. Organisationerne forvaltede rent administrativt deres midler fornuftigt i forhold til idrætsforeningernes forventninger, og samtidig var de politiske målsætningerne for breddeidrættens udvikling som følge af de stigende tips- og lottomidler formuleret så tilpas bredt, at det i praksis var umuligt for det eksterne konsulentfirma PLS Consult at evaluere på, om målsætningerne var opfyldt.
I stedet opstod en mere principiel idrætspolitisk debat. Jytte Hilden slog til lyd for, at idrætsorganisationerne med deres stigende indtægter og dominans i den statslige finansiering af idrætten skulle bidrage mere til at løfte de sociale udfordringer i idrætten og samfundet generelt. Organisationerne reagerede på dette ønske med anklager om statsstyring af den frivillige sektor. Stærke ord som ’sovjetmetoder’ føg i luften.
”Ja, og så er det, at vi får kuldegysninger, når idrætspolitiske ordførere udtaler ’Idrætten må vedkende sig sit sociale ansvar og indgå aftaler med politikerne om, at nogle opgaver skal prioriteres højt… Kære politikere! Fingrene af fadet, hvad angår foreningsfriheden og den demokratiske selvbestemmelse…. Skulle vi i DGI ad politisk vej blive tunget til at vælge mellem fuld selvbestemmelse og færre tipspenge, så håber jeg at have tydeliggjort, at vi ikke sælger foreningsfriheden for tips- og lottomidler, Det er så op til et politisk valg, om man økonomisk ønsker at svække et folkelig foreningsarbejde i Danmark!,” tordnede DGI-formand Leif Mikkelsen eksempelvis fra talerstolen på DGI’s årsmøde i november 1996.
En måned senere var DIF-formand Kai Holm inde på det samme på DIF’s årsmøde. DIF var klar til politisk dialog om sociale indsatser, og man havde allerede initiativer for indvandrere, ældre og sindslidende, men formelle sociale forpligtelser, nej tak.
”Foreninger er ikke ideologiske størrelser, som er opstået for at skabe en bedre verden og uddanne folk i demokrati og folkeoplysning. Foreninger opstår på grund af et brændende engagement for selve idrætsgrenen og det sociale samvær, der opstår mellem ligesindede… Idrætten er for de idrætsaktive et mål i sig selv og kan ikke koldt og kynisk bruges som et redskab til at opnå noget større og bedre. At der så alligevel kommer nogle gode samfundsmæssige, demokratiopdragende og sociale sideffekter ud af foreningsdannelsen, det er en anden sag,” sagde Kai Holm.
Eskaleret konflikt
Året efter eskalerede konflikten mellem den nye kulturminister Ebbe Lundgaard og idrættens organisationer. I lyset af organisationernes dramatisk forøgede indtægter lancerede Ebbe Lundgaard en ’Idrættens Udviklingsfond’, der netop skulle arbejde med nogle af de idrætsrelaterede formål, som det frie foreningsliv og organisationerne ikke kunne og ikke ville påtage sig.
Tanken var konkret at skumme 25 mio. kr. af henholdsvis DIF og DGI’s tipsmidler og spæde op med 25 mio. kr. fra Kulturministeriets egne midler, så en ny fond fik en årlig arbejdskapital på mindst 75 mio. kr. (svarende til 107 mio. nutidskroner).
Idrættens Udviklingsfond skulle efter armslængdeprincippet forestå tilskud til kulturpolitiske initiativer på idrætsområdet, fremstød over for særlige målgrupper, støtte til nye former for aktiviteter, idéudvikling, vidensopsamling osv.
”Det er altså ikke fondens formål på nogen måde at erstatte den frivillige idræt. Tværtimod den skal supplere indsatsen, hvor det er nødvendigt, for at sikre, at statens samlede idrætspolitik kan gennemføres. Det kan vi ikke pålægge idrætsorganisationerne at gøre, og det er også med al tydelighed fremgået, at det ønsker organisationerne heller ikke at blive pålagt. Fonden er i den forstand en garant for, at idrættens frivillige organisationer ikke underkastes nogen form for statsstyring,” sagde Ebbe Lundgaard som gæstetaler på DGI’s årsmøde i november 1997.
I Ebbe Lundgaards udlægning var en ny udviklingsfond for idrætten netop ikke udtryk for statsstyring, men et forsøg på at sikre idrættens hovedorganisationer arbejdsro og skabe balance i den statslige idrætspolitik.
