Invitation: Corona-krisen som kickstart for bedre fodboldmiljøer

Invitation til Webinar 3: Corona-tiden som kickstart af din fodboldklub. Idrættens Konsulenthus inviterer i samarbejde med TF Sport & Fritid til en række webinarer, hvor skæve og inspirerende fodboldhjerner fra ind- og udland kommer med praktiske og ledelsesmæssige input til at få landets fodboldmiljøer styrket ud af Corona-krisen i forhold til både trænere, ledere og klubbernes rolle i lokalsamfundet. De tre næste webinarer handler om klubudvikling fra nye vinkler. Næste gang den 19. maj kl. 20.00-21.45.

Skjold Contemporary med udstillinger af samtidskunst og performance-events i omklædningsrum nr. 6 hos BK Skjold er netop nomineret til Årets Kunstnerdrevne  udstillingssted. Foto: BK Skjold

Skjold Contemporary med udstillinger af samtidskunst og performance-events i omklædningsrum nr. 6 hos BK Skjold er netop nomineret til Årets Kunstnerdrevne udstillingssted. Foto: BK Skjold

En kunstnerisk leder i en fodboldklub, Frank Altschul Jensen... Titlen siger lidt om evnen til at tænke ud af boksen hos landets største fodboldklub, BK Skjold, med nye aktiviteter og nye formater. Fodbold kan BK Skjold forresten også spille: Ungdomsafdelingen for drenge har netop fået tildelt DBU's klublicens for talentudvikling. Klubbens formand, Jan Sørensen, snuser rundt efter gode ideer overalt og har flere skæve initiativer i ærmet. 

I Storbritannien finder man masser af inspirerende løsninger i breddeklubber for at styrke relevansen for lokalsamfundet og bedre miljøer for eksisterende og nye medlemmer. I mange tilfælde er klubbernes 'træner' og inspirator danskeren Svend Elkjær, som samler på inspirerende historier om innovative og entreprenante idrætsaktører. 

Tilmelding:
Mød de tre stærkt inspirerende herrer på det første af tre rigtig spændende webinarer om klubudvikling ud af boksen. Link til tilmelding: 'Corona-krisen som kickstart for landets fodboldmiljøer' den 19. maj kl. 20.00-21.40. 

Man bestemmer selv, om man betaler 150 kr. for at være med. Man kan også vælge at deltage gratis. Foreninger kan støtte ved at købe en licens til alle ledere og trænere til alle de kommende webinarer for i alt 2.500 kr. (inkl. moms).

Men bland dig endelig: Vi skal have nye ideer i spil i landets fodboldmiljøer. Webinaret afvikles på Zoom. Man modtager et link til at logge sig på webinaret i god tid inden arrangementet.

Webinar 3: Corona-tiden som kickstart af din fodboldklub
Tirsdag den 19. maj kl. 20.00-21.40
Er for mange fodboldklubber låst i vanetænkning? Overser de mulighederne for at få en helt anderledes kontakt med medlemmer, ledere og ikke mindst det omgående samfund ved at tænke mere ud af boksen? Nedlukningen af idrætten under Corona-krisen har vist nogle fantastiske eksempler på klubber, der fandt på nye meningsfulde veje til at engagere sig med lokalsamfundet og medlemmerne, mens fodbolden lå stille, men flertallet af klubber har være til dvale i venten på normale tider, som måske aldrig nogensinde kommer igen. Brug Corona-krisen til at tænke fodbold og fodboldklub på nye måder.

20.00-20.10: Velkomst og introduktion
Ordstyrer: Henrik H. Brandt, Idrættens Konsulenthus, ungdomsbreddetræner, IF Lyseng

20.10-20.25: Fodboldkunst fra nye vinkler, og hvad man kan lære af det
Frank Altschul Jensen, kunstnerisk leder, BK Skjold. En kunstnerisk leder i en fodboldklub? Det siger måske ikke så meget om klubbens evne til at banke naboerne fra FC København på fodboldbanen, men det siger en hel del om klubbens evne til at tænke ud af boksen, se muligheder og gå i lokalsamfundets tjeneste. At tænke ud af boksen og se nye muligheder er præcis temaet for dagens webinar.

20.25-20.50: More than a club. Find nye muligheder og ny mening med din fodboldklub
Svend Elkjær, founder, Sports Marketing Network UK. Bliv rystet i din grundvold som fodboldklub og lær af andre aktørers succes med at vende tingene lidt på hovedet. Svend Elkjær er rådgiver og inspirator for hundredvis af breddefodboldklubber og andre idrætsforeninger i Storbritannien og Irland. Få de bedste eksempler på fodboldklubber, der tænker helt ud af boksen og får en styrket position i lokalsamfundet og mere tilfredse medlemmer.

20.50-21.15. ’More than a club’ i praksis
Jan Sørensen, formand BK Skjold. Der skulle en afgrundsdyb krise til, før BK Skjold genopfandt sig selv og voksede til Danmarks i dag største fodboldklub. Når man først har skiftet det traditionelle fodbold ‘mindset’ ud med et lidt bredere tankesæt er der sådan set ingen grænser for, hvad der kan lade sig gøre på og uden for fodboldbanen. BK Skjold e raltid på vej. Hvordan er klubben organiseret, og hvordan motiverer man som professionelt ledet klub sine medlemmer til at engagere sig og vise ansvar og kreativitet under Corona-krisen og i den travle hverdag?

21.15-21.40: Diskussion, spørgsmål og afsluttende bemærkninger
Ordstyrer: Henrik H. Brandt, Idrættens Konsulenthus

Øvrige webinarer i serien:

Webinar 2. Corona-fodbold som vejen til bedre træning
Torsdag den 28. maj kl. 19.30-20.45 (udsat fra 14. maj)

Webinar 4. Fodboldklubben som fantastisk ungdomsmiljø
Tirsdag den 26. maj kl. 19.30-21.00

Webinar 5. Football in the community. What does it really mean?
Hør den vildeste historie om at være relevant for sit lokalsamfund og skabe nye indtægtsmuligheder til fodbold ved at tænke ud af boksen. Mød The Spartans Community Football Academy i Edinburgh ved CEO Douglas Samuel.
Tirsdag den 2. juni kl. 20.00-21.30

Find materiale og optagelse fra Webinar 1:
Klar til Corona-fodbold i en fart (afviklet den 12. maj)

Arrangør:
Journalist og konsulent i idræts- og fritidssektoren Henrik H. Brandt, Idrættens Konsulenthus. Henrik har en fortid som sportsjournalist på Jyllands-Posten og direktør for Idrættens Analyseinstitut og kender alle undersøgelserne af trends og tendenser i idrætten, frivillighed og facilitetsledelse. I dag driver han et selvstændigt konsulentfirma i idræts- og fritidssektoren og er i sin fritid involveret på breddeniveau i ungdomsfodbold i IF Lyseng, hvor han har været en del af rejsen med årgang 2002 til Danmarks p.t. største U19-drengeårgang.

De enkelte seminarer afvikles i partnerskab med TF Sport & Fritid og med skarpe fagfolk og inspiratorer fra fodboldmiljøer i ind- og udland. Samtidig bliver der rig mulighed for deltagerne til at bidrage med egne ideer og erfaringer.