”Fonden skal betragtes som et tilskud til idrætslivet. Den er en ekstra mulighed for at få støtte til særlige initiativer, den kan være til inspiration for andre, og den kan skabe mulighed for at etablere samarbejde mellem det frivillige foreningsarbejde og andre initiativtagere på idrætsområdet. Og så kan den altså – i en meget beskeden målestok – forsøge at skabe rammerne for nogle idrætstilbud til de 70 % af befolkningen, der ikke er medlem af en idrætsforening… Jo, idrætsorganisationer yder en beundringsværdig indsats, men I må også erkende, at I ikke kan det hele. Der er områder, I ikke kan nå ud til, eller hvor I må sige: ”Det er ikke vores bord”. og så er det, at det offentlige må træde til: Uden på nogen måde at forklejne værdien af den frivillige indsats, kan der ikke være tvivl om, at det offentlig kan noget, frivillige ikke kan. Og frem for alt: Det offentlige har en politisk forpligtelse til at rette en indsats mod de befolkningsgrupper, den frivillige sektor må sige fra over for,” sagde Ebbe Lundgaard.
““Det offentlige har en politisk forpligtelse til at rette en indsats mod de befolkningsgrupper, den frivillige sektor må sige fra over for.”
(Kulturminister Ebbe Lundgaard, 1997)”
Iskold luft
Luften var iskold mellem Ebbe Lundgaard og idrætsorganisationernes formænd.
DIF-formand Kai Holm gik til modangreb på planerne om Idrættens Udviklingsfond på DIF’s årsmøde nogle uger senere:
”Beløbet til sociale indsatser er så stort, at det efter vores opfattelse vil betyde, at der opstår et misforhold mellem, hvad idrætten skal bruge af midler på sin egentlige idrætslige virksomhed inden for elite og bredde, og hvad der skal bruges af midler på decideret socialpolitisk virksomhed. Man må spørge, om man fra politisk hold virkelig er interesseret i at stoppe den meget positive udvikling, som i de seneste år er sket på breddeidrætsområdet,” sagde Kai Holm.
Læser man talen med nutidens briller, ser man klart, at indsatser, der rakte ud over foreningslivet, i modsætning til i dag stort set ikke var på idrætsorganisationernes lystavle.
Når DIF og DGI i dag jagter flere voksne motionister, tager socialpolitiske initiativer og indgår partnerskaber med kommuner og ministerier om det samme, sker det på en bund af årtiers afvisning af formelt ansvar på disse områder.
”Er der vitterligt behov for en statslig politik over for voksne uorganiserede motionister? Bør man ikke i stedet f.eks. styrke foreningens børne- og ungdomsarbejde?”, spurgte Kai Holm eksempelvis i sin beretning dengang i 1997.
Tabt armvridning med idrættens formænd
Det er ingen hemmelighed, at Kulturministeriet – også dengang – tabte armvridningen med idrættens magtfulde formænd og deres gode politiske forbindelser på Christiansborg.
Et par måneder senere tikkede en telefax ind på landets redaktioner. Denne gang var der ingen floromvundne pressemeddelelser, men blot en tør meddelelse om en ”forståelse mellem kulturministeren og idrættens organisationer om omfordeling af idrættens tipsmidler”.
Diskussionerne om idrættens sociale ansvar er ofte gået højt i de senere årtier, men de økonomiske prioriteringer og strukturerne på idrætsområdet har grundlæggende ikke ændret sig.
Idrættens Udviklingsfond i den ambitiøse version var død. Idrættens organisationer måtte tilsammen afgive 10 mio. kr. til et nyt Idrætspolitisk Idéprogram (IPIP), som ligeledes fik tilført 10 mio. kr. fra Kulturministeriet. Altså 20 mio. kr. om året. Desuden fik Lokale og Anlægsfonden tilført 10,6 mio. kr. mere, som blev taget fra idrættens organisationer. Lokale og Anlægsfonden skulle ligeledes administrere IPIP.
Idéprogrammet fik en kort levetid på bare tre år. Da den meget DIF-venlige nye kulturminister Brian Mikkelsen kom til, afventede han ikke engang IPIP’s fulde fireårige projektperiode, før han lukkede programmet ned før tid. Idrætspolitik skulle føres gennem organisationerne…
Paradoksalt nok blev Brian Mikkelsen senere i sin embedsperiode den eneste kulturminister i nyere tid, der formåede at understøtte ambitiøse kulturpolitiske initiativer på idrætsområdet med nye statslige midler. Det var blot ikke socialt udsatte og udenforstående grupper, der lå Brian Mikkelsen mest på sinde, men derimod eliteidræt og store sportsbegivenheder. Den såkaldte ‘Handlingsplan for at trække store idrætsbegivenheder til Danmark’ så lyset i Brian Mikkelsens embedsperiode. Store sportsevents fik i perioden 2008-2011 tilført hele 185 mio. kr. fra Kulturministeriet, og da programmet løb ud, fik Sport Event Denmark en permanent plads i den statslige idrætsstruktur med en fast bevilling på 25 mio. kr. om året. Det kan altså lade sig gøre at skabe nye permanente udviklingsinstrumenter i idrætten, hvis blot den politiske vilje er til stede, og initiativet ellers falder i idrætsorganisationernes smag. Kunststykket er bare aldrig udført på det socialpolitiske område.
Socialpolitiske dagsordener vinder frem
I forhold til de dramatiske debatter i 1990’erne er den store forskel i dag, at de social- og sundhedspolitiske dagsordener i idrætten er kommet langt mere frem i lyset. DIF og DGI afviser ikke længere dagsordenen. DGI har tværtimod indarbejdet sundhed som en af de bærende piller i organisationens mission, og DIF har gradvist ændret sin politik i retning af et mere specifikt løfte om at tage samfundsansvar.
Aktuelt er organisationernes politiske kursskifte manifesteret i visionen ’Bevæg dig for livet’, hvor de ikke blot påtager sig at arbejde for foreningsidrætten, men for den samlede idrætsdeltagelse. DGI’s kursskifte kom først med skiftet fra Leif Mikkelsen til Søren Møller som landsformand i 2001, og DIF fulgte senere efter ved skiftet fra Kai Holm til Niels Nygaard. Retorikken på det socialpolitiske område har således ændret sig voldsomt i de senere år, men spørgsmålet er, om handlingerne i praksis reelt er meget anderledes end dengang i 1997?
Det nye breddeidrætsudvalg i 2008 tog meget konkret og grundigt fat på idrættens mange potentialer og udfordringer i forhold til sundhed, fysisk inaktivitet og forskellige udsatte grupper, men konkret økonomi eller handling forhold til udvalgsarbejdets anbefalinger kom der ikke for alvor ud af det på det socialpolitiske område.
Senere fulgte en ny statslig udredning af idrættens økonomi, den såkaldte ‘Udredning af idrættens struktur og økonomi’, som blev offentliggjort i 2014. Kulturministeriet under den daværende kulturminister Marianne Jelved (R) havde i processen faktisk planer om at skumme op mod 70 mio. kr. af udlodningsmodtagernes faste tildelinger for endelig at få midler til at føre en selvstændig statslig idrætspolitik, men igen var idrætsorganisationernes lobbyister hurtige til at få lukket alle politiske flanker på Christiansborg.
Da den såkaldte idrætspolitiske stemmeaftale lå klar nærmest inden offentliggørelsen af udredningen, var det kun lykkedes for ministeriet at skumme i alt ca. 12 mio. kr. over en fireårig periode af i frie midler til nye initiativer. Af disse blev 6 mio. kr. over fire år (2015-2018) senere prioriteret til udsatteidræt. Det er svært at påstå, at Ebbe Lundgaards drømme om en ambitiøs statslig idrætspolitik som supplement til idrætsorganisationernes midler kunne genkendes i stemmeaftalen.
Organisationerne tager først af fadet
Senere fulgte en revideret udlodningslov, hvor idrætsorganisationerne og andre store organisationer manøvrerede sig op i en såkaldt ’Gruppe 1’, hvor beløbsmodtagerne er sikret en reguleret tildeling fra udlodningsmidlerne i takt med forbrugerprisindekset, mens de mere løse puljer i den såkaldte ’Gruppe 3’ til gengæld må gå tomhændede og tage tabet, hvis indtægterne fra lotterier falder.
Med andre ord: “Fingrene af fadet,” for nu at bruge Leif Mikkelsens udtryk. Idrætsorganisationerne tager altid først, og de finansierer fortsat kun i yderst begrænset omfang faste socialpolitiske initiativer af deres permanente udlodningsmidler.
Hvis organisationerne skal beskæftige sig med socialpolitiske initiativer, forudsætter det derfor tilførsel af nye projektmidler. Man kan i den sammenhæng spørge, om organisationer, som historisk ikke har ønsket at beskæftige sig synderligt med strukturerede socialpolitiske indsatser, reelt har troværdighed på området og bedre forudsætning for at anvende projektmidler end den myretue af aktører, som i samme periode er etableret uden at kunne få adgang til faste bevillinger?
Siden Ebbe Lundgaards tid har ingen regering for alvor forsøgt at skabe substantielle ændringer i den statslige støttestruktur for socialpolitiske indsatser gennem idræt. Sporene skræmmer måske? Idrætsorganisationerne er rent politisk utroligt svære at bide skeer med.
Positive hensigtserklæringer fra organisationerne og forbrødring med politikerne er der således rigeligt af i disse år i forhold til dengang i 1997. Men spørgsmålet er, om ikke Kai Holm og Leif Mikkelsen dybest set var langt mere ærlige om idrætsorganisationernes reelle motiver og det frie foreningslivs begrænsninger i forhold til at nå ud til visse målgrupper end deres efterfølgere?
Indtil videre skylder nutidens ledelser i DIF og DGI at levere beviset på det modsatte.
Læs også Del 1: Store overskrifter og små puljer
Læs også Del 3: Det skæve Idræts-Danmark kræver nye tilgange